Unge
Jeg skal se ham igen
Far fik hver eneste af os børn til at føle os som noget særligt. Han elskede os og var hurtig til at tilgive. Han gjorde sit bedste for at sikre, at vi alle var glade, og han gjorde det klart, at han ønskede det bedste for os. Jeg elskede ham så højt.
Da jeg gik i sjette klasse, omkom min far i et trafikuheld. Min familie og jeg var sønderknuste. Der var et stort savn i familien. Det var far, jeg havde støttet mig til. Han var den, jeg gik til, når jeg havde problemer. I stedet for at søge hjælp lod jeg vreden og smerten få tag i mig. Til sidst besluttede jeg, at det var Guds fejl. Jeg holdt op med at læse i skrifterne og bede. Jeg gik kun i kirke, fordi min mor sagde, at jeg skulle. Jeg holdt mig langt fra min himmelske Fader.
Så tog jeg med på UP-lejr for første gang. Jeg nød at møde nye venner, men jeg læste stadig ikke i skrifterne. Den sidste aften havde vi vidnesbyrdmøde. Jeg følte noget, som jeg ikke havde følt længe: nemlig Ånden. Jeg beundrede de piger, som rejste sig og bar vidnesbyrd, men jeg blev siddende, fordi jeg ikke mente, at jeg havde et. Pludselig følte jeg, at jeg måtte rejse mig. Jeg åbnede munden og spekulerede på, hvad jeg skulle sige. Så jeg sagde, at jeg var glad for UP-lejren. Så hørte jeg mig selv sige, at jeg vidste, at Jesus Kristus døde for mig, og at min himmelske Fader elskede mig, og at Kirken var sand.
Jeg blev fyldt med en fantastisk fred. Takket være den oplevelse kan jeg sige, at jeg ved, at jeg skal se min far igen på grund af Frelserens forsoning og opstandelse.