2012
Taletid
April 2012


Taletid

»Jeg vil ære mine forældre og gøre mit til at styrke min familie« (Mine evangeliske standarder).

»All right, alle sammen. Så har vi taletid,« råbte mor.

Josie havde set frem til taletid hele dagen. Hver aften samledes Josie og hendes to små brødre, Ben og Wes, i dagligstuen sammen med mor og far for at tale om, hvordan det gik.

I aften havde far lovet at hjælpe Josie med at øve sig på morgenbekendtgørelserne. At oplæse morgenbekendtgørelserne var et særligt privilegium på Josies skole. I morgen skulle Josie spille et uddrag af sin yndlingsmelodi over skolens højtaleranlæg og anvende mikrofonen til at bekendtgøre dagens aktiviteter og frokostmenuen.

Josie løb ind i stuen og glædede sig til at øve sit manuskript.

»Der har vi den berømte oplæser!« sagde far, da Josie hoppede op i sofaen ved siden af ham. »Hvordan har du det med i morgen?«

»Jeg er spændt, men også lidt nervøs. Jeg er bange for, at jeg klokker i det, mens hele skolen hører det,« sagde Josie.

»Det er derfor, vi øver os,« sagde far. »Læs nu bare manuskriptet igennem, og så fortæller jeg dig, hvor du måske skal ændre noget.«

»Tak, far,« sagde Josie.

Hun og far gennemgik manuskriptet så mange gange, at Josie slet ikke havde tal på det. Så stod Josie og fremførte sit manuskript for sidste gang for hele familien. Mor og far heppede. Ben stak hende en high five, og Wes smilede og klappede i hænderne.

Josie gik glad og tilfreds i seng.

Næste dag gik alt glat. Selv om Josie var nervøs, smilede hun, mens hun hørte sin musik spille over skolens højtaleranlæg. Hun var glad for, at hun havde øvet det så meget sammen med far, og at hun havde læst det langsomt og tydeligt uden at begå fejl.

»Det klarede du flot,« sagde viceskoleinspektøren, mrs. Blake.

Da skoledagen var forbi, stod Josie og ventede i kø på skolebussen. En større dreng vendte sig og spurgte: »Er du den pige, der læste bekendtgørelserne i dag?«

Josie smilede. »Ja,« sagde hun.

»Hvorfor valgte du den sang?« spurgte han. »Det var en dum sang. Du ødelagde morgenbekendtgørelserne.« Så kaldte han hende et grimt navn og lo sammen med sine venner.

Josie sad alene forrest i bussen. Hun følte sig skidt tilpas.

Da Josie kom hjem, sad mor og legede med Wes.

»Jeg ved godt, at det ikke er taletid endnu, mor, men kan vi tale sammen lige nu?« spurgte Josie.

»Selvfølgelig, Josie,« sagde mor. »Hvad er der sket? Gik der noget galt med morgenbekendtgørelserne?«

»Nej,« sagde Josie. »Det gik fint. Det troede jeg i hvert fald, indtil en dreng sagde, at jeg havde valgt en dum sang. Han kaldte mig også et grimt navn.«

Mor klappede på gulvet ved siden af sig. Josie gik hen og satte sig ned. Mor gav hende et stort kram. Josie og mor talte om alt det, der var sket den dag, også mrs. Blakes kompliment.

»Jeg er ked af, at drengen og hans venner var grove mod dig,« sagde mor. »Men det lyder, som om andre mennesker, som du respekterer, såsom mrs. Blake, var tilfredse med den måde, du læste bekendtgørelserne på. Far og jeg er stolte af dig. Du gjorde en stor indsats, og det blev belønnet!«

Josie gav mor et kram igen. »Tak, mor,« sagde Josie. »Nu har jeg det meget bedre.« Josie var glad for, at det altid kunne være taletid.

Illustrationer: Jared Beckstrand