Tal sammen
Her er nogle forslag til jeres egen »taletid« i familien.
-
Bed dine forældre om at afsætte nogle minutter hver dag, så jeres familie kan tale sammen. Det kunne være under et måltid eller på et bestemt tidspunkt.
-
Sørg for, at alle skiftes til at tale og lytte. Få alle med!
-
Vis respekt for andre familiemedlemmers meninger. Sørg for, at alle føler, at det, de har at sige, betyder noget.
Samtalelege
Har I brug for ideer til taletid? Prøv disse lege:
Ærteposekast: Hvis I har en stor familie, eller hvis I har svært ved at skiftes, så brug en ærtepose til at vise, hvis tur det er til at tale. Når personen med ærteposen har sagt, hvad han eller hun gerne ville sige, kaster hun eller han ærteposen til det næste familiemedlem, hvis tur det er til at tale.
Interviewer: Del jer op i grupper på to, og så skiftes I til at lege interviewer. Tænk på et par spørgsmål til din makker og stil så vedkommende spørgsmålene. I kan også bruge en rigtig mikrofon eller lydoptager til jeres interview.
Hvad ville du gøre? På skift kan I stille resten af familien spørgsmål, der begynder med »Hvad ville du gøre … ?« Nogle eksempler kunne være: »Hvad ville du gøre, hvis du for vild?« og »Hvad ville du gøre, hvis du kunne rejse, hvorhen du ville i hele verden?«
Hjælp til forældre: Tid på tomandshånd
Selv om det er sjovt at tale sammen som familie, er det også vigtigt for forældre og børn at tilbringe tid på tomandshånd. Udnyt tidspunkter i løbet af dagen til at tale med hvert af dine børn. Lad et barn ad gangen hjælpe dig med at udføre en pligt i hjemmet, tage med ud på et ærinde eller tale med dig inde på dit værelse. Få minutter kan føre til meningsfulde samtaler.