2012
Verdensomspændende oplæringsmøde for ledere understreger vejen til sand udvikling
April 2012


Verdensomspændende oplæringsmøde for ledere understreger vejen til sand udvikling

Kirkeledere forklarede vigtigheden af »sand udvikling«, og hvordan man opnår det i løbet af det verdensomspændende oplæringsmøde for ledere den 11. februar 2012.

Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, samt medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum, De Halvfjerds’ Præsidium og hovedpræsidentskaber for Kirkens organisationer deltog i oplæringen af Kirkens ledere over alt i verden.

»I kirkeregi kunne udvikling defineres som ›nye medlemmer‹ … Sand udvikling defineres dog som ›udvikling i antallet af aktive medlemmer,‹« forklarede præsident Uchtdorf.

Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum tilføjede: »Udvikling opstår, når personlig livslang omvendelse til evangeliet resulterer i større trofasthed i hver person og familie.«

Den større trofasthed omfatter det, som man ikke bare kan måle, såsom daglige bønner, skriftstudium, familieaften, kærlighed i hjemmet og personlige oplevelser med forsoningen, sagde præsident Uchtdorf.

»Alt for ofte komplicerer vi skønheden og enkeltheden i Jesu Kristi evangelium med endeløse lister med pertentlige forventninger,« fortalte han. »Når vi fokuserer på evangeliets ›Hvorfor‹, forsvinder meget af forvirringen dog.«

Meget af transmissionen fokuserede på nøgledoktriner og -principper, der giver svar på »hvorfor«-spørgsmålene.

»De rette ›hvorfor‹-spørgsmål fører os til de rette ›hvem‹-, ›hvad‹-, ›hvornår‹-, ›hvor‹-, ›hvorfor‹- og ›hvordan‹-beslutninger,« forklarede præsident Uchtdorf.

Ægteskab og familien i frelsesplanen

»Kirken består af familier,« forklarer præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum. »Menigheder og stave er der som en støtte. Når vi taler om familier, ser vi den sande udvikling i Kirken.«

Han sagde, at enhver ægtemand og far bør udøve præstedømmet i sit hjem og præsidere over sin familie i retskaffenhed. På samme måde, sagde han, bør præstedømmeledere lede værdigt – selvom embeder i præstedømmet varierer, har alle værdige præstedømmeledere lige så meget præstedømme som de andre (se L&P 1:20).

Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum understreger, at ægtemænd og hustruer, fædre og mødre skal opbygge et kærligt forhold, omvendelse og bøn for at styrke og beskytte familien, der »er af afgørende betydning i Skaberens plan for sine børns evige skæbne« (»Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129).

»Tre gange i de hellige skrifter bliver vi advaret om, at hele verden vil blive fuldstændig lagt øde ved Herrens tilbagekomst, hvis ikke visse omstændigheder er på plads,« siger han. »I hvert eneste tilfælde henviser den advarsel til den menneskelige families tilstand uden templets beseglende ordinancer. Uden ophøjelsens ordinancer bliver Guds herlighed ikke realiseret.«

At opnå det endemål – evigt liv og ophøjelse for alle Guds børn – kræver, at vi oplever sand udvikling i vores hjem, menigheder og over alt i Kirken.

Anvendelse af evangeliet

Sand udvikling og omvendelse kommer af at anvende evangeliet i hverdagen. I et spørgepanel forklarede ældste L. Tom Perry og ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum, at den bedste anvendelse af evangeliet er at indgå og holde templets pagter. Lydighed mod pagterne, fortalte ældste Christofferson, kan med tiden forandre det naturlige menneske til en hellig.

At række ud til andre er et andet vigtigt aspekt af anvendelse af evangeliet. Medlemmer er hver især og som kirke ansvarlige for at række ud for at frelse dem med timelige og åndelige behov, sagde lederne.

Vi bør ikke tøve med at slå os sammen med andre trossamfund og tjenesteorienterede organisationer for at tage os af de fattige og trængende, fortalte ældste Christofferson. Præstedømmeledere bør føre an i denne indsats, men medlemmer og missionærer bør støtte op om den rolle.

En panelsamtale understregede fokus på at betjene familien, styrke bærere af Det Melkisedekske Præstedømme og hjælpe til med at opbygge de unges tro og vidnesbyrd. Ældste Ballard og ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum deltog sammen med ældste Ronald A. Rasband fra De Halvfjerds’ Præsidium, Elaine S. Dalton, Unge Pigers hovedpræsident, og Rosemary M. Wixom, Primarys hovedpræsident.

Ældste Rasband fortalte, at alle ledere bør være engagerede i at bringe medlemmer tilbage til fuld aktivitet, og ældste Andersen understregede, at de unge er nødt til at være mere engagerede i at genaktivere og styrke andre unge.

Opnå sand udvikling

Sand udvikling kommer, når vi anvender evangeliske principper i vores hverdag, understregede præsident Uchtdorf.

»Når I overvejer disse emner, så spørg jer selv om, hvilket ›hvorfor‹, der ligger bag jeres tjeneste og forvaltning og det deraf følgende ›derfor‹ og ›hvad‹ i jeres ansvar som personer og som råd,« sagde han.

Lær mere

Enkeltpersoner kan se, lytte til, udskrive og downloade materiale fra transmissionen på adskillige sprog ved at gå ind på lds.org/study/other-addresses og klikke på Worldwide Leadership Training.

Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum taler under panelsamtalen, der blev afholdt som en del af det verdensomspændende oplæringsmøde for ledere i februar 2012.

© IRI