Jeg følte, at jeg skulle komme
Aldo Fabio Moracca, Nevada i USA
To og et halvt år efter min dåb i Buenos Aires i Argentina genlød ordene fra en af de ældster, som havde undervist mig, stadig i mine ører: »Jeg ved, at du er missionær.« Jeg huskede også det stærke svar, som jeg havde fået, da jeg bad om at få at vide, om den følelse, som trængte ind i mit hjerte, virkelig var sand. Da jeg fyldte 20, vidste jeg, at jeg skulle forberede mig på en mission.
Men hvordan kunne jeg blive missionær? Jeg var jo slet ikke som de englelignende unge mænd, der havde undervist mig om evangeliet. Og hvordan skulle jeg kunne sige mit job op? Hvor skulle jeg bo, når jeg vendte hjem? Det havde været svært at finde det sted, hvor jeg nu boede, selv om det kun var et lille værelse bag i nogens hus.
En aften, da jeg var på vej hjem, dukkede disse følelser og samme tvivl op i mit sind. Da jeg kom hjem, prøvede jeg at træffe en beslutning. Jeg besluttede at knæle og bede om hjælp. Da jeg gjorde det, fik jeg en stærk tilkendegivelse af, at jeg skulle tage hen og tale med Leandro, en ven, som havde været en stor støtte i triste tider.
Men tanken om at vække ham ved midnat, fik mig til at afvise det. Jeg vidste, at han skulle tidligt op og på arbejde, og jeg vovede ikke at banke på hans dør så sent. Jeg kæmpede imod tanken, men blev ved med at have følelsen af, at jeg skulle tage hen til ham. Alligevel ignorerede jeg den.
I stedet besluttede jeg at gå en lille tur for at få frisk luft. Da jeg kom i tanker om, at jeg havde ladet døren stå åben, begyndte jeg at gå hjemad igen. Da jeg trådte indenfor, så jeg Leandro sidde på mit værelse. Ånden kom over mig, og jeg følte mig helt målløs. Med en stemme, der dirrede af ophidselse, spurgte jeg: »Hvad laver du dog her?«
»Det ved jeg ikke,« sagde han. »Jeg følte bare, at jeg skulle komme og besøge dig.«
Jeg fortalte ham om min tvivl med hensyn til en mission. Han bar sit vidnesbyrd og opmuntrede mig. Så hjalp han mig med at udfylde min missionsansøgning, som jeg tog med til biskoppen næste morgen. To måneder senere modtog jeg min kaldelse til Salta-missionen i Argentina.
Jeg ved, at min ven var et redskab i Herrens hænder den aften, og af hele mit hjerte ved jeg, at vor himmelske Fader lytter til og besvarer bønner af et oprigtigt hjerte og oprigtig hensigt.