Jeg dør!
Ramona Ross, Tennessee i USA
Som sygeplejerske på en travl opvågningsafdeling modtog jeg en dag et opkald angående en patient ved navn Bill, som lige var blevet opereret. Han skulle have været på en intensivafdeling, men blev sendt ned til mig, fordi der ikke var plads på afdelingen.
Kort tid efter ankom patienten med sin familie. Jeg var lettet over at se, at han var vågen, klar og tilsyneladende ikke urolig.
Da jeg havde undersøgt ham og vist ham og hans familie stuen, gik jeg ud på gangen for at gøre et notat på hans vandrejournal. Netop som jeg havde sat pennen til papiret, hørte jeg en stemme sige: »Gå ind på hans stue igen.« Jeg holdt op med at skrive og kiggede mig bagud. Der var ikke nogen. Jeg troede, at stemmen havde været indbildning, men så hørte jeg den pludselig igen – bare højere.
Jeg skyndte mig ind på Bills stue og opdagede, at hans hals var svulmet op til dobbelt størrelse, og at han havde problemer med vejrtrækningen. Da jeg tænkte, at hans halspulsåre var perforeret, lagde jeg direkte tryk på hans hals med min højre hånd, mens jeg med den venstre tilkaldte neuroradiologen, som havde udført operationen. Kirurgen sagde, at han så hurtigt som muligt ville sende nogen op efter Bill. »Lad være med at flytte din hånd!« sagde han.
Mens jeg trykkede på Bills hals, fik jeg øje på en velkendt kirkebog ved siden af Bills seng. »Er du medlem af Kirken?« spurgte jeg.
Han forsøgte at nikke og fortalte så, at han var tempeltjener i templet i Atlanta i Georgia. Han kæmpede med tårerne og sagde: »Jeg dør!«
Jeg sagde, at han ikke skulle dø og tilføjede bestemt: »Jeg skal giftes i templet i Atlanta i næste måned, og du vil være der.« Operationsholdet ankom og kørte af sted med Bill.
I min begejstring over mine bryllupsforberedelse den næste måneds tid glemte jeg næsten Bill, som, viste det sig, var allergisk over for medicinen. Men da tempelpræsidentinden førte mig op til beseglingsværelset på min bryllupsdag, fik jeg øje på et bekendt ansigt: Bills hustru, Georgia. Da jeg sagde, at jeg skulle giftes nu, gik hun ud og ledte efter Bill. Lige inden ceremonien skulle begynde, gik døren op, og han trådte ind. Efter flere uger med hovedpine, kvalme og træthed havde Bill den dag følt sig rask nok til at tage i templet, uden at vide, at det var min bryllupsdag.
To år senere blev min mand og jeg kaldet som tempeltjenere i templet i Nashville i Tennessee. Da vi ankom til templet for at blive indsat, åbnede en herre døren for mig og sagde: »Velkommen til templet i Nashville!« Det var bror Bill.
Vi tjente sammen i tre år. Bill fortalte alle og enhver, at jeg havde reddet hans liv, men jeg vidste, at Herren havde reddet ham. På den måde lærte han mig vigtigheden af at lytte til Åndens tilskyndelser.