Tag dig tid til at tale og lytte

Rosemary M. Wixom

Primarys hovedpræsident

Fra en tale ved en satellittransmitteret stavskonference til stave i Salt Lake City, 24. okt. 2010.

Vores bevidste indsats for at kommunikere bedre i dag vil velsigne vores familie evigt.

I en fuldkommen verden ville ethvert barn vende hjem fra skole og blive mødt med et fad friskbagte småkager, et stort glas kold mælk og en mor, der gav sig tid til at tale og lytte, mens barnet fortalte om sin dag. Vi lever ikke i en fuldkommen verden, så I kan springe kagerne og mælken over, hvis I synes, men lad være med at springe over det med at »tage sig tid til at tale og lytte« over.

For 29 år siden beklagede præsident James E. Faust (1920-2007), andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, at familierne havde så lidt tid sammen. Tænk over, at han for – 29 år siden – ved en generalkonference sagde: »Et af hovedproblemerne i familierne i dag er, at de får mindre og mindre tid sammen … Tid sammen er værdifuld tid – tid er nødvendig til at tale, lytte, opmuntre og vise, hvordan man gør ting.«¹

Når vi tilbringer tid sammen og taler med vore børn, lærer vi dem at kende, og de lærer os at kende. Vores prioritering, vores hjertes virkelige følelser, bliver en del af vores samtale med hvert barn.

Hvad er det vigtigste budskab fra dit hjerte, som du ville vælge at dele med dit barn?

Profeten Moses siger i 5 Mosebog:

»Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.

Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde,

og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op« (5 Mos 6:5-7; fremhævelse tilføjet).

Og må jeg tilføje noget mere: »Og når I spiser sammen ved middagsbordet.«

Hvis vi ønsker, at vores familie skal være sammen for evigt, må vi begynde processen i dag. At tilbringe tid sammen med vore børn er en investering i vores evige familie, mens vi vandrer sammen på vejen til evigt liv.

En mor fra Illinois i USA fortalte, hvordan hun fandt tid til at tale med sine børn:

»Da vore børn var små, havde jeg fået den vane at se nogle af mine yndlingsudsendelser i fjernsynet … Desværre lå de udsendelser samtidig med, at børnene skulle i seng.

… På et tidspunkt indså jeg, at jeg havde sat mine tv-udsendelser øverst på min liste og mine børn længere nede. En tid prøvede jeg at læse godnathistorier, mens fjernsynet var tændt, men inderst inde vidste jeg jo, at det ikke var den bedste løsning. Mens jeg overvejede de dage og uger, som jeg havde mistet på grund af min tv-vane, fyldtes jeg med skyldfølelse og besluttede at ændre på det. Det tog sin tid at overbevise mig selv om, at jeg bare kunne slukke for fjernsynet.

Da jeg i to uger havde ladet fjernsynet været slukket, syntes byrden at lettes. Jeg blev klar over, at jeg havde det bedre og følte mig renere, og jeg vidste, at jeg havde truffet det rette valg.«²

Sengetid er alle tiders tid til samtale.

Helaman sagde om sine unge krigere: »Og de gentog deres mødres ord for mig, idet de sagde: Vi tvivler ikke på, at vore mødre vidste det« (Alma 56:48).

Det var »deres mødres ord«, der underviste dem. Mens disse mødre talte med deres børn, forkyndte de Guds ord.

Værn om personlig kommunikation

Meget godt udspringer af at tale sammen, og den onde er klar over det talte ords kraft. Han ville nyde at formindske den ånd, som trives i vore hjem, når vi taler, lytter, opmuntrer hinanden og gør ting sammen.

Satan forsøgte forgæves at hindre gengivelsen af Jesu Kristi evangelium i denne uddeling, da han prøvede at standse en vigtig samtale mellem Joseph Smith og Gud Faderen og hans Søn, Jesus Kristus.

Med Josephs egne ord: »Jeg [blev] straks … grebet af en magt, der fuldstændig overvældede mig og havde en så forbavsende virkning på mig, at den bandt min tunge, så jeg ikke kunne tale« (JS-H 1:15).

Den onde ville nyde at binde vores tunge – ja, gøre hvad som helst for at hindre os i verbalt at give udtryk for vores hjertes følelser over for hinanden. Han glæder sig over afstand og forstyrrelser; han glæder sig over larm; han glæder sig over upersonlig kommunikation – hvad som helst der kan holde os fra varmen i en stemme og den personlige følelse, som udspringer af at tale sammen ansigt til ansigt.

Lyt til børnenes hjerte

At lytte er lige så vigtigt som at tale. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Hvis vi lytter med kærlighed, behøver vi ikke at spekulere på, hvad vi skal sige. Det vil blive givet os … af Ånden.«³

Når vi lytter, ser vi ind i hjertet på dem omkring os. Vor himmelske Fader har en plan for hver af sine børn. Forestil jer, hvis vi kunne få et glimt af planen for hver af vore børn. Tænk, hvis vi vidste, hvordan vi skulle fremme deres åndelige gaver. Tænk, hvis vi kunne vide, hvordan vi skulle motivere hvert barn til at nå sit fulde potentiale. Tænk, hvis vi kunne vide, hvordan vi kunne hjælpe hvert barn i overgangen fra barnetro til vidnesbyrd.

Hvordan kan vi vide det?

Vi kan begynde med at lytte.

En sidste dages hellig far har sagt: »Jeg udretter mere godt, når jeg lytter til mine børn, end når jeg taler til dem … Jeg har langsomt lært, at mine børn ikke vil have mine velkendte, hævdvundne og kloge svar … Det er vigtigere for dem at kunne stille deres spørgsmål og tale om deres problemer, end at modtage mine svar. Hvis jeg har lyttet længe nok og godt nok, mens de har talt, så har de som regel slet ikke brug for mit svar. De har allerede fundet deres svar.«⁴

Det tager tid at fokusere på det, der betyder mest. At tale, lytte og opmuntre er ikke noget, der sker hurtigt. Det kan ikke jappes igennem eller planlægges – det opstår som regel hen ad vejen. Det opstår, når vi gør noget sammen: Arbejder sammen, skaber sammen og leger sammen. Det opstår, når vi slukker for medierne, lægger verdslige bekymringer fra os og fokuserer på hinanden.

Det er svært. Når vi stopper op og slukker for alt andet, skal vi være beredt på det, der så sker. Til at begynde med kan stilheden være pinlig; der kan opstå en sær følelse af tomhed. Vær tålmodig, bare vent et par minutter og nyd det så. Vis dem omkring dig din fulde opmærksomhed ved at stille et spørgsmål om dem og så bare lytte. Forældre, tal om en af jeres børns interesser. Le ad fortiden – og drøm om fremtiden. Fjollede samtaler kan udvikle sig til meningsfyldte drøftelser.

Læg vægt på vores evige formål

Sidste forår, da jeg besøgte en klasse med unge piger, bad underviseren klassen om at skrive vores 10 vigtigste prioriteter. Jeg begyndte straks at skrive. Jeg må indrømme, at min første tanke begyndte med: »Nummer 1: Rydde op i blyantsskuffen i køkkenet.« Da vores lister var færdige bad lederen i Unge Piger os om at fortælle, hvad vi havde skrevet: Abby, der lige var blevet 12 år, sad ved siden af mig. Det her er Abbys liste:

Få en universitetsuddannelse.
Blive indendørsarkitekt.
Tage på mission til Indien.
Blive gift i templet med en hjemvendt missionær.
Få fem børn og et godt hjem.
Sende mine børn på mission og universitetet.
Blive en »kagebagende« bedstemor.
Forkæle børnebørnene.
Lære mere om evangeliet og nyde livet.
Vende tilbage til min himmelske Fader.

Jeg siger: »Tak, Abby. Du har lært mig at have en vision af den plan, som vor himmelske Fader har for os alle. Når man ved, at man går på vejen, uanset hvor mange omveje, man støder på, så skal det nok gå. Når din vej fører mod det største mål – nemlig at blive ophøjet og vende tilbage til vor himmelske Fader, så skal du nok nå frem.«

Hvor har Abby fået det indtryk af vores evige mål? Det begynder i vores hjem. Det begynder i vores familie. Jeg spurgte hende: »Hvad foretager I jer i familien for at skabe den prioritering?«

Det her er hendes svar: »Udover at læse i skrifterne, studerer vi også Forkynd mit evangelium.« Så tilføjede hun: »Vi taler meget – ved familieaften, ved måltiderne og i bilen, når vi er ude at køre.«

Nefi skrev: »Og vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus.« Hvorfor? »For at vore børn kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder« (2 Ne 25:26).

At samtale, lytte, opmuntre hinanden og gøre noget sammen som familie fører os tættere på Frelseren, som elsker os. Vores bevidste indsats for at kommunikere bedre i dag – lige nu – vil velsigne vores familie for evigt. Jeg vidner om, at når vi taler om Kristus, fryder vi os også i Kristus og forsoningens gave. Vore børn vil så vide »til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder«.