Forsoningen og livets rejse
Fra en tale holdt på Brigham Young University den 23. okt. 2001. Hele den engelske tekst findes på speeches.byu.edu.
Forsoningens opbyggende kraft styrker os til at handle og være gode og lade vores tjeneste række ud over vore personlige ønsker og naturlige evner.
Det store formål med Frelserens evangelium blev opsummeret på træffende vis af præsident David O. McKay (1873-1970): »Hensigten med evangeliet er … at gøre dårlige mennesker gode og gode mennesker bedre og at ændre den menneskelige natur.«1 Livets rejse går således ud på at udvikle os fra dårlig til god til bedre og at opleve en mægtig forandring i hjertet – at få vores faldne natur ændret (se Mosi 5:2).
Mormons Bog er vores instruktionshåndbog på rejsen fra dårlig til god til bedre og i vores stræben efter at få ændret vores hjerte. Kong Benjamin fortæller os om livets rejse og forsoningens rolle med hensyn til at navigere trygt under denne rejse: »For det naturlige menneske er en fjende af Gud og har været det fra Adams fald og vil være det for evigt og altid, medmindre han giver efter for den hellige Ånds tilskyndelser og aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig ved Herren Kristi forsoning« (Mosi 3:19; fremhævelse tilføjet).
Jeg vil henlede jeres opmærksomhed på to bestemte vendinger. For det første – »aflægger det naturlige menneske«. Rejsen fra dårlig til god til bedre er den proces, hvorved vi aflægger os det naturlige menneske. I dette liv fristes vi af kødet. Selve de elementer, som vores legeme er skabt af, er i deres natur faldne og konstant underkastet syndens, fordærvets og dødens tovtrækning. Men vi kan øge vores evne til at overvinde kødets ønsker og fristelser »ved Herren Kristi forsoning«. Når vi begår fejltagelser, som når vi overtræder og synder, kan vi omvende os og blive rene ved Jesu Kristi forsonings forløsende kraft.
For det andet – »blive en hellig«. Denne vending beskriver den vedvarende og anden fase af livets rejse, som går ud på at gøre »gode mænd bedre«, eller med andre ord, at blive mere som en hellig. Denne anden del af rejsen, denne proces med at gå fra god til bedre, er et emne, som vi ikke studerer eller forkynder ofte nok eller forstår fuldt ud.
Jeg formoder, at mange medlemmer af Kirken er mere bekendt med forsoningens forløsende og rensende kraft, end de er med dens styrkende og opbyggende kraft. En ting er at vide, at Jesus Kristus kom ned til jorden for at dø for os – det er fundamentalt og grundlæggende for Kristi lære. Men vi skal også forstå, at Herren, gennem forsoningen og ved Helligåndens kraft, ønsker at leve i os – ikke blot for at vejlede os, men også for at styrke os.
De fleste af os ved, at når vi gør noget forkert, har vi brug for hjælp til at overvinde syndens indvirkning på os. Frelseren har betalt prisen og gjort det muligt for os at blive rene ved hans forløsende kraft. De fleste af os forstår, at forsoningen er til for syndere. Men jeg er ikke så sikker på, at vi ved og forstår, at forsoningen også er for hellige – for gode mænd og kvinder, som er lydige, værdige og samvittighedsfulde, og som stræber efter at blive bedre og tjene mere trofast. Vi kan fejlagtigt tro, at vi skal foretage rejsen fra god til bedre og blive en hellig helt på egen hånd, ved rent slid, viljestyrke og selvdisciplin og med vores tydeligvis begrænsede evner.
Frelserens evangelium drejer sig ikke blot om at undgå det dårlige; det drejer sig i høj grad også om at gøre og blive god. Og forsoningen skænker os hjælp til at overvinde og undgå det dårlige og at handle og blive god. Hjælpen fra Frelseren er tilgængelig under hele livets rejse – fra dårlig til god til bedre og til at ændre selve vores natur.
Jeg antyder ikke her, at forsoningens forløsende og opbyggende kraft er adskilte og forskellige. Disse to dimensioner af forsoningen er snarere forbundne og komplimenterende; de skal begge være aktive under samtlige faser af livets rejse. Og det er evigtvarende vigtigt for os alle at erkende, at begge disse afgørende elementer af livets rejse – både aflæggelsen af det naturlige menneske og udviklingen til hellig, både overvindelse af det dårlige og det at blive god – opnås ved forsoningens kraft. Den enkeltes viljestyrke, personlige beslutsomhed og motivation, effektive planlægning og målsætning er nødvendig, men er i sidste ende utilstrækkelig til at fuldføre dette livs rejse i triumf. Vi skal i sandhed lære at stole på ›den hellige Messias’ fortjenester og barmhjertighed og nåde‹ (2 Ne 2:8).
Nåde og forsoningens opbyggende kraft
I Bible Dictionary kan vi læse, at ordet grace (nåde) ofte anvendes i skrifterne for at angive en opbyggende kraft:
Nåde er »et ord, der optræder hyppigt i Det Ny Testamente, især i Paulus’ breve. Hovedtanken bag ordet er guddommelige midler til hjælp og styrke, som skænkes ved Jesu Kristi gavmilde barmhjertighed og kærlighed.
Det er ved Herren Jesu nåde, som er muliggjort ved hans sonoffer, at menneskeheden genrejses til udødelighed. Enhver modtager sit legeme fra graven i en tilstand af evigtvarende liv. På samme måde er det ved Herrens nåde, at enkeltpersoner, gennem tro på Jesu Kristi forsoning og ved omvendelse fra deres synder, modtager styrke og hjælp til at udføre gode gerninger, som de ellers ikke ville kunne udrette, hvis de var overladt til deres egen styrke. Denne nåde er en opbyggende kraft, som gør det muligt for mennesker at gøre krav på evigt liv og ophøjelse, når de har ydet deres bedste.«2
Nåde er den guddommelig assistance eller himmelske hjælp, som enhver af os så inderligt har brug for til at kvalificere os til det celestiale rige. Forsoningens opbyggende kraft styrker os til at handle og være gode og lade vores tjeneste række ud over vore personlige ønsker og naturlige evner.
Under mit personlige skriftstudium indsætter jeg ofte vendingen »opbyggende kraft«, når jeg støder på ordet nåde. Se for eksempel dette vers, som vi kender så godt: »Vi ved, at det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre« (2 Ne 25:23). Jeg mener, at vi kan lære meget om dette vigtige aspekt ved forsoningen, hvis vi indsætter »opbyggende og styrkende kraft«, hver gang vi finder ordet nåde i skrifterne.
Illustrationer og betydninger
Livets rejse går ud på at bevæge os fra dårlig til god til bedre og at få selve vores natur ændret. Mormons Bog vrimler med eksempler på disciple og profeter, som kendte, forstod og blev forvandlet ved forsoningens opbyggende kraft under denne rejse. Når vi får en bedre forståelse af denne hellige kraft, kan vores evangeliske perspektiv udvides og beriges. Et sådan perspektiv ændrer os på enestående vis.
Nefi er et eksempel på en, der kendte, forstod og forlod sig på Frelserens opbyggende kraft. Husk på, at Lehis sønner var vendt tilbage til Jerusalem for at vinde Ismael og hans familie for deres sag. Laman og andre i Nefis rejseselskab på turen fra Jerusalem og tilbage til ørkenen gjorde oprør, og Nefi formanede sine brødre til at udvise tro på Herren. Det var på det tidspunkt på deres rejse, at Nefis brødre bandt ham med reb og ville ødelægge ham. Læg mærke til Nefis bøn: »O Herre, vil du i overensstemmelse med min tro på dig udfri mig af mine brødres hænder, ja, give mig styrke, så jeg kan sprænge disse bånd, som jeg er bundet med« (1 Ne 7:17; fremhævelse tilføjet).
Ved I, hvad jeg højst sandsynligt havde bedt om, hvis jeg var blevet bundet af mine brødre? »Få mig ud af det her NU!« Det er især interessant for mig at se, at Nefi ikke bad om at få ændret sine omstændigheder. I stedet bad ham om styrke til at ændre sine omstændigheder. Og jeg mener, at han bad på denne måde, netop fordi han kendte, forstod og havde oplevet forsoningens opbyggende kraft.
Jeg tror ikke, at de bånd, som Nefi var bundet med, bare magisk faldt fra hans hænder og håndled. Jeg tror snarere, at han blev velsignet med både udholdenhed og personlig styrke ud over hans egne naturlige evner, så han »i Herrens styrke« (Mosi 9:17) sled og vred og trak i rebene, og til sidst kunne sprænge båndene.
Det, der skal udledes af denne episode er indlysende for os alle. Når vi får en forståelse af og begynder at anvende forsoningens opbyggende kraft, vil vi bede om og søge styrke til at ændre vore omstændigheder, snarere end at bede om, at vore omstændigheder må blive ændret. Vi bliver mennesker, der selv handler, i stedet for at være genstand for handling (se 2 Ne 2:14).
Tænk over dette eksempel fra Mormons Bog, hvor Alma og hans folk forfølges af Amulon. Herrens røst lød til disse gode mennesker i deres trængsler og sagde:
»Og jeg vil også lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre, så I slet ikke kan føle dem på jeres ryg …
Og se, det skete, at de byrder, der blev lagt på Alma og hans brødre, blev gjort lette; ja, Herren styrkede dem, så de kunne bære deres byrder med lethed, og de underordnede sig gladeligt og med tålmodighed hele Herrens vilje« (Mosi 24:14-15; fremhævelse tilføjet).
Hvad blev ændret her? Det var ikke byrden, der blev ændret; udfordringerne og vanskelighederne ved forfølgelsen blev ikke straks fjernet fra folket. Men Alma og hans tilhængere blev styrket, og deres øgede evne og styrke gjorde de byrder, som de bar, lettere. Disse gode mennesker blev takket være forsoningen styret til at handle for sig selv og påvirke deres omstændigheder. Og »i Herrens styrke« blev Alma og hans folk siden ledt i sikkerhed i Zarahemlas land.
I kan med fuld ret tænke: »Hvad gør hændelsen med Alma og hans folk til et eksempel på forsoningens opbyggende kraft?« Svaret findes i en sammenligning med Mosi 3:19 og Mosi 24:15).
»Og aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig ved Herren Kristi forsoning og bliver som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge ham, ligesom et barn underordner sig sin far« (Mosi 3:19; fremhævelse tilføjet).
Når vi bevæger os fremad på livets rejse fra dårlig til god til bedre, når vi aflægger os det naturlige menneske i os, og når vi stræber efter at blive hellige og få vores natur ændret, bør de karaktertræk, som opregnes i dette vers, i større omfang beskrive den type menneske, som I og jeg udvikler os til. Vi bliver mere som børn, mere underdanige, mere tålmodige og mere villige til at underkaste os.
Sammenlign nu disse karaktertræk fra Mosi 3:19 med dem, der bruges til at beskrive Alma og hans folk: »Og de underordnede sig gladelig og med tålmodighed hele Herrens vilje« (Mosi 24:15; fremhævelse tilføjet).
Jeg finder parallellerne mellem de karaktertræk, som beskrives i disse vers, slående, og det er en indikation af, at Almas gode folk blev bedre mennesker takket være Herren Kristi forsonings opbyggende kraft.
Tænk på beretningen om Alma og Amulek, som vi finder i Alma 14. I dette tilfælde blev mange trofaste hellige brændt ihjel, og disse to Herrens tjenere blev fængslet og pryglet. Tænk over denne anmodning, som Alma fremsagde i bøn i fængslet: »O Herre, giv os styrke i forhold til vor tro, som er på Kristus, ja, til udfrielse« (Alma 14:26; fremhævelse tilføjet).
Her ser vi igen Almas forståelse af og tillid til forsoningens opbyggende kraft, hvilket kommer til udtryk i hans anmodning. Og læg mærke til resultatet af denne bøn:
»Og de [Alma og Amulek] sønderrev de reb, som de var bundet med; og da folk så dette, begyndte de at flygte, for frygten for udryddelse var kommet over dem …
Og Alma og Amulek kom ud af fængslet, og de var ikke kommet til skade, for Herren havde givet dem kraft i forhold til deres tro, som var på Kristus« (Alma 14:26, 28; fremhævelse tilføjet).
Atter ses den opbyggende kraft tydeligt, når gode mennesker kæmper mod det onde og stræber efter at blive endnu bedre og tjene mere effektivt »i Herrens styrke«.
Et andet eksempel fra Mormons Bog er meget lærerigt. I Alma 31 leder Alma en mission, der skal genvinde de frafaldne zoramitter, som, efter at have opført deres Rameumptom, fremsiger en nedskreven og selvforherligende bøn.
Læg mærke til påkaldelsen om styrke i Almas personlige bøn: »O Herre, vil du give mig, at jeg må have styrke, så jeg med tålmodighed kan lide disse trængsler, som kommer over mig på grund af dette folks ugudelighed« (Alma 31:31; fremhævelse tilføjet).
Alma beder også om, at hans missionærkammerater må modtage en lignende velsignelse: »Vil du give dem, at de må have styrke, så de kan bære de trængsler, der skal komme over dem på grund af dettes folks syndighed?« (Alma 31:33; fremhævelse tilføjet).
Alma bad ikke om, at hans trængsler måtte blive fjernet. Han vidste, at han var Herrens redskab, og han bad om kraft til at handle og påvirke sin situation.
Det vigtigste punkt i dette eksempel indeholdes i det sidste vers af Alma 31: »[Herren] gav dem også styrke, så de ikke skulle lide nogen slags trængsler, uden at de blev opslugt i glæden over Kristus. Se, dette var i overensstemmelse med Almas bøn, og det var fordi han bad i tro« (v. 38; fremhævelse tilføjet).
Trængslerne blev ikke fjernet. Men Alma og hans kammerater blev styrket og velsignet ved forsoningens opbyggende kraft, så »de ikke skulle lide nogen slags trængsler, uden at de blev opslugt i glæden over Kristus«. Sikke en vidunderlig velsignelse. Og sikke meget vi hver især kan lære af det.
Det er ikke kun i skrifterne, at vi finder eksempler på den opbyggende kraft. Daniel W. Jones blev født i 1830 i Missouri og blev medlem af Kirken i Californien i 1851. I 1856 deltog han i redningsaktionen for de håndkærrekompagnier, som var strandet i voldsomme snestorme i Wyoming. Da redningsfolkene havde fundet de lidende hellige, ydet den umiddelbare lindring, som de nu kunne, og sørget for, at de syge og svage kunne blive transporteret til Salt Lake City, meldte Daniel og flere andre unge mænd sig frivilligt til at blive tilbage og vogte over kompagniets ejendele. De fødevarer og forsyninger, som blev efterladt hos Daniel og hans kolleger, var sparsomme og blev snart opbrugt. Det følgende citat fra Daniel Jones’ personlige dagbog beskriver de begivenheder, som fulgte.
»Det blev snart så sparsomt med vildt, at vi ikke kunne nedlægge noget. Vi spiste alt det elendige kød; men blev sultne af at spise det. Til sidst var det alt sammen væk, og så var der kun huderne tilbage. Vi gjorde et forsøg med dem. Vi tilberedte en hel del af dem og spiste dem uden krydderier, hvilket gjorde hele kompagniet syge …
Det så meget sort ud, for der var intet tilbage udover huderne fra det udmagrede kvæg. Vi bad Herren om at vise os, hvad vi skulle gøre. Brødrene beklagede sig ikke, men satte deres lid til Gud … Til sidst blev jeg tilskyndet til at give kompagniet råd og fortælle dem, hvordan de skulle tilberede det; de skulle skolde den og skrabe pelsen af; det havde en tendens til at dræbe og fjerne den dårlige smag, som skoldningen gav huderne. Efter at have skrabet huderne, kogt dem i rigeligt med vand i en time, kastet vandet, som havde suget klisteret ud af huderne, bort, vaskede og skrabede vi huderne omhyggeligt. De blev vasket i koldt vand og derefter kogt til en grød, som vi lod køle ned og spiste med lidt sukkerdrys. Det var en omstændig proces, men vi havde ikke meget andet at gøre, og det var bedre end at sulte.
Vi bad Herren velsigne vores mave og tilpasse den til denne føde … Da vi derefter spiste, syntes alle at nyde festmåltidet. Vi gik i tre dage uden at spise, inden vi vovede dette andet forsøg. Vi nød denne overdådige kost i omtrent seks uger.«3
Under de forhold havde jeg nok bedt om noget andet at spise: »Kære himmelske Fader, vil du ikke nok sende mig vagtler eller en bøffel.« Det var næppe faldet mig ind at bede om, at min mave måtte blive styrket og tilpasset til den føde, som var til rådighed. Hvad vidste Daniel W. Jones? Han kendte til Jesu Kristi forsonings opbyggende kraft. Han bad ikke om, at hans forhold måtte blive ændret. Han bad om, at han måtte blive styrket, så han kunne klare sine omstændigheder. Ligesom Alma og hans folk, Amulek og Nefi, der blev styrket, havde Daniel W. Jones åndelig indsigt nok til at vide, hvad han skulle bede om.
Kristi forsonings opbyggende kraft styrker os til at udføre det, som vi aldrig ville kunne udføre på egen hånd. Til tider funderer jeg over, om vi i vores bekvemme sidste dages verden – en verden med mikrobølgeovne og mobiltelefoner og biler med aircondition og trygge hjem – nogensinde lærer at anerkende vores daglige afhængighed af forsoningens opbyggende kraft.
Søster Bednar er en enestående trofast og kompetent kvinde, og jeg har lært vigtige lektier om den styrkende kraft fra hendes diskrete eksempel. Jeg har set hende holde ud trods intens og vedvarende morgenkvalme – hun var bogstavelig talt syg hver dag i otte måneder – under hver af hendes tre graviditeter. Sammen bad vi om, at hun måtte blive velsignet, men udfordringen blev aldrig fjernet. I stedet blev hun styrket til fysisk at udrette det, som hun ikke kunne udrette ved egen kraft. Igennem årene har jeg også set, hvordan hun er blevet sat i stand til at tackle hån og spot fra et sekulært samfund, når en sidste dages hellig kvinde følger profetisk vejledning og gør familien og børneopdragelsen til sin vigtigste prioritet. Jeg takker og hylder Susan, fordi hun har lært mig så uvurderlige lektier.
Frelseren kender os og forstår
I Alma kapitel 7 lærer vi, hvordan og hvorfor Frelseren er i stand til at yde den opbyggende kraft:
»Og han skal gå omkring, og lide smerter og trængsler og fristelser af enhver art; og dette for at det ord må blive opfyldt, som lyder: Han vil påtage sig sit folks smerter og sygdomme.
Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd, som binder hans folk; og han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:11-12; fremhævelse tilføjet).
Frelseren har lidt, ikke blot for vore skrøbeligheder, men også for den ulighed, den uretfærdighed, den smerte, den angst og det følelsesmæssige pres, som så ofte rammer os. Der findes ikke den fysiske smerte, den sjælekval, den lidelse i ånden, det handicap eller den svaghed, som I eller jeg kan opleve under vores jordiske rejse, som Frelseren ikke først har oplevet. I og jeg kan i et øjebliks svaghed udbryde: »Ingen forstår mig. Ingen ved, hvordan jeg har det.« Der er måske intet menneske, som forstår os. Men Guds Søn kender og forstår os fuldt ud, for han følte og bar vore byrder, før vi selv gjorde det. Og eftersom han har betalt den højeste pris og båret den byrde, har han fuldkommen empati og kan udrække sin barmhjertigheds arme mod os i mange faser af vores liv. Han kan række ud, røre og komme til hjælp – bogstavelig talt løbe os i møde – og styrke os til at blive mere, end vi ellers kunne blive, og hjælpe os med at udrette det, som vi aldrig ville kunne udrette, hvis vi skulle forlade os på vores egen styrke.
»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.
For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:28-30).
Jeg bærer mit vidnesbyrd om min påskønnelse af Herren Jesu Kristi uendelige og evige offer. Jeg ved, at Frelseren lever. Jeg har oplevet både hans forløsende kraft og hans opbyggende kraft, og jeg vidner om, at disse kræfter er virkelige og tilgængelige for enhver. Ja, »i Herrens styrke« kan vi gøre og overvinde alt, mens vi vandrer fremad på livets rejse.
O Min Fader, af Simon Dewey
Illustration: Jeff Ward
Illustration: Jeff Ward
Udsnit af Se mine hænder, af Jeff Ward