2012
Seminar i Ecuadors jungle
April 2012


Seminar i Ecuadors jungle

I en fjern jungle gør seminar hele forskellen for disse unge.

Øst for Quito i Ecuador, hinsides vulkanerne og Andesbjergene, falder terrænet hurtigt ned mod Amazonjunglen. Der finder man tætte skove, brede floder, aber, tukaner og sågar lyserøde delfiner.

Der finder man også en by, som hedder Puerto Francisco de Orellana. Den ligger meget langt væk fra alt andet i Ecuador. For femten år siden boede der relativt få mennesker i området. Men da man fandt olie, førte det industri, jobsøgende og medlemmer af Kirken hertil.

Seminar i en lille gren

Nogle få af de unge, som for eksempel Oscar R., var allerede medlemmer, da grenen blev dannet, men andre er nye konvertitter. Og der brænder en ild i deres hjerte. »Vi er stærke,« siger Oscar.

I september 2010, blot et år efter at grenen var dannet, begyndte den et seminarprogram. »Da vi begyndte for få år siden,« siger Oscar, »var vi ikke ret mange. Jeg var den eneste unge. Men vi blev ved med at vokse. Ret hurtigt var vi 6, så 10 og nu endnu flere unge.«

Da nogle af de unge går i skole om morgenen og andre om eftermiddagen, har de oprettet to seminarklasser – en om morgenen fra kl. 8 til 9, og en om eftermiddagen fra kl. 16.30 til 17.30.

Der er måske ikke mange unge i programmet her, men for de unge, som faktisk deltager, har seminar været en omvæltning.

Hvorfor deltage?

»Seminar er en stor velsignelse for mig,« siger Luis V., der er nyt medlem. »Det hjælper mig med at forberede mig på at blive en god missionær. Jeg har mødt mange udfordringer og fristelser, siden jeg blev medlem af Kirken, men jeg har kunnet holde mig stærk, fordi jeg ved, at jeg gør det rette.«

Og det er ikke kun Luis, der har det sådan. »Jeg har kun været medlem af Kirken i kort tid,« siger Ariana J., »men jeg har gået til seminar, siden jeg blev døbt. Jeg er glad for at deltage, fordi jeg lærer mange sandheder om Jesu Kristi evangelium, som fylder mit hjerte med håb og mit sind med indsigt.«

Deltagelse i seminar har været med til at grundfæste Ariana i evangeliet. »For mig er det en stor velsignelse at komme i de klasser,« siger Ariana. »Det styrker min ånd og hjælper mig med at forberede mig, så jeg en dag kan blive en god ægtefælle, mor, kirkeleder og måske fuldtidsmissionær.«

Arianas bror, Gerardo, har det på samme måde. »Jeg er taknemlig, fordi seminar er blevet en vigtig del af mit liv,« siger han. »Det bereder mig på at udføre en mission en dag. Der har jeg lært om frelsesplanen, som Gud har beredt for mig. Hver lektion, som jeg deltager i, giver mig det håb, at jeg kan arve det celestiale rige, og det giver mig en vished om, at jeg har modtaget Jesu Kristi evangelium.«

Gerardo er sommetider træt under lektionerne. Han skal først følge sin lillebror i skole og så skynde sig hjem efter sin søster, så de kan komme til seminar. Men det har han ikke noget imod.

»Alt dette er så nyt for mig, men jeg glæder mig over det,« siger Gerardo. »Jeg ved, at jeg er på den rette vej, som giver mig mulighed for at se min himmelske Fader igen. Helligånden har givet mig den vished. Jeg skal bare yde en indsats og holde ud til enden.«

Ingen grund til nervøsitet

For Walter A. var seminar lidt skræmmende til at begynde med. »Jeg var nervøs, den første gang jeg deltog,« siger han. »Men da jeg trådte ind i klassen, følte jeg mig velkommen, fordi jeg fornemmede den kærlighed, som man føler, når man studerer skrifterne. Og da jeg skulle hjem, følte jeg mig styrket og glad for det, jeg havde lært. En af de største velsignelser, som vor himmelske Fader har til sine børn, er seminar.«

»Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har ændret mit liv,« siger Abel A., som også forbereder sig på en mission. »Jeg lærer mere om profeternes lærdomme. Jeg elsker Joseph Smith. Han gennemførte tappert genoprettelsen af den sande kirke på trods af alle de problemer, som det voldte ham. Jeg vil være lige så tapper, som han var.«

Mange unge må yde ofre for at kunne deltage i seminar. Det er ikke altid let, men for de unge i Puerto Francisco de Orellana i Ecuador er det umagen værd.

»Når jeg tænker på at stræbe fremad, som skrifterne taler om,« forklarer Abel, »så tror jeg, at det betyder, at vi skal prioritere og sætte os mål. Seminar er en af de prioriteter. Det kan ændre andre unges liv, ligesom det har ændret mit.«

Selv dybt inde i Ecuadors jungle blomstrer Jesu Kristi Kirke og dets seminarprogram for de unge, og det skaber livsomvæltninger for dem, der vælger at lade det gøre det.

Seminar styrker unge som disse i Ecuador. Mange af dem er nye medlemmer.

Fotos: Joshua J. Perkey