Min gave til Jesus
»Kom nu alle store små lad os i hans fodspor gå. Det er Jesus, Søn af Gud, og han er kommet med fredens bud« (»Hyrdens lovsang«, Børnestjernen, dec. 1993, s. 8).
»Tid til familieaften!« kaldte far.
Jeg skyndte mig ind i stuen. Vi lavede altid nogle sjove ting den første familieaften i december.
Min yngre søster, Michelle, løb i forvejen og hoppede op i den blå lænestol.
»Ej, det er ikke retfærdigt!« udbrød jeg. »Du sad der sidste uge. Nu er det min tur.«
»Jeg kom først, så nu sidder jeg her,« svarede hun. »Du kan sidde på sofaen.«
»Jeg vil ikke sidde på sofaen,« snerrede jeg.
Jeg stormede over til gyngestolen og vendte den, så jeg ikke kom til at se på Michelle. Hun gjorde mig så vred nogle gange! Hun troede, at hun kunne få alt det, hun ville. Hver gang jeg beklagede mig, sagde min mor til mig, at jeg skulle være uselvisk.
Da vores familie havde sunget en salme og bedt en bøn, sagde far: »Julen er en dejlig tid, og vi må huske på julens sande betydning. I aften begynder vi med vore gaver til Jesus.«
Vore gaver til Jesus. Det havde jeg helt glemt!
»Vi fejrer jul, fordi Jesus blev født,« fortsatte far. »Han gjorde det muligt for os at modtage den største gave – evigt liv med vor himmelske Fader.«
»Og hvad ønsker han til gengæld af os?« spurgte mor.
»At vi følger ham og holder hans befalinger,« svarede min bror.
Mor gav os hver et kort og en blyant. Vi skulle skrive, hvordan vi ville vise Jesus, at vi elsker ham. Det var vores gave – at vælge noget, vi kunne gøre for at blive mere som Jesus.
Jeg vidste med det samme, hvad min gave skulle være. Jesus lærte os at elske andre, også når de gør os vrede. Jeg vidste, at Jesus ønskede, at jeg skulle elske min søster. Jeg skrev: »Jeg vil være sød mod Michelle.«
Vi lagde vores kort i en æske, der var pakket ind i guldpapir. Vi lagde æsken ind under juletræet. Hver eneste gang vi så på æsken, skulle vi huske Frelserens gave til os og vores gave til ham.
Et par dage senere så jeg, at Michelle havde taget min yndlingsbluse uden at spørge. Jeg havde lyst til at råbe ad hende. Så så jeg guldæsken og huskede, hvor meget jeg elskede Jesus. Jeg kunne vise ham min kærlighed ved at være sød mod min søster. Jeg sagde: »Du ser pæn ud i dag, Michelle.«
Hun smilede. »Jeg er ked af, at jeg ikke spurgte om lov til at tage din bluse på. Du var der ikke, da jeg tog tøj på, og jeg ville gerne se ekstra pæn ud til min klasses julefest i dag.«
Jeg havde en varm følelse indeni. Jeg var glad for, at jeg havde valgt at være sød mod Michelle i stedet for at blive sur på hende.
Resten af måneden prøvede jeg at huske den gode følelse og mit mål om at blive som Jesus. Jeg blev bedre til at være tålmodig og kærlig.
Juleaften læste far juleevangeliet, og vi andre lavede rollespil om det. Jeg besluttede mig for at spille englen i stedet for at skændes med Michelle om at spille rollen som Maria.
Dernæst åbnede vi guldæsken og læste vore gaver til Jesus højt. Da jeg læste min, sagde mor: »Jeg har godt lagt mærke til, at du har været ekstra sød mod Michelle. Jeg er så stolt af dig!«
Jeg var også stolt. Jeg havde ikke pakket nogle gaver ud endnu, men jeg havde allerede fået noget særligt: En følelse fra Helligånden, der fortalte mig, at jeg havde gjort det rette.
Illustration: Laura Andros