Nyt undervisningsmateriale for unge
Spørgsmål og svar
Hvorfor denne ændring?
Denne nye tilgang til læring vil hjælpe de unge til at være bedre forberedt til at tale med deres venner om evangeliet, forberede sig til at missionere og tjene i familien nu og fremover samt styrke deres vidnesbyrd om evangeliet. Dette vil ske, når de aktivt deltager i at ransage skrifterne, fortæller om deres tanker og modtager opfordringer til at anvende det, de lærer, uden for klassen. I klassen vil de studere de aktuelle lærdomme fra de levende profeter.
Hvilke klasser skal bruge de nye lektioner?
Det Aronske Præstedømmes kvorummer, Unge Pigers klasser og Søndagsskolens klasser for unge i alderen 12-18 år skal bruge lektionerne i søndagsundervisningen. Hver måned fokuserer og lærer kvorummerne, Unge Pigers klasser og Søndagsskolens klasser om den samme lære, fx Guddommen, og eleverne styrker hinanden ved at efterleve og undervise derom.
Hvordan bliver søndagens lektioner?
Lektionerne fokuserer på et specifikt tema hver måned baseret på de evangeliske spørgsmål, de unge har. Hvert tema – 12 i alt – har flere oplæg, som lærere kan vælge fra. Man kan bruge mere end en uge på et oplæg, hvis det er nødvendigt. De unge vil lære og praktisere, hvordan det er at undervise i evangeliet, når de fortæller om deres oplevelser og tanker i forbindelse med det månedlige evangeliske tema.
Hvad er der i undervisningsoplæggene?
Oplæggene fastlægger ikke, hvad eller hvordan der skal undervises. I stedet hjælper de lærerne til først selv at lære læresætningerne og derpå give de unge erfaring gennem undervisningen. Lærere kan tilpasse undervisningen efter deres elevers behov. Hvert oplæg indeholder henvisninger og link, der regelmæssigt opdateres med kirkelederes seneste udtalelser.
Hvor finder man de nye lektioner for unge?
Undervisningsoplæg (der er forskellige for Det Aronske Præstedømme, Unge Piger og Søndagsskolen) ligger online på lds.org/youth/learn. Trykte eksemplarer bliver tilgængelige for dem, der ikke har internetadgang.
Vil denne nye søndagsundervisning påvirke GUF?
Klasse- og kvorumspræsidentskaber opfordres til at overveje de månedlige temaer, når de planlægger GUF-aktiviteter. Aktivitetsforslag fra undervisningsoplæggene kan bruges som udgangspunkt i den planlægning. Se oplæg ved at besøge lds.org/youth/learn.
Hvilke sprog findes lektionerne på?
Lektionerne kommer på dansk, engelsk, fiji, finsk, fransk, hollandsk, indonesisk, italiensk, japansk, kinesisk (kantonesisk og mandarin), koreansk, mongolsk, norsk, portugisisk, russisk, samoansk, spansk, svensk, thai, tonga, tysk, ukrainsk og ungarsk. Enheder, der ikke bruger disse sprog, skal fortsat undervise ud fra de undervisningsmaterialer, der tidligere er brugt.