Budskab fra Det Første Præsidentskab
Genfind julens ånd
For mange år siden blev jeg som ung ældste sammen med nogle andre bedt om at tage til hospitalet i Salt Lake City for at give syge børn velsignelser. Da vi ankom, lagde vi mærke til et juletræ med strålende og indbydende lys og så pænt indpakkede gaver under dets grene. Vi gik gennem korridoren ind til de små drenge og piger – nogle med gips på arme eller ben, andre med sygdomme, der muligvis ikke kunne helbredes ligeså hurtigt – der mødte os med smilende ansigter.
En ung, meget syg lille dreng spurgte mig højt: »Hvad hedder du?«
Jeg fortalte ham mit navn, og han spurgte: »Vil du give mig en velsignelse?«
Velsignelsen blev givet, og da vi vendte os for at gå videre, sagde han: »Tusind tak.«
Vi var gået et par skridt, da jeg hørte ham råbe: »Hov, bror Monson, glædelig jul.« Så bredte der sig et smil i hans ansigt.
Den dreng havde julens ånd. Julens ånd er noget, jeg håber, at vi alle vil have i vores hjerte og tilværelse – ikke kun i denne særlige tid, men hele året.
Når vi har julens ånd, så mindes vi ham, hvis fødsel vi fejrer på denne tid af året. »I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren« (Luk 2:11).
I vor tid spiller det at forære gaver væk en meget stor rolle, når vi fejrer jul. Mon ikke det ville gavne os at stille os selv spørgsmålet: Hvilke gaver ønsker Herren, at jeg giver ham eller andre på denne særlige tid af året?
Jeg foreslår, at vor himmelske Fader ønsker, at hver enkelt af os giver ham og hans søn lydighedens gave. Jeg fornemmer også, at han ville bede os om at give af os selv og ikke være selviske, grådige eller stridslystne, som hans kære Søn foreslår i Mormons Bog.
»Sandelig, sandelig siger jeg til jer: Den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men er af Djævelen, som … ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden.
Se, det er ikke min lære at ophidse menneskers hjerte til vrede, den ene mod den anden, men det er min lære, at sådant skal afskaffes« (3 Ne 11:29-30).
I denne herlige tidernes fyldes uddeling er vore muligheder for at elske og give af os selv virkelig ubegrænsede, men de er også flygtige. I dag er der hjerter, der skal glædes, venlige ord, der skal ytres, gerninger, der skal udføres, og sjæle, der skal frelses.
En, der havde en særlig indsigt i julens ånd, skrev:
Jeg er julens ånd –
Jeg kommer i fattige hjem og får blege børn til at spærre øjnene op i glad forundring.
Jeg får den grådiges hånd til at slappe af og derved male en lys plet på hans sjæl.
Jeg får de ældre til at genvinde deres ungdom og til at grine som i de gode gamle dage.
Jeg holder romantikken i live i barndommens hjerte og letter søvnen med drømme spundet af trylleri.
Jeg får ivrige fødder til at bringe fyldte kurve, der efterlader hjerter forundrede over verdens godhed.
Jeg får et øjeblik den fortabte til at stoppe sin vilde ødslen og sende en lille gave til den bekymrede elskede, der frembringer glædens tårer – tårer, der udvisker sorgens dybe rynker.
Jeg når ind i mørke fængselsceller og minder skræmte mænd om forspildte chancer og peger dem mod gode dage forude.
Nænsomt træder jeg ind i stille, hvide hjem af smerte, og læber, der er for svage til at tale, skælver blot i stille, sigende taknemlighed.
På tusinde måder får jeg den trætte verden til at se op i Guds ansigt og for en lille stund glemme det, der er småt og sørgeligt.
Jeg er julens ånd.1
Må vi hver især genfinde julens ånd – som er selveste Kristi ånd.
Undervisning ud fra dette budskab
Når du deler præsident Monsons budskab med familien, så overvej at lægge vægt på det spørgsmål, som han stiller om de gaver, som Herren ønsker, at vi giver ham eller andre i denne tid. Tilskynd familiens medlemmer til at nedskrive deres tanker og ideer (de helt små børn kan tegne en tegning) om, hvordan man »genfinder julens ånd – der er selveste Kristi ånd.«
Kristus og den rige, unge mand, af Heinrich Hofmann, gengivet med tilladelse fra C. Harrison Conroy Co.