Hvordan kan vi brødføde så mange?
Marta Fernández-Rebollos, Spanien
Som hjælpeforeningspræsident følte jeg mig overvældet af de behov og udfordringer, som nogle familier i vores lille gren havde. Det havde været en hård tid, og flere medlemmer havde mistet deres job.
Uden for Kirken kunne man se modløshed, sorg og håbløshed i øjnene på de mange mennesker, der havde svært ved at forsørge deres familie. Selv børn og unge udtrykte usikkerhed og uro.
Lederne i grenen følte et behov for at viderebringe en smule håb og kærlighed til mest nødlidende – noget, der kunne hjælpe mennesker i vores lokalsamfund med at føle, at en kærlig himmelsk Fader kendte til deres prøvelser og vågede over dem.
Som julen nærmede sig, foreslog vi at invitere de fattigste børn i vores lokalsamfund til en middag. Grenens medlemmer ville afholde velgørenhedsarrangementer, købe maden fra en fastfood-kæde og forberede vores kirkebygning til at tage imod vore gæster. Alle var involverede, heriblandt børnene i Primary, de unge piger og unge mænd.
Vi fik lavet en aftale med fastfood-kæden om at skaffe maden, og vi tog kontakt med socialrådgivere for at finde frem til de lokale familier med størst behov. Socialrådgiverne gav os en liste med omkring 100 børn, hvilket var mere end vi havde forventet. Vi var stadig begejstrede, men det syntes umuligt at indsamle penge nok til at købe mad til så mange børn.
Dagen før middagen, tog grenspræsidenten og nogle af diakonerne de penge, vi havde indsamlet og tog ud til restauranten, mens han tænkte på, hvordan vi skulle kunne brødføde så mange børn med vores få midler. De bad på vejen derhen og overvejede, om vi måske kun skulle invitere de mindste børn, dele maden i to eller aflyse aktiviteten.
Da de nåede hen til restauranten, lagde grenspræsidenten pengene på skranken. Det var dér, deres bønner blev besvaret.
Restaurantchefen så på dem og med et smil sagde han, at restauranten meget gerne ville give lige så mange måltider, som der var brug for – uden betaling! Jeg kan ikke udtrykke den glæde, som vi alle følte, da vi hørte om denne venlige gestus, der gjorde os i stand til at bringe lidt glæde – og masser af mad – til en stor gruppe nødlidende børn.
Takket være restaurantens gavmildhed kunne vi nu bruge de penge, som vi havde indsamlet til maden, og lave madkurve til familierne med størst behov.
Af denne oplevelse lærte vi, at ingen indsats er forgæves, når vi bruger vore talenter og gode hensigter til at tjene vore medmennesker. Vore vidnesbyrd om, at Herren åbner døre, når vi har gjort alt, hvad vi kan, blev styrket.