I sang af hjertet

Dafne Analia Romero de Tau, Misiones, Argentina

I december 2000 var vores stavskor i gang med at forberede afholdelsen af en korfestival. Adskillige berømte kor i byen Posadas i Argentina havde bekræftet, at de ville deltage, og mange mennesker havde planlagt at komme. Vi håbede på, at vi gennem vores sang kunne bære vores vidnesbyrd om Frelserens fødsel.

Jeg var korleder og var lidt urolig. Jeg var otte måneder henne med tvillinger, hvilket også øgede min uro. En uge før koncerten havde jeg haft smerter under generalprøven og havde derfor måtte dirigere siddende.

Da generalprøven var slut, kunne jeg ikke længere stå på benene. Min mand, Carlos, og min far gav mig en velsignelse. Carlos tog mig på hospitalet, hvor lægerne besluttede, at børnene skulle komme til verden samme dag. Jeg var bange, men Carlos bad mig stole på Herren.

Snart fyldtes rummet med en nyfødt babys gråd. Mit hjerte hoppede af glæde over lyden, men så nærmede lægen sig og sagde: »Det er Kira, der græder, men Abril klarede den ikke.«

Jeg har ikke ord, der kan beskrive de følelser, der kom over mig. Jeg blev lidt efter kørt ind i et andet værelse, hvor min mand ventede på mig. Vi omfavnede hinanden og græd.

»Dafne, vi kender ikke Herrens hensigt med at tage Abril tilbage til sig,« sagde Carlos. »Men vi må være stærke, acceptere hans vilje og gå frem i tro.«

Ikke længe efter holdt Carlos lille Kira i sine arme og velsignede hende med at leve. Det gjorde hun, men på grund af komplikationer måtte hun blive på hospitalet de næste 10 dage.

Jeg blev udskrevet den følgende uge. På grund af de mange ture til hospitalet for at se og made Kira tænkte jeg slet ikke på koret. Aftenen inden festivalen spurgte min far mig, om jeg havde besluttet mig for at dirigere. »Bed om det, Dafne,« sagde han, »og uanset hvilken beslutning du tager, så vil det være den rette.«

Jeg tænkte på Kira, der stadig lå på hospitalet. Jeg tænkte på kormedlemmerne, der havde arbejdet hårdt på at forberede sig til koncerten. Jeg tænkte på Frelseren, hans fødsel, liv og offer. Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre.

Den kærlighed, vores familie modtog den følgende aften fra korets medlemmer, rørte os dybt, og den harmoniske ånd, der herskede imellem dem, skabte et dybfølt ønske om at røre dem, der var til stede.

Eftersom vi var værter for festivalen, sang vores kor til sidst. Da klaveret og violinen spillede indledningen til »The First Noel« (Den første jul), strømmede tårerne ned ad mine kinder. Da så stemmerne smeltede sammen med instrumenterne, blev jeg overvældet af følelsen af at være et smukt sted.

Da vi var færdige, vendte jeg mig om og så, at de fleste af tilskuerne havde tårer i øjnene. Mennesker, der måske aldrig havde hørt evangeliets budskab om fred og kærlighed, havde følt skønheden og miraklet ved Guds Søns fødsel gennem vores musik.

Bagefter sagde en af de andre korledere til os: »Vi havde en god teknik, men I sang af hjertet.«

Juleaften takkede min mand og jeg Gud for at have sendt Kira til vores hjem og for at have sendt sin Søn til jorden. På grund af Sønnens forsoning og vores besegling i templet ved vi, at Abril igen en dag vil være vores.

Da så stemmerne smeltede sammen med instrumenterne, blev jeg overvældet af følelsen af at være et smukt sted.