Til vi ses igen
Hold blikket rettet mod bredden
Min søn lærte mig en vigtig lektie om, hvor man skal se hen og om, hvordan man holder ud.
En kanotur til en ø i en nærliggende nationalpark lød som et perfekt mulighed for at komme tættere på min søn. Lederne for Det Aronske Præstedømme og de unge mænd i vores menighed havde planlagt denne tur i flere måneder, og jeg fik mulighed for at komme med.
Min søn McKay var i god form, fordi han tog aktivt del i tre sportsgrene på gymnasiet. Det er sikkert årsagen til, at lederne satte os i samme kano – de vidste, at han kunne ro til, hvis behovet skulle opstå. Jeg havde lidt erfaring med at styre en kano, så vi virkede som det perfekte hold.
Jeg var også ivrig efter, at vi kunne få talt sammen på søen. McKay havde været meget igennem siden sin mors død, og jeg havde ikke altid kunnet dække hans behov og interesser på bedste måde.
Vi havde fået oplæring, vi havde redningsveste, vi kunne svømme, og vi havde erfarne ledere, der vejledte os.
Men vi havde ikke taget højde for vinden. Vi padlede flere kilometer, sejlede tværs over midten af søen og var tæt på bredden, da der pludselig kom en meget stærk vind.
De andre kanoer nåede ind på bredden, men McKay og jeg var i den sidste kano. Bølgerne begyndte at gå højt, og vi kom ud af kurs, mens vi padlede på livet løs og prøvede at komme fremad. Jeg begyndte at blive udmattet og bekymret. Jeg satte åren i vandet og hev af hele min styrke, for at vi kunne komme tilbage på rette kurs, men vi syntes bare at blive på præcis samme sted.
Der var fare for, at vi kunne kæntre, og jeg måtte til sidst indrømme over for min søn, at jeg ikke vidste, om jeg havde flere kræfter til at blive ved. Så sagde min søn: »Du ser på bølgerne, far. Det kommer du ingen steder af. Du må holde øjnene på bredden. Kan du se træet på bakken? Det er vores mål. Fokusér på det, så skal vi nok klare det.«
Han havde ret. Lige så snart jeg fokuserede på træet, kunne jeg holde kursen. Mine arme fik fornyet styrke. McKay holdt takten for tagene – »Ro. Hvil. Ro. Hvil.« Nu begyndte vi at komme støt fremad.
Vi nåede bredden, de andre rakte ud for at hjælpe, og vi satte os ned for at få vejret. Den aften i teltet talte vi sammen som far og søn om vores oplevelse.
Sammen mindedes vi det, som præsident Thomas S. Monson havde sagt om Herrens fyrtårn: »Det kalder på os gennem livets storme. Det synes at råbe: ›Denne vej til sikkerhed. Denne vej hjem.‹«1
Den eftermiddag havde træet på bredden været vores fyrtårn. Da jeg var tæt på at give op, havde min søn givet mig det vise råd om ikke at se på bølgerne, men at holde øjnene rettet mod bredden. Og sammen havde vi taget fat – på flere måder.