Tjeneste i Kirken
Led som Frelseren gør
Der er en klar kontrast mellem verdens dårligste ledere og den fuldkomne leder, verdens Frelser. Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) forklarede: Der findes ledere i historien, som på mest tragisk vis har udøvet deres indflydelse på menneskeheden, netop fordi de manglede næsten alle de egenskaber, som Manden fra Galilæa var i besiddelse af. Hvor Jesus var uselvisk, var de selviske. Hvor Jesus bekymrede sig om friheden, bekymrede de sig om kontrol. Hvor Jesus bekymrede sig om tjeneste, bekymrede de sig om status. Hvor Jesus opfyldte andres virkelige behov, bekymrede de sig kun om deres egne behov og ønsker. Hvor Jesus bekymrede sig om sine disciples udvikling, søgte de at manipulere menneskene. Hvor Jesus var fyldt med barmhjertighed afvejet af retfærdighed, var de alt for ofte fyldt med hårdhed og uretfærdighed.«1
For at kunne lykkes som ledere i Herrens kirke må vi følge hans eksempel. Følgende forslag kan hjælpe os til at være mere kristuslignende i vores lederskab.
Kristuslignende ledere tjener med »Guds ære for øje« (L&P 4:5) og stræber efter at gøre vor himmelske Faders vilje. Frelseren sagde: »For jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig« (Joh 6:38).
Kristuslignende ledere sætter ikke deres lid til »armen af kød« (2 Ne 4:34). De beder ydmygt om vejledning. De venter på Herren og søger at udføre hans værk til hans tid og på hans måde, i stedet for blot at forlade sig på egne talenter og evner.
Kristuslignende ledere søger ikke stillinger i Kirken. De ser kaldelser som muligheder for at tjene, ikke som forfremmelser. Ej heller anser de afløsninger som en degradering. Med hver eneste kaldelse følger der en afløsning.
Kristuslignende ledere er tjenere. De hjælper, underviser og opmuntrer dem, som de tjener. De forsøger at velsigne andre, som Frelseren gjorde: »Han gør ikke noget, uden at det er til gavn for verden« (2 Ne 26:24). De ser sig selv som Herrens repræsentanter, der hjælper andre til at vende tilbage til ham.
Kristuslignende ledere søger at hjælpe andre til at udvikle sig. Præsident Kimball har også sagt:
»Jesus har så megen tillid til sine tilhængere, at han tildeler dem noget af sit arbejde, for at de kan udvikle sig. Det er én af de vigtigste ting, vi kan lære af hans ledelse. Hvis vi skubber andre mennesker fra os for at få en opgave udført hurtigere og mere effektivt, så vil opgaven måske nok blive udført korrekt, men andre mennesker vil ikke få den vækst og udvikling, som er så vigtig …
Jesus gav folk sandheder og opgaver, der svarede til deres evner. Han overbebyrdede dem ikke med mere, end de kunne magte, men gav dem netop så meget, at de måtte anstrenge sig.«2
Profeten Joseph Smith beskrev, hvordan det lykkedes ham at lede mennesker: »Jeg underviser dem i korrekte principper, og så styrer de sig selv.«3 Det er kernen i Herrens tilgang til lederskab.