Mormoner tror på Gud
Forfatteren bor i Chihuahua i Mexico.
I en lufthavn langt hjemmefra fik jeg mulighed for at fortælle en fremmed om evangeliet.
Illustration: Steven Keele
Jeg var på vej fra Mexico til Montana og havde en mellemlanding i Denver i Colorado. Jeg gik lidt rundt i lufthavnen og så ud af de store vinduer på flyene, der landede og lettede. Jeg var nervøs, for jeg havde aldrig fløjet før. Lufthavnen syntes enorm.
Jeg kiggede på min billet og så, at jeg havde to timer, inden mit fly lettede. Jeg besluttede mig for at finde et sted at sætte mig og læse, indtil jeg skulle op i flyet. Jeg var lidt bange, mens jeg så mig om efter et sted at sidde. Alle sæder var næsten optagede. Jeg besluttede mig for at sætte mig ved siden af en ældre dame, der virkede til at rejse alene. Hun var den eneste, som jeg ikke syntes så skræmmende ud.
Der gik en times tid, før jeg besluttede mig for at tale til hende. Jeg præsenterede mig selv, hun virkede rigtig rar og var ivrig efter at fortælle mig om sine børnebørns bedrifter. Hun spurgte lidt ind til mig, og jeg fortalte hende om mit liv i Mexico. Da fik jeg pludselig trang til at fortælle hende om evangeliet. Hun spurgte ind til min religion, og jeg fortalte hende, at jeg var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Hun svarede, at den havde hun aldrig hørt om.
Jeg smilede og sagde: »Vi er også kendt som mormonerne.«
Så ændrede hendes indstilling sig med det samme. Hendes ansigtsudtryk og hendes måde at tale til mig på ændrede sig. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Jeg fornemmede, at vores samtale var ved at slutte, men jeg forsøgte alligevel at blive ved med at tale med hende. Jeg spurgte hende, hvilken tro hun tilhørte. Uden tøven svarede hun: »Jeg er katolik.«
Så sagde hun: »Jeg forstår det ikke. Du er sådan en sød pige. Du virker flink. Hvorfor har du dog lyst til at være mormon?«
Jeg blev overrasket over kommentaren og vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg bad stille vor himmelske Fader om hjælp til at forklare, hvad det betød for mig at være sidste dages hellig. Jeg fortalte hende, at jeg holdt meget af at være medlem af Kirken, fordi dens lære om evangeliet hjælper mig til at være en bedre person og til at sætte ting i perspektiv.
Hun så overrasket ud og sagde: »Mormoner tror ikke på Gud.«
Kommentaren var lige ved at få mig til at grine. I stedet smilede jeg og indså, at dette var min mulighed for at fortælle hende om sandheden. Jeg fortalte om nogle af vore grundlæggende overbevisninger. Jeg fortalte hende om frelsesplanen og vigtigheden af familier. Hun virkede ikke overbevist, så jeg besluttede mig for at bære mit vidnesbyrd for hende. Midt i en stor lufthavn blev jeg velsignet med modet til at bære mit vidnesbyrd om Joseph Smith, om den levende profet og apostlene og om den kærlighed, jeg føler for evangeliet og Mormons Bog.
Jeg så på uret. Det var tid til, at jeg skulle nå mit fly.
Den eftermiddag var med til at styrke mit vidnesbyrd på en måde, jeg aldrig før havde oplevet. Jeg var glad for at have båret mit vidnesbyrd for hende og taknemlig, for at jeg kunne hjælpe hende med at ændre hendes indstilling til medlemmer af vores kirke. Nu kan jeg have større selvtillid, når nogen spørger mig om Kirken.