Jeg så din mors ansigt

Randi Reynolds Allen, Californien, USA

En søndag i sommeren 2002 vågnede jeg og tænkte på min mor, der for nyligt var gået bort. Jeg var på besøg i min gamle menighed i Pacific Palisades i Californien, hvor min mor hørte til i næsten 50 år.

Jeg knælede i bøn for at fortælle Herren, hvor meget jeg savnede hende, og for at bede om en åndelig oplevelse den dag.

Den eftermiddag havde jeg planlagt at tage til transmissionen af genindvielsen af templet i Nauvoo i Illinois, der blev vist i stavscentret i Santa Monica i Californien. Desværre kom jeg for sent til at kunne komme ind. Jeg gik tilbage til bilen og kørte ud på motorvejen.

Mens jeg kørte, hørte jeg en stemme, der sagde: »Randi, kør forbi Mary!« Mary er en kær ven af familien og et hengivent medlem af en anden tro. Hun og datteren Natasha havde været naboer til min tante Ruby i mere end 25 år. Fordi de ikke selv havde familie tæt på, blev de en del af vores. Da min tante gik bort i 1984, aflagde min mor tit besøg hos Mary og havde altid en lille gave eller noget bagværk med til hende.

Til at begynde med ignorerede jeg tilskyndelsen. Jeg kunne ikke bare komme på uventet besøg, og jeg havde ikke min mobil med til at kunne ringe til hende. Pludselig kom stemmen igen, denne gang højere: »Randi, kør forbi Mary!« Denne gang fulgte jeg tilskyndelsen, selv om det var lige før, jeg ikke nåede at komme af motorvejen.

Da jeg nåede hen til Mary, bød hun mig velkommen, men så syg ud. Jeg kunne se, at hun havde grædt. Jeg spurgte hende, hvad der var galt. Hun svarede, at hun havde været meget syg og haft mange smerter på grund af en skade i nakken. Hun havde heller ikke særligt meget mad. Hun fortalte, at hun havde været for syg til at tage på apoteket eller i supermarkedet.

Da jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke havde ringet til nogen i vores familie, svarede hun: »Jeg bad vor himmelske Fader om at sende nogen, der kunne hjælpe mig.«

Jeg fortalte hende, at vor himmelske Fader havde hørt hendes bønner og havde sendt mig. Vi omfavnede hinanden, og så fortalte hun mig noget, jeg aldrig vil glemme. Hun sagde: »Da du stod på mit dørtrin, så jeg din mors ansigt, ikke dit.«

Jeg følte med det samme min mors kærlige ånd, og jeg følte mig tilskyndet til at tjene, som min mor ville have tjent. Hendes liv var trods alt fyldt med tjeneste for andre.

Jeg håber, at jeg aldrig vil glemme, hvor vigtigt det er at følge Åndens røst og det eksempel, som min mor satte for at tjene andre.