Du reddede mit ægteskab

Neil S. Roy, Yorkshire, England

Da jeg udførte bygningsarbejde i Oman fra 1979 til 1986, arbejdede jeg for forsvarsministeriet. Forsvarsministeriet tildelte mig projekter, der lå i den mest utilgængelige del af landet. Og det meste af tiden var jeg den eneste tilsynsførende, der rådede over projekterne. Jeg var også det eneste medlem af Kirken, der arbejdede for ministeriet.

En dag, da jeg var tilbage på virksomhedens hovedsæde, løb jeg ind i en ingeniør, som altid kom med negative kommentarer om Kirken. Jeg tolererede hans kommentarer, fordi jeg normalt kun var i hovedsædet for en kort tid, inden jeg igen skulle af sted til et nyt projekt.

Senere fik denne mand dog til opgave at inspicere det elektroniske arbejde på de projekter, der blev udført langs Omans grænse op til Yemen. Vi skulle være sammen en times tid, inden han fløj tilbage til hovedsædet.

Da han kom, foretog han sine inspiceringer og fandt alt tilfredsstillende. I vores tid sammen lod jeg vore samtaler handle om arbejdet og kørte ham så til landingsbanen.

Det var regntid, og landingsbanen, der lå på et plateau ca. 2.000 m over Det Indiske Ocean, var dækket af skyer. Min kollegas fly ville blive forsinket.

Mit hjerte hamrede, da jeg indså, at jeg ville skulle sidde og vente i bilen sammen med denne mand. Da jeg havde bedt en stille bøn, fik jeg den tanke at spørge ind til mandens familie, især til hans hustru.

Det gjorde jeg, og pludselig brød ingeniøren sammen i gråd og fortalte, at han lige havde fået besked om, at hans hustru gerne ville skilles. Ordet kærlighed faldt mig straks ind. Og i de næste to timer talte vi om den kærlighed, vi bør have til andre og den kærlighed, som Jesus Kristus har til os alle. Inden jeg vidste af det, var vi blevet venner. Da vores samtale sluttede, lettede skyerne og ingeniøren steg på flyet. Jeg hørte kort tid efter, at han havde sagt sin stilling op og var vendt hjem.

Et par år senere var jeg ude med de unge mænd i Det Aronske Præstedømme i byen Plymouth, der ligger på Englands sydlige kyst. Der lagde jeg mærke til en mand, der kom gående imod mig. Da han nærmede sig, sagde han: »Jeg tænkte nok, at det var dig, Neil.«

Det var ingeniøren fra Oman. De ord, han dernæst kom med, har jeg gemt i hjertet: »Tak, fordi du talte med mig om kærlighed den dag i bjergene. Du reddede mit ægteskab, og jeg vil være dig evig taknemlig.«

Vi småsnakkede lidt, og så tog han af sted igen. Jeg har ikke set ham siden.

Jeg vil altid være taknemlig for den inspiration, jeg fik i Oman. Det velsignede ingeniøren og gav mig styrken til at bevare mine overbevisninger, da jeg var alene og langt hjemmefra.