To breve fra mor

Ken Pinnegar, Californien, USA

I 1996 havde min hustru og jeg to sønner på 4 og 7 år. Vi var en typisk travl, ung familie. Sent en aften fandt min hustru tid til at skrive et brev til min nevø, Glen, som på det tidspunkt tjente som missionær i Finland.

Af en eller anden årsag følte hun, at hun skulle skrive et langt brev – et, der var fyldt med detaljer om, hvad hvert eneste familiemedlem gik og lavede, hvor de befandt sig åndeligt, om min kirkekaldelse og hendes kirkekaldelse, om hendes omvendelse til evangeliet, hendes følelser omkring missionering og hendes vidnesbyrd om evangeliet.

Det var et rigtigt dejligt brev, men jeg var ikke sikker på, at min nevø virkelig havde brug for så meget information. Hun skrev senere til ham igen.

Seks år senere, mens jeg tjente som biskop og vore drenge var 10 og 13 år, ændrede min verden sig lige pludselig. Den 2. januar 2002 døde min hustru af et slagtilfælde, kun 42 år gammel.

Jeg forsøgte fortsat at følge principperne i »Familien: En proklamation til verden« derhjemme.¹ Jeg kunne sagtens lede og forsørge, men jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne give mine sønner den omsorg, de havde brug for. Ikke desto mindre fortsatte vi dog, så godt vi kunne.

I juni 2012 sendte min yngste søn, Sam, der var fuldtidsmissionær i Denver Syd-missionen i Colorado mig en e-mail. »Der skete noget virkelig sejt denne her uge,« skrev han. »Jeg fik to breve fra mor.«

Han forklarede, at han havde fået en pakke fra sin fætter Glen, som havde vedlagt de breve, som hun havde skrevet til ham, da han tjente i Finland.

»Han skrev til mig, at de to breve, som mor sendte til ham på hans mission, faktisk er som skrevet til mig, nu hvor jeg er på mission,« skrev Sam. »Så han sendte dem til mig, og de er fantastiske!«

At læse om sin mors omvendelse, vidnesbyrd og følelser om missionering var »en stor, moralsk støtte i denne her tid,« skrev Sam. Han sagde, at han havde tænkt sig at tage en kopi af brevene og sende de originale breve hjem.

»Jeg vidste slet ikke, at du havde tjent som præsident for ældsternes kvorum eller som missionsleder,« skrev Sam. Han havde læst, at da han var fire år, plejede han »at hoppe i sengen efter aftenbønnen og råbe: ›Jeg vil være missionær.‹«

Så tilføjede han noget, som han havde lært om sin mor: »Mor må have vidst, at jeg ville blive bryder, for hun skrev, at jeg kunne charmere sokkerne af en professionel bryder.«

Jeg var rørt til tårer over Sams reaktion på brevene. Et par uger senere sendte han dem hjem. De var stærke, personlige og gribende, da de blev skrevet i 1996, men de sidste års begivenheder taget i betragtning var de nu blevet endnu vigtigere.

Min hustrus breve havde styrket min nevø, men som brød, der er »kast[et] … på vandet« (se Præd 11:1) vendte de tilbage flere år senere for at velsigne hendes missionærsøn og enkemand.