2014
Nefi besvarede mit spørgsmål
Juli 2014


Nefi besvarede mit spørgsmål

Judy M. Smith, Kansas, USA

Jeg blev født ind i Kirken, men under min opvækst kom min familie sjældent i kirke. Til trods for det fandt jeg altid selv ud af at komme i kirke. I begyndelsen af 1970’erne tjente jeg som seminarlærer i Pittsburg i Kansas. Da vi studerede Mormons Bog, udfordrede jeg klassen – og mig selv – til at læse hele bogen. En dag, mens jeg sad og læste, modtog jeg et stærkt vidnesbyrd om dens sandhed.

Et par år senere kom mine forældre på besøg. Under deres besøg bragte min far et emne på banen, hvor vi ikke var enige, og som jeg ikke havde lyst til at diskutere med ham. Han blev dog ved, indtil jeg var lige ved at miste besindelsen. Jeg undskyldte mig et øjeblik og gik ind på mit værelse. Der knælede jeg ned og bad min himmelske Fader om hjælp til at kunne tale med min far. Svaret kom som en tanke: Beretningen om Nefi og den brækkede bue.

Jeg slog op på beretningen i 1 Nefi kapitel 16. Jeg tænkte på Nefi, der var ydmyg nok til at gå til sin far, som havde murret imod Herren, og spørge ham, hvor han skulle gå hen for at finde mad (se v. 23). Med den tanke følte jeg mig tilskyndet til at gå til min far og bede om hans råd og en præstedømmevelsignelse.

Da jeg kom tilbage i stuen og bad min far om en velsignelse, blev han meget rørt og begyndte at græde. »Lad mig tænke over det,« sagde han.

De næste par dage fastede og bad han. Inden min mor og far rejste hjem, gav han mig en smuk velsignelse.

Efter den oplevelse begyndte min far at ændre på sit liv. På vej hjem fra Kansas slog mine forældre vejen forbi Adam-ondi-Ahman i Missouri, hvor min far fik en meget stærk, åndelig oplevelse.

Inden længe blev mine forældre aktive og hengivne sidste dages hellige. I løbet af de næste par år tjente de på to missioner sammen – en i Tyskland og en på Tempelpladsen i Salt Lake City. Min far tjente som stavspatriark, da han døde i 1987.

Herren vidste, at min far var en god mand. Det var gennem Mormons Bog, at jeg fik mit svar. Og det var, fordi jeg handlede på tilskyndelsen, at det gik op for min far, at han måtte være en leder for vores familie. Den oplevelse ændrede alt for os.

Jeg har lært, at Mormons Bog virkelig er endnu et vidne om Jesus Kristus, og at den er skrevet til vores tid. Jeg ved, at jeg kan vende mig til den, når jeg er modløs og i enhver anden situation. Svarene findes i den.

»Kristi ord vil« virkelig »fortælle [os] alt det, som [vi] skal gøre« (2 Ne 32:3).