Pionerer i alle lande
Kirken i Brasilien Fremtiden er her
Målt på størrelse og befolkningstal er Brasilien verdens femtestørste land. Men for 100 år siden var det tyndt befolket, og kun få mennesker udnyttede landets naturlige rigdom: Det tropiske klima, den frugtbare jord og et væld af mineraler og vand.
Max og Amalie Zapf blev fascinerede af Brasilien og besluttede sig for at flytte dertil. De havde tilsluttet sig Kirken i Tyskland i 1908 og immigrerede til Brasilien i marts 1913. Som de første medlemmer af Kirken, der boede i Brasilien, var de begejstrede for at være i et land med så meget potentiale. Kirken var dog ikke etableret i Sydamerika, og Max og Amalie følte sig hurtigt ensomme, da de ikke havde mulighed for at komme i kirke og være sammen med andre medlemmer.1
Efter at have været i Brasilien i 10 år hørte Max og Amalie Zapf om et andet trofast kirkemedlem, Augusta Lippelt, som i 1923 var emigreret fra Tyskland med sine fire børn og sin mand, der ikke var medlem. De var flyttet til Brasiliens sydlige stat Santa Catarina. Familien Zapf flyttede til Santa Catarina for at komme nærmere på familien Lippelt.
To år efter åbnede Den Sydamerikanske Mission i Buenos Aires i Argentina. Missionens anden præsident, K.B. Reinhold Stoof, også fra Tyskland, blev inspireret til at etablere Kirken blandt den store gruppe af tyske immigranter i det sydlige Brasilien. I 1928 flyttede han to missionærer, William Fred Heinz og Emil A.J. Schindler til Joinville, en by med et stort antal tyske immigranter. I 1930 besøgte præsident Stoof familien Zapf og familien Lippelt og oprettede en gren, hvor begge familier kunne komme i kirke sammen og tage del i nadveren.
Sikke en forandring, der er sket på 100 år. Inden familien Zapf kom i 1913, var der ingen medlemmer i Brasilien, ingen missionærer og ingen kirkeorganisation. I dag bor der flere end en million kirkemedlemmer i Brasilien, hvilket er det tredjestørste antal kirkemedlemmer (kun overgået af USA og Mexico). Kirken har nu menigheder i alle Brasiliens stater og større byer. Max og Amalies efterkommere nyder nu fordelene ved en stærk og dynamisk kirke med en enestående og fascinerende historie.
Voks som en eg
En profeti, der blev givet i Argentina i 1926 af ældste Melvin J. Ballard (1873-1939) fra De Tolv Apostles Kvorum, indikerede, at regionen først ville få en langsom vækst, men en dag ville den blive mægtig. Han profeterede: »Herrens værk vil vokse langsomt frem her, akkurat som et egetræ vokser langsomt op fra et agern. Det skyder ikke bare op på en dag som en solsikke, der vokser hurtigt op for så at dø.«2
Et lille antal tilsluttede sig Kirken i de første år, da Den Brasilianske Mission åbnede i 1935. Kirken blev primært drevet på tysk indtil 1940, hvor man skiftede til portugisisk, som er landets officielle sprog. Missionærerne tjente i adskillige byer i hele landet, indtil 2. verdenskrig tvang dem til at forlade landet. Efter krigen vendte missionærerne tilbage, og værket fortsatte.
I byen Campinas, der ligger i staten São Paulo, tilsluttede flere unge mænd og kvinder sig og forblev trofaste. Et af disse første medlemmer var Antônio Carlos Camargo. Han tilsluttede sig som teenager i 1947, datede og giftede sig med et medlem af Kirken, og i 1954 begyndte han på Brigham Young University og senere på University of Utah. Han og hans hustru vendte i 1963 tilbage til Brasilien, da han havde fået arbejde i en tekstilvirksomhed. De blev overraskede over Kirkens vækst. Da de forlod landet i 1954, var der kun få, små grene, som blev ledet af amerikanske missionærer. Men i løbet af de 9 år, de havde været væk, havde næsten 16.000 brasilianere tilsluttet sig Kirken, heriblandt mange unge familier, som besad stærke lederevner og trofast hengivenhed. Antônio bemærkede: »De var store og ædle ånder, som Herren havde udvalgt her i São Paulo.«3
I 1966, 31 år efter åbningen af Den Brasilianske Mission, blev den første stav i Sydamerika organiseret i São Paulo. Ældste Spencer W. Kimball (1895-1985), der på det tidspunkt var medlem af De Tolv Apostles Kvorum, organiserede staven med Walter Spät som præsident og med Antônio som andenrådgiver.
Kun nogle få af de nye ledere havde nogensinde set en fungerende stav. Men Herren havde forberedt Antônio, som havde tilegnet sig vigtig erfaring med Kirken i USA og var i stand til at støtte stavspræsidentskabet. Fra menighedernes ledere i den første stav udsprang ledere til mange flere stave. Deres indflydelse kunne mærkes i hele landet, idet dannelsen af stave skete med imponerende fart.
En vækstæra
En uventet bekendtgørelse tilskyndede til større vækst i Kirken i Brasilien: Opførelsen af et tempel. Medlemmerne vidste, at templerne var vigtige, men de fleste af dem havde kun set dem på billeder. De nærmeste templer lå i USA, flere tusinder af kilometer væk. Præsident Kimball besøgte Brasilien i marts 1975, og ved en regionalkonference bekendtgjorde han opførelsen af et tempel i São Paulo. Med stor forventning og med store økonomiske ofre stod det færdigt i 1978. Medlemmerne havde bidraget til betaling af tempelbyggeriet gennem donationer. Mange af dem havde solgt deres bil, deres smykker og jord for at kunne skaffe penge til deres donationer.
Forud for templets indvielse i oktober og november 1978 kom åbenbaringen om præstedømmet i juni (se Officiel Erklæring nr. 2). Denne åbenbaring betød, at alle værdige medlemmer i Brasilien kunne tage del i templets indvielse og velsignelser.
Åbenbaringen om præstedømmet og tempelindvielsen var katalysatorer for en af Kirkens største missionærsucceser nogensinde: Flere end 700.000 brasilianere tilsluttede sig Kirken i løbet af de næste to årtier.
Andre begivenheder satte fart på denne vækst. Landet gennemgik vigtige politiske og sociale forandringer, der muliggjorde vækst. Mange brasilianere flyttede til byområderne og blev mere åbne for nye religioner. I samme periode bad præsident Kimball de brasilianske stavspræsidenter om at sætte mål, der skulle øge antallet af brasilianske unge, der blev kaldet til at tjene som missionærer. Snart var over halvdelen af missionærerne i Brasilien brasilianere. Disse hjemvendte missionærer blev senere lokale ledere i Kirken.
Men Kirkens vækst fremhævede en udfordring: En mangel på erfaring blandt medlemmerne. Denne udfordring havde dog et positivt udfald: Den krævede større tro og åndelig vejledning af medlemmerne. Der blev fx i november 1992 organiseret en stav i Uruguaiana, der lå langt vestpå i Brasilien, langt fra de etablerede stave i Kirken. Da et trofast og mangeårigt medlem af Kirken, José Candido Ferreira dos Santos, blev kaldet som patriark i den nyligt dannede stav, var han bekymret. Han forklarede generalautoriteten: »Jeg kan ikke være patriark. Jeg ved ikke, hvad det vil sige. Jeg kan ikke huske at have mødt en patriark før, og jeg har ikke fået min egen patriarkalske velsignelse.« Generalautoriteten kom med et forslag. I nabobyen Alegrete var der også for nyligt blevet kaldet en ny patriark, Ruí Antônio Dávila, og han var i en lignende situation. Disse to patriarker måtte give hinanden en patriarkalsk velsignelse.
Da bror Santos modtog sin velsignelse af bror Dávila, blev han overrasket over, at der blev udtalt ting om hans fortid og om personlige ønsker, som patriarken på ingen måde kunne vide noget om. Da det blev bror Santos tur til at give en velsignelse til bror Dávila, fik tårerne igen frit løb, da samme oplevelse fandt sted. De to mænd omfavnede bagefter hinanden med en dyb forståelse for det, der lige var hændt.4 På samme måde som Ånden havde inspireret dem til at give hinanden deres første patriarkalske velsignelse, inspirerede Ånden dem også, da de gav de næste hundredvis af velsignelser. Herren skænkede mange lignende åndelige velsignelser i et land, hvor erfaringen inden for Kirken var begrænset.
Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond
Mangel på uddannelse blandt medlemmerne var en anden udfordring. Når missionærerne vendte hjem, var de blevet åndeligt forberedte, men manglede ofte uddannelse til at finde passende arbejde. Reinaldo Barreto, stavspræsident i São Paulo, forklarer: »Det var en stor udfordring at finde arbejde. Mange missionærer mistede håbet om at gøre fremskridt, ja, og mistede endog den åndelige styrke, som de havde fået på deres mission.« Uddannelse var ofte nøglen til at overvinde denne udfordring.
Som følge deraf har præsident Gordon B. Hinckleys (1910-2008) oprettelse af Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond i 2001 velsignet mange tusinde hjemvendte brasilianske missionærer. Den giver dem uddannelsesmuligheder, som fører til bedre job. Medlemmer kan nu bedre forsørge en familie og videreuddanne sig. Præsident Barreto, der blev administrator for Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond i Brasilien, sagde: »Det er en velsignelse at se de unge medlemmer færdiggøre deres uddannelse og få gode job, men programmets sande succes er, at deres selvværd vokser. De har et større håb.«5
Engagerede medlemmer
Kirkens styrke i Brasilien ligger ikke blot i antallet af medlemmer, men også i deres engagement i evangeliet. Gelson Pizzirani, pensioneret administrator i et flyveselskab, blev fx tilbudt et udfordrende og lukrativt job. Han skulle hjælpe med at starte et nyt flyselskab i Brasilien. På samme tid blev han og hans hustru kaldet til at præsidere over Brasília Missionen i Brasilien. Der herskede ikke tvivl om valget. Lige siden deres dåb som teenagere havde de viet deres liv til Kirken. Forud for deres ægteskab var bror Pizzirani blevet kaldet til at tjene som grenspræsident. Som 25-årig blev han kaldet som stavspræsident og tog også imod mange andre kaldelser, heriblandt som områdehalvfjerdser. Søster Pizzirani har tjent i kaldelser i stavens og menighedens Hjælpeforening, Unge Piger og Primary. Hun udtrykte sine følelser om evangeliets velsignelser således: »Mit liv er blevet rigt velsignet, fordi jeg har bestræbt mig på at holde befalingerne. For hver eneste befaling, jeg holder, modtager jeg en velsignelse.«6
Da de havde afsluttet deres mission i Brasília, blev deres planer om at slå sig ned derhjemme afbrudt af en kort mission som præsident for Campinas Missionen i Brasilien. Efter et par måneders hvile tog de imod et kald i 2013 om at være tempelpræsidentpar for templet i Recife i Brasilien. En af de missionærer, der i sin tid døbte bror Pizzirani, blev for nylig kaldet sammen med sin hustru til at tjene i templet i Recife, så her tjener missionær og omvendt nu sammen.
Pizzirani-parrets eksempel på at opgive karrieremuligheder for at tjene Herren er imponerende, men ikke ualmindeligt blandt Brasiliens trofaste medlemmer.
Siden familien Zapfs ankomst til Brasilien for 100 år siden har der været utallige positive forandringer, men til tider også tilbageslag. Dog har de profeter, der har aflagt besøg, aldrig tøvet med at udtrykke tro på landets fremtid. Disse profetier bliver virkeliggjort, idet Brasilien nu indtager sin plads i verdensøkonomiens vækst og udvikling. Familien Zapfs efterkommere – både deres bogstavelige efterkommere og de, der følger i deres fodspor i evangeliet – høster fordelene af det hårde arbejde og den tålmodighed, der blev lagt i de første år for at plante evangeliets frø. Den anden del af ældste Melvin J. Ballards profeti fra 1926 er blevet opfyldt: »Tusindvis vil tilslutte sig Kirken her. Den vil blive delt op i mere end en mission og blive en af Kirkens stærkeste.«
Kirkens vækst i Brasilien
|
148 |
1935 |
|
216 |
1938 |
|
536 |
1948 |
|
1.454 |
1958 |
|
31.635 |
1968 |
|
54.410 |
1978 |
|
265.286 |
1988 |
|
703.210 |
1998 |
|
1.060.556 |
2008 |
|
1.239.166 |
2013 |