Besøgsbudskabet
Jesu Kristi guddommelige mission: Talsmand
Studér bønsomt dette materiale og find ud af, hvad I skal fortælle om. Hvordan kan en forståelse af Frelserens liv og mission øge jeres tro på ham og velsigne dem, som I gennem besøgsundervisningen våger over? Besøg reliefsociety.lds.org for yderligere oplysninger.
Tro, Familie, Tjeneste
Ske ikke min vilje, men din, af Harry Anderson
Jesus Kristus er vores talsmand hos Faderen. Ordet talsmand betyder »en person, der taler på en andens vegne«.1 Frelseren taler vores sag med forståelse, retfærdighed og barmhjertighed. Den kendsgerning kan fylde os med kærlighed og taknemlighed for hans forsoning.
»Lyt til ham, som er jeres talsmand hos Faderen, og som taler jeres sag over for ham –
idet han siger: Fader, se hans lidelser og død, han, som ikke begik nogen synd, ham, i hvem du havde velbehag; se din Søns blod, som blev udgydt, blodet af ham, som du gav, for at du selv kunne blive herliggjort;
derfor, Fader, skån disse mine brødre, som tror på mit navn, så de må komme til mig og få evigtvarende liv« (L&P 45:3-5).
Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har om Kristus som vores talsmand sagt: »Det betyder meget for mig, at jeg, når som helst og i alle situationer, gennem bøn kan henvende mig ved nådens trone, at min himmelske Fader vil høre min bøn, at min Talsmand, ham der var uden synd, hvis blod blev udgydt, vil tale min sag.«2
Yderligere skriftsteder
Fra skrifterne
Gennem Herrens kirkes historie har Jesu Kristi kvindelige disciple fulgt hans eksempel. Ester var trofast og tapper. Hendes fætter Mordokaj sendte hende et eksemplar af kongens skrivelse, der erklærede, at jøderne skulle udryddes, og han befalede hende at »gå til kongen … og gå i forbøn for [sit] folk«. Og så tilføjede han: »Og hvem ved, om det ikke var med henblik på en situation som denne, du opnåede kongelig værdighed?« (Est 4:8, 14).
Trods faren indvilligede Ester: »Derefter vil jeg gå til kongen, selv om det er mod loven. Skal jeg dø, så lad mig dø!« (Est 4:16).
Ester talte ydmygt til kongen og »kastede sig for hans fødder, græd og bønfaldt ham om at afvende den onde plan … mod jøderne.« Hun tilføjede: »For hvordan skulle jeg kunne bære at se … på tilintetgørelsen af min slægt?« (se Est 8:3, 5-6). Kongens hjerte blev blødgjort, og han imødekom hendes anmodning.3