Bliv fuldkommengjort i Kristus
At forstå Frelserens forsonende kærlighed, som bliver givet os kvit og frit, kan befri os fra selvskabte, ukorrekte og urealistiske forventninger om, hvad fuldkommenhed er.
Verdens lys, af Howard Lyon, må ikke kopieres
Vore børn synger: »Min Frelsers kærlighed, Han gi’r mig frit og gerne.«1
Hans forsonende kærlighed, som han giver kvit og frit, er som »mælk og honning, uden penge og uden betaling« (2 Ne 26:25). Forsoningen, der er altomfattende og evig (se Alma 34:10), indbyder os til at »kom[me] til Kristus, og bliv fuldkommengjort i ham« (Moro 10:32).
At forstå Frelserens forsonende kærlighed, som bliver givet kvit og frit, kan befri os fra selvskabte, ukorrekte og urealistiske forventninger om, hvad fuldkommenhed er. En sådan forståelse gør, at vi kan give slip på frygten for at være ufuldkomne – frygten for at vi begår fejl, frygten for at vi ikke er gode nok, frygten for at vi er en fiasko sammenlignet med andre, frygten for at vi ikke gør nok for at gøre os fortjent til hans kærlighed.
Frelserens forsonende kærlighed, som gives ubetinget, hjælper os til at blive mere tilgivende og mindre dømmende over for andre og over for os selv. Denne kærlighed heler vore forhold til andre og giver os mulighed for at elske, forstå og tjene, som vor Frelser ville gøre det.
Hans forsonende kærlighed ændrer vores begreb om fuldkommenhed. Vi kan have tillid til ham, vi kan flittigt holde hans befalinger og fortsætte i tro (se Mosi 4:6) – og endda føle større ydmyghed, taknemlighed og afhængighed af hans fortjenester, barmhjertighed og nåde (se 2 Ne 2:8).
Set i et bredere perspektiv betyder det at komme til Kristus og blive fuldkommengjort i ham, at fuldkommengørelse bliver en del af vores ånds og legemes evige rejse – kort sagt, vores sjæls evige rejse (se L&P 88:15). At blive fuldkommen er et resultat af vores rejse gennem det fysiske liv, døden og opstandelsen, når alle ting bliver bragt tilbage »til deres rette og fuldkomne skikkelse« (Alma 40:23). Det indebærer en proces med en åndelig fødsel, der medfører »en mægtig forandring« i vores hjerte og natur (Mosi 5:2). Det afspejler vores livslange forædling, der kommer gennem kristuslignende tjeneste og lydighed mod Frelserens befalinger og vore pagter. Og det vedrører et fuldkommengørende forhold mellem de levende og de døde (se L&P 128:18).
Ordet fuldkommenhed, bliver dog sommetider fejlagtigt tolket som, at man aldrig begår fejl. Måske prøver I, eller en, I kender, meget ihærdigt på at blive fuldkommen ud fra den definition. Men fordi den definition på fuldkommenhed altid synes uopnåelig, kan selv vore største anstrengelser gøre os bekymrede, fortvivlede eller udmattede. Vi prøver uden held at kontrollere både egne forhold og menneskene omkring os. Vi ærgrer os over vore svagheder og fejltagelser. Jo hårdere vi prøver, desto mere distanceret føler vi os fra den fuldkommenhed, vi søger.
I det følgende forsøger jeg at øge vores påskønnelse for læren om Jesu Kristi forsoning og for den kærlighed og barmhjertighed, som Frelseren giver os ubetinget. Jeg opfordrer jer til at bruge jeres forståelse af forsoningen på at hjælpe jer selv og andre, heriblandt missionærer, studerende, unge enlige voksne, fædre, mødre, enlige forsørgere og andre, der måtte føle presset til at finde det fuldkomne eller til at være fuldkommen.
Jesu Kristi forsoning
Vor Frelsers forsoning, der blev forberedt inden verdens begyndelse (se Mosi 4:6-7), hjælper os til at tage ved lære af, omvende os og udvikle os gennem vore egne erfaringer og valg.
I denne jordiske prøvestand er det både en gradvis, »linje på linje« (L&P 98:12) åndelig udvikling og pludselige, åndelige oplevelser som en »mægtig forandring« i hjertet (Alma 5:12, 13; Mosi 5:2), der hjælper os til at komme til Kristus og blive fuldkommengjort i ham. Det velkendte udtryk »at holde ud indtil enden« minder os om, at en evig udvikling er en proces, der kræver tid.
I det sidste kapitel i Mormons Bog opfordrer den store profet Moroni os til at komme til Kristus og blive fuldkommengjort i ham. Vi »fornægter [os] selv al ugudelighed«. Vi »elsker Gud af al [vores] kraft, sind og styrke«. Da er hans nåde tilstrækkelig for os, så vi »ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus«. Hvis vi »ikke fornægter« Guds kraft, kan vi blive »helliggjort i Kristus ved Guds nåde«, som »er Faderens pagt til [vore] synders forladelse,« så vi kan blive »hellige, uden plet« (Moro 10:32, 33).
I sidste ende er det Frelserens »store og sidste offer«, der frembringer »barmhjertighed, som overvælder retfærdigheden og tilvejebringer en måde for menneskene, hvorpå de kan have tro til omvendelse« (Alma 34:14, 15). Vores »tro til omvendelse« er en væsentlig forudsætning for, at vi kan komme til Kristus og blive fuldkommengjort i ham og nyde velsignelserne ved »den store og evige forløsningsplan« (Alma 34:16).
Når vi tager helt imod Frelserens forsoning, kan vores tro vokse og give os modet til at give slip på indsnævrende forventninger til os selv eller om, at alt skal være perfekt. En sort/hvid tankegang bevirker, at alt enten er helt perfekt eller håbløst mangelfuldt. Men som Guds sønner og døtre må vi med taknemlighed acceptere, at vi er hans ypperste håndværk (se Sl 8:4-7; Hebr 2:7), selv om vi stadig er »under udførelse«.
Når vi forstår vor Frelsers forsonende kærlighed, der gives ubetinget, vil vi ikke længere frygte, at han er en hård og fejlfindende dommer. I stedet kan vi føle tryghed, »for Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham« (Joh 3:17). Og vi vil forstå, at udvikling kræver tid og er en proces (se Moses 7:21).
Vores fuldkomne eksempel
Det var kun vor Frelser, som levede et fuldkomment liv, og selv han måtte tage ved lære af – og udvikle sig gennem sit jordiske liv. Selv han »modtog ikke først hele fylden, men han gik fra nåde til nåde, indtil han fik fylden« (L&P 93:13).
Gennem sit jordiske liv lærte han at »påtage sig [vore] skrøbeligheder … så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk« (Alma 7:12). Han gav ikke efter for fristelser, synder eller dagligdagens pres, men han steg ned under alle jordelivets prøvelser og udfordringer (se L&P 122:8).
I sin bjergprædiken befalede Frelseren os: »Vær da fuldkomne« (Matt 5:48). Det græske ord for fuldkommen kan oversættes som »fuldendt, fuldstændig og fuldt udviklet« (se Guide til Skrifterne, »fuldkommen«). Vor Frelser beder os om at blive fuldendte, fuldstændige, fuldt udviklede – at blive fuldkomne i de dyder og egenskaber, som han og vor Fader i himlen er eksempler på.2
Lad os se nærmere på, hvordan anvendelsen af forsoningen kan hjælpe dem, der føler et behov for at finde det fuldkomne eller til at være fuldkommen.
Perfektionisme
En misforståelse af, hvad det vil sige at være fuldkommen, kan lede til perfektionisme – en indstilling eller adfærd, der vender et beundringsværdigt ønske om at være god til en urealistisk forventning om at være perfekt lige nu og her. Perfektionisme udspringer sommetider fra antagelsen, at kun de, der er perfekte, fortjener at blive elsket, eller at vi ikke fortjener at være glade, medmindre vi er perfekte.
Perfektionisme kan resultere i søvnløshed, bekymring, overspringshandlinger, modløshed, selvretfærdighed og depression. Disse følelser kan fortrænge den fred, lykke og tryghed, som vor Frelser ønsker, at vi skal have.
Missionærer, der gerne vil være perfekte lige med det samme, kan blive bekymrede eller fortvivlede, hvis ikke de lærer sproget hurtigt nok eller ser dåb eller modtager lederkaldelser, lige så hurtigt som de gerne ville. For kompetente unge mennesker, der er vant til at se resultater, kan en mission være den første, store udfordring i livet. Men missionærer kan være fuldstændig lydige uden at være perfekte. De kan først og fremmest bedømme deres succes ud fra deres forpligtelse til at hjælpe enkeltpersoner og familier med at »blive trofaste medlemmer af Kirken, der nyder Hellighåndens tilstedeværelse.«3
Studerende, der påbegynder et nyt semester, og især dem, der flytter hjemmefra for at gå på universitetet, føler sig både begejstret og bekymret. Stipendiater, sportsfolk, kunstnere og lignende går fra at være »den store fisk i andedammen« til at føle sig som en lille fisk i et hav med et ukendt tidevand og uforudsigelige, hurtige strømninger. Det er let for studerende med perfektionistiske tendenser at føle sig fejlslagne, hvis ikke de ligger nummer et til trods for en ihærdig anstrengelse.
I lyset af de krav, som livet stiller, kan studerende lære, at det sommetider er helt fint at præstere sit bedste, og at det ikke altid er muligt at være den allerbedste.
Vi pålægger også disse forventninger om det perfekte i vores eget hjem. En far eller mor kan føle sig nødsaget til at være en perfekt ægtefælle, forælder, husmor, forsørger eller som del af en perfekt sidste dages hellig familie – lige nu og her.
Hvad kan hjælpe dem, der kæmper med perfektionistiske tendenser? Åbne, støttende henvendelser signalerer accept og kærlighed. De kan hjælpe andre til at fokusere på det positive. De lader os påpege det, som vi synes går godt. Familie og venner kan undgå konkurrenceprægede sammenligninger og i stedet tilbyde oprigtig opmuntring.
En anden alvorlig side af perfektionisme er at holde andre oppe imod vore urealistiske, dømmende eller utilgivende standarder. En sådan adfærd kan jo faktisk fornægte eller begrænse velsignelserne ved Frelserens forsoning i vores og andres tilværelse. Unge voksne laver fx en liste over eftertragtede egenskaber hos en potentiel ægtefælle og bliver alligevel lkke gift på grund af urealistiske forventninger om den perfekte partner.
Således vil en søster måske ikke have lyst til at gå på date med en vidunderlig, værdig bror, der ikke lever op til hendes perfektionistiske målestok – han danser ikke godt nok, han har ikke intentioner om at blive velhavende, han har ikke tjent på mission eller han har indrømmet at have haft problemer med pornografi i sin fortid, der siden hen er blevet afklaret gennem omvendelse og rådgivning.
På lignede måde overvejer en bror måske ikke at date en vidunderlig, værdig søster, som ikke passer til hans urealistiske profil – fordi hun ikke er glad for sport, Hjælpeforeningspræsident eller skønhedsdronning, hun er ikke så skarp til at holde et budget, eller også har hun indrømmet en svaghed med hensyn til visdomsordet, som nu er løst.
Vi bør selvfølgelig overveje de egenskaber, som vi ønsker hos os selv og hos en potentiel ægtefælle. Vi bør bibeholde vore høje håb og standarder. Hvis vi er ydmyge, vil vi blive overraskede over at finde godhed på uventede steder og vi kan måske skabe muligheder for at komme tættere på en, der som os, ikke er fuldkommen.
Tro rummer mulighed for, at svaghed kan gøres til styrke gennem omvendelse og forsoningens kraft, og at synder, man har omvendt sig fra, virkelig kan tilgives.
Et vellykket ægteskab er ikke et resultat af to fuldkomne mennesker, der indgår ægteskabsløfter. Hengivenhed og kærlighed vokser tværtimod, når to ufuldkomne mennesker opbygger, velsigner, hjælper, opmuntrer og tilgiver hinanden. En hustru til en profet blev engang spurgt om, hvordan det var at være gift med en profet. Hun svarede víst, at hun ikke havde giftet sig med en profet. Hun havde ganske enkelt giftet sig med en mand, der var fuldstændigt viet til Kirken, uanset kaldelse.4 Med andre ord, mænd og hustruer udvikler sig – både som individ og som par – i en tidskrævende proces.
Ventetiden vil være lang og ensom, hvis man venter på en perfekt ægtefælle, en perfekt uddannelse, et perfekt arbejde eller et perfekt hus. Det er víst at følge Ånden i livets vigtige beslutninger og ikke at lade tvivl, affødt af perfektionistiske krav, stå i vejen for vores fremgang.
Jer, der måtte føle sig kronisk bebyrdede eller bekymrede, opfordrer jeg til at svare ærligt på disse spørgsmål: »Definerer jeg fuldkommenhed og succes efter læren om Frelserens forsonende kærlighed eller efter verdens standarder? Bedømmer jeg succes eller fiasko ud fra Helligåndens bekræftelse af mine retfærdige ønsker eller efter verdens standarder?«
Jer, der føler sig fysisk eller følelsesmæssigt udmattede, kan begynde med at få regelmæssig søvn og hvile og tage jer tid til at spise og slappe af. Anerkend, at det at have travlt ikke er det samme som at være værdig, og at det ikke kræver fuldkommenhed at være værdig.5
Jer, der er tilbøjelige til at have fokus på jeres svagheder eller mangler, kan begynde at udtrykke taknemlighed for de ting, som I gør godt, uanset hvor små eller store de måtte være.
Jer, der frygter fiasko, og I, der udsætter ting – sommetider ved at forberede jer for meget – prøv at finde tryghed og opmuntring i at vide, at man ikke behøver trække sig fra udfordrende aktiviteter, der kan medføre stor udvikling!
Søg åndelig vejledning eller kompetent lægelig hjælp, hvor det er passende og ved behov, for at få hjælp til at slappe af, udvikle en positiv tankegang og strukturere livet, mindske selvudslettende adfærd og til at kunne opleve og udtrykke større taknemlighed.6
Utålmodighed står i vejen for tro. Tro og tålmodighed vil både hjælpe missionærer til at forstå et nyt sprog eller en ny kultur, studerende til at mestre nye fag og unge voksne til at springe ud i at opbygge forhold i stedet for at vente på, at alting er perfekt. Tro og tålmodighed vil også hjælpe dem, der venter på godkendelser på at blive beseglet i templet eller på gengivelse af præstedømmevelsignelser.
Når vi handler og ikke er genstand for handling (se 2 Ne 2:14), kan vi navigere mellem komplementerende dyder og opnå megen udvikling i livet. Det kan virke som »en modsætning«, at der er en »sammenblanding i ét« (2 Ne 2:11).
Vi kan fx holde op med at være dovne (se L&P 88:124) uden at skulle løbe hurtigere end vi kan (se Mosi 4:27).
Vi kan være »ivrigt engageret i en god sag« (L&P 58:27), samtidig med, at vi også »stands[er op], og forstå[r], at [Gud] er Gud« (Sl 46:11; se også L&P 101:16).
Vi kan finde vores liv ved at miste vores liv til Frelseren (se Matt 10:39; 16:25).
Vi kan ikke blive »trætte af at gøre godt« (L&P 64:33; se også Gal 6:9) samtidig med, at vi også tager os den nødvendige tid til at blive opfrisket åndeligt og fysisk.
Vi kan være lette om hjertet uden at være letsindige.
Vi kan grine hjerteligt med nogen, men ikke hovent af nogen.
Vor Frelser og hans forsoning inviterer os til at »kom[me] til Kristus, og blive fuldkommengjort i ham«. Når vi gør dette, lover han os, at hans nåde er »tilstrækkelig for jer, så I ved hans nåde kan blive fuldkomne i Kristus« (Moro 10:32-33).
Til jer, der er bebyrdede med bekymringer om enten at finde det fuldkomne eller at være fuldkommen lige nu og her, findes der forsikring i vor Frelsers forsonende ubetingede kærlighed:
»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile
… For mit åg er godt, og min byrde er let« (Matt 11:28, 30).7