Flytning af rør i mudrede sko
Forfatteren bor i Utah i USA.
Jeg havde ikke lyst til at flytte endnu et vandingsrør.
Illustration: Jake Parker
»Tak, biskop Rowley. Vi vil meget gerne hjælpe.« Bror Hulet, vores vejleder i diakonernes kvorum, tog tilmeldingslisten fra biskoppen og bekendtgjorde: »Jeg har en liste, hvor man kan skrive sig på til at hjælpe på Kirkens gård. Jeg er sikker på, at Herren ville blive glad, hvis vi alle kunne hjælpe til i denne uge.«
»Hvad er det, der skal laves?« spurgte jeg vagtsomt. Ideen med at hjælpe til på Kirkens gård lød ikke særlig sjov.
»Vores eneste opgave denne her uge er at flytte vandingsrør.«
Flytte rør! Ordene fyldte mig med rædsel. Jeg tænkte tilbage på måneder tidligere, hvor min mor havde insisteret på, at jeg fik mig et sommerjob. I vores lille by var der sådan set kun én ting at arbejde med – at flytte rør. Så hele sommeren flyttede min fætter Scott og jeg rør.
På vores første sommerarbejdsdag stod vi og glanede ud over et stort areal fyldt med grøn lucerne. De 12 meter lange rør var sat sammen i én lang række, der syntes at blive ved i flere kilometer. Efter en kort oplæring frakoblede Scott og jeg vores første rør. Da Scott løftede henne i sin ende, sprøjtede der koldt vand ud over mine tennissko. Vi løftede røret gennem klæbende mudder og koblede det til det næste stigrør. Da vi gik tilbage efter det næste rør, blev mine sjaskede sko endnu tungere, da mudder klæbede sig til dem i flere tykke lag. Til sidst var vi og vores humør helt gennemblødt af mudder, vand og sved.
Mine tanker vendte tilbage til tjenesteprojektet på Kirkens gård. »Øh, jeg – jeg tror ikke, at jeg kan komme,« stammede jeg. »Jeg skal møde på arbejde hver morgen.«
»Det er ikke noget problem,« forsikrede bror Hulet. »Vi tager altid hen til Kirkens gård om eftermiddagen.« Bror Hulet lod tilmeldingslisten gå rundt. »Da I hver især blev ordineret til præstedømmet, blev I givet kraft til at handle i Guds navn. Og når vi tjener ham ved at tjene andre, handler vi i hans navn. Og når vi alle hjælper til, er arbejdet ikke nær så hårdt.«
Tilmeldingslisten nåede hen til mig. Jeg fattede ikke, at alle indtil videre havde meldt sig til at komme alle ugens dage. Vidste de ikke, hvor forfærdeligt det ville blive? Jeg følte et stort, retskaffent gruppepres. Jeg tilmeldte mig modvilligt og lod listen gå videre.
Mandag eftermiddag sad jeg på mit værelse og hvilede mig efter min morgentjans, da jeg hørte bror Hulet dytte udenfor. Jeg tøvede et øjeblik, inden jeg igen iførte mig mit lugtende, fugtige arbejdstøj.
Vi nåede hurtigt frem til Kirkens gård. Alle andre løb hen mod marken, undtagen mig. Jeg sakkede bagud, mens jeg kiggede ned på jorden og sparkede til nogle sten. Jeg blev overrasket, da der blev lagt en hånd på min skulder. »Tak, fordi du tog med os,« sagde bror Hulet opmuntrende. »Jeg ved, at du har arbejdet hårdt her til morgen.« Der var et par øjeblikkes tavshed, mens vi gik sammen. Så løb han i forvejen for at organisere gruppen.
Jeg så på ham og tænkte på det, som han havde sagt til mig. Jeg havde arbejdet hårdt den morgen. Jeg var træt og lugtede, og jeg ville gerne hjem. Men hvad med bror Hulet? Han havde også arbejdet hårdt i morges. Det havde alle de andre drenge faktisk også. Hvorfor så de så glade ud for at være her?
Jeg indhentede de andre, og vi begyndte på vores arbejde. Til at begynde med forsøgte jeg at opmuntre mig selv ved at tænke på det ædle offer, som jeg ydede. Men mine selvoptagede tanker forsvandt, og jeg lagde mærke til, hvor hurtigt arbejdet skred frem, nu hvor vi var mange, der hjalp til. Vi grinede og snakkede, og pludselig opdagede jeg, at jeg faktisk havde det sjovt! På blot få timer havde vi fået løst opgaven.
På vejen hjem indså jeg, at det, jeg først havde syntes var et ubærligt offer, nu virkede småt. Nu, hvor vi alle havde hjulpet til, føltes det faktisk slet ikke som et offer.
Bror Hulet stoppede bilen foran mit hus og kiggede sig over skulderen på mig. »Tak for din hjælp i dag. Dit hårde arbejde gjorde det let for os andre.« Han smilede og blinkede.
Jeg smilede tilbage. »Tak, men det var alles indsats, der gjorde arbejdet let.« Jeg steg ud af bilen og lukkede døren.
Bror Hulet satte bilen i gear og begyndte at trække ud. »Så ses vi i morgen?« spurgte han gennem det åbne vindue.
»Ja. Vi ses i morgen,« sagde jeg.