Et svært valg
Forfatteren bor i Utah i USA.
Kunne et dårligt videospil koste ham hans nye ven?
»Vælg kun ret, når du skal til at vælge« (Salmer og sange, nr. 155).
Diego traskede op ad bakken på vej hjem fra skole. Frikvarteret var normalt den bedste tid på dagen. Men hele ugen havde det været forfærdeligt! Ingen ville spille fodbold med ham, så han gik bare alene rundt på legepladsen, indtil klokken ringede.
»Mor, jeg er hjemme!« råbte Diego, da han gled gennem døren og satte sig ned i køkkenet.
»Hvordan gik det i skolen?« spurgte mor.
»Ikke så godt.« Diego snuppede et æble. Ingen ville lege med mig i frikvarteret.« Han kunne mærke tårerne komme, så han klemte øjnene hårdt sammen.
»Det er svært at føle sig alene eller udenfor,« sagde mor. Hun lagde sin hånd på Diegos skulder. »Måske kunne du bede en bøn om hjælp.«
Diego gned sine øjne. »Tak, mor,« sagde han og løb ind på sit værelse. Var vor himmelske Fader virkelig interesseret i, om han havde venner at lege med i frikvarteret? Diego knælede ned og bad om, at han måtte finde en ven. Bagefter havde han det lidt bedre, men han anede stadig ikke, hvad han skulle gøre.
Efter skole næste dag ringede det på døren. Diego løb hen for at åbne døren. Det var en ny dreng i nabolaget, som stod der. Diego havde set ham på legepladsen i dag.
»Hej, jeg hedder Ruben,« sagde han. »Vil du lege hjemme hos mig?«
Diego grinte. En ven at lege med? Det var et svar på hans bøn!
De gik over til Rubens hus og satte sig på sofaen. Rubens storebror spillede et videospil. Diego vidste ikke først, hvad han skulle tro. Spillet var meget voldeligt og havde grimme billeder, men Ruben og hans bror så ud til at kunne lide det. »Fang ham!« råbte Ruben, mens de så på.
Diego kunne mærke, at han fik ondt i maven, og han stirrede ned på sine fødder. Han vidste, at han ikke burde se videospil som dette.
Men hvad kunne han gøre?
Han ønskede ikke, at hans nye ven troede, at han var for kedelig til at spille spændende videospil. Ville Ruben tro, at han var sær, hvis han sagde noget?
Han så sig omkring i rummet og prøvede at tænke på andre ting, de kunne gøre.
Diego tog en dyb indånding. »Øh, kan du vise mig resten af dit hus? Eller måske kunne vi lege ovenpå?« sagde han.
Ruben så et øjeblik på Diego. Diego bed sig i læben. Ville Ruben sige, at han ikke ville lege mere?
Så smilede Ruben. »Vent lidt, kan du lide biler? Jeg har de hurtigste biler. Skal vi køre om kap?«
Diego smilede og nikkede. Han fulgte Ruben ovenpå. Den tunge følelse forsvandt – det var som om han fløj op af trapperne! Han var glad for at have en ny ven, og han var glad for, at han ikke havde set noget dårligt.
»Den røde bil er min,« sagde Ruben, »men du kan lege med den blå eller den grønne. Hvilken én vil du have?«
Diego rakte ud efter den grønne bil – hans yndlingsfarve. Det var et let valg.
Illustrationer: Jan Leifering