Shellys løb
På det seneste syntes det som om, at ingen kunne give Shelly den hjælp, hun behøvede.
»Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig« (Esajas 41:10).
»Hej Shelly!« Shelly så op, mens hun bandt sine gamle løbesko, og så Rosa vinke fra startlinjen. »Kom,« råbte Rosa. »I dag skal vi slå vores rekord!«
Shelly grinede. Det sagde Rosa til hver eneste træning.
Shelly kunne godt lide to ting på sin nye skole. For det første var hun på atletikholdet. Når hun løb, følte hun sig let indvendigt, som om at hun ikke behøvede at bekymre sig om noget.
Det andet, hun godt kunne lide, var, at her vidste ingen, at hendes forældre lige var blevet skilt.
Shelly trak en sidste gang i snørebåndet og løb hen for at være sammen med de andre piger på stafetholdet. Av! Hun ømmede sig, da hendes tæer ramte forenden af hendes løbesko. Hvordan skulle hun fortælle far, at hun igen havde brug for nye løbesko?
Efter løbet fejrede Shelly, Rosa, Becca og Tiana deres nye rekord i stafet. »Jeg sagde til jer, at vi ville gøre det i dag!« sagde Rosa.
Shelly lo. Hun gav stafetten til deres træner og bøjede sig ned for at løsne sine snørebånd.
»Godt gået, piger, sagde fr. Goldmann. »I arbejder rigtig godt sammen. Glem ikke at betale jeres atletikkontingent i morgen.«
Shellys smil falmede. Det havde hun fuldstændig glemt!
I bussen på vej hjem kunne Shelly kun tænke på skoene og atletikkontingentet. Hun ønskede ikke at give mor mere at bekymre sig om. Og sidste gang hun havde ringet for at bede far om ekstra penge, havde han lydt irriteret. På det seneste syntes det som om, at ingen kunne give hende den hjælp, hun behøvede.
Da Shelly kom hjem, gik hun direkte til sit værelse. Til aftensmaden talte hendes brødre og søstre og havde det sjovt, men hun skubbede bare sin mad rundt på tallerkenen.
Efter maden hjalp mor Shelly med at tage af bordet. »Jeg skal se biskop Parker i aften,« sagde mor. »Vil du gerne med og få en præstedømmevelsignelse?«
Shelly nikkede. Hun savnede rigtig meget de velsignelser, som far plejede at give hende, når hun var bekymret eller syg.
Lidt senere, da biskop Parker gav hende en velsignelse, følte Shelly noget dybt inde i hende slappe af. »Shelly, din far er ikke hjemme hos dig til at hjælpe dig,« sagde han i velsignelsen. »Men din himmelske Fader er der altid. Jeg velsigner dig, at du kan tale med ham, ligesom du ville med din far, og din himmelske Fader vil altid hjælpe dig.«
Shelly havde det meget bedre, end hun havde haft det længe. Hun havde en varm følelse indeni, der fortalte hende, at biskoppens ord var sande. Vor himmelske Fader elskede hende og ville lytte til hende. Med hans hjælp kunne hun måske endda få mod til at tale med sine forældre.
På vej hjem fortalte hun sin mor om skoene og atletikkontingentet. Den aften knælede hun og bad vor himmelske Fader om at hjælpe hende til at have mod til at tale med sin far. Hun bad om det igen i bussen på vej til skole den næste morgen. Da hun kom hjem fra skole, følte hun sig modig nok til at ringe til sin far. Denne gang syntes han slet ikke utålmodig eller irriteret, da hun fortalte ham, hvad hun havde brug for. Hendes bønner var blevet besvaret.
Nogle få uger bandt Shelly sine nye løbesko og løb hen til Rosa og de andre piger. Det var en dejlig følelse at vide, at hun havde et godt hold, der støttede hende. Hun behøvede ikke at løbe alene.
Illustration: Apryl Stott