2015
Sidste dages hellige mænd og skilsmisse
August 2015


Sidste dages hellige mænd og skilsmisse

Forfatteren bor i Utah i USA.

Selv om et stærkt ægteskab er idealet, så ender nogle ægteskaber desværre i skilsmisse. Hvis I er blevet skilt, er der her nogle forslag til, hvordan I kan forblive tæt knyttet til jeres børn og stærk i evangeliet.

illustration of hands reaching toward each other

Illustrationer: J. Beth Jepson

»Det højeste mål med det, vi belærer om, er at forene forældre og børn i troen på Herren Jesus Kristus, at de er lykkelige i hjemmet, beseglet i et evigt ægteskab.«1 Trods denne inspirerede vejledning fra præsident Boyd K. Packer, der er præsident for De Tolv Apostles Kvorum, forekommer skilsmisser. Skilsmisse er traumatisk: De involverede kan opleve følelser af chok, benægtelse, forvirring, depression og vrede såvel som fysiske symptomer som søvn- og spiseforstyrrelser.

Det er min erfaring som rådgiver, at selv om meget af det, mænd og kvinder oplever ved en skilsmisse, er det samme, er der nogle forskelle:

  • Mens de stadig er gift, vil mænd med større sandsynlighed bagatellisere alvoren af deres ægteskabelige problemer. Deres overraskelse ved en skilsmisse kan føre til en følelse af ustabilitet.

  • Mænd har mindre tendens til at fortælle om deres følelser, så de har mindre sandsynlighed for at lære af deres oplevelse.

  • Mænd har en tendens til at være handlingsorienteret, så de kan være mindre indstillet på at søge rådgivning og begraver i stedet deres følelser ved at arbejde over eller fordybe sig i en hobby.

  • På grund af økonomiske bekymringer og deres sårede stolthed oplever nogle mænd udfordringer som depression, øget vægt, eksperimentering med alkohol og mindre aktivitet i Kirken.

Den eneste sikre vej gennem en skilsmisse er at forblive trofast i evangeliet. En sund tilpasning kræver evnen til at være venlig, når I ikke har lyst til det, at bevare selvtilliden og selvværdet, at kunne tolerere smertefulde følelser og stadig fungere, at være tålmodig, når andre er involveret, at være retfærdig og ikke hævngerrig samt at bevare et solidt åndeligt fundament, som kan trække jer nærmere Herren, som »er steget ned under« alt, og hvis forsoning er tilstrækkelig til at helbrede og løfte jer op (L&P 122:8).

Uanset, hvem der var mest årsag til jeres skilsmisse, så kommer helingen ikke, før der er omvendelse og tilgivelse. Præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »Vi må … lade vore klagepunkter falde … Husk, at himlen er fyldt med dem, der har dette tilfælles: De er blevet tilgivet. Og de tilgiver.«2

Bevar forholdet til jeres børn

Der er måske intet andet, der fremprovokerer magtkampe end sager om forældremyndighed. Når børn tilbringer det meste af deres tid hos deres mor, er det let for faderen at føle, at han blot er blevet en gæst for sine egne børn. Det kan få ham til at føle sig magtesløs og kontrolleret af systemet. Medmindre der er misbrug eller andre skadelige handlinger involveret, har børn det imidlertid bedst, når de bevarer forholdet til begge forældre. Heldigvis lærer de fleste tidligere ægtefæller at samarbejde til gavn for deres børn.

Regelmæssigt samvær med jeres børn bør forblive en høj prioritet, uanset afstande eller nye ægteskaber. Selv om den tildelte tid ikke er alt det, I måtte ønske, så gør besøgene til noget positivt og sig aldrig negative ting til børnene om deres mor. Børn har større sandsynlighed for en vellykket tilpasning til deres forældres skilsmisse, når deres mor og far er villige til at sætte deres børns lykke og stabilitet over deres egne sårede følelser.

Forbliv aktiv i Kirken

illustration of a hand holding on to the iron rod

Nogle mænd har sagt, at intet rystede deres vidnesbyrd som en skilsmisse. Det gælder især, hvis de har været trofaste og aktive i Kirken og har bedt inderligt om en løsning på de ægteskabelige problemer. Denne følelse af at være rystet kan gøre en fraskilt mand utryg ved at komme i kirke, især hvis han tror, at andre formoder, at han har været sin hustru utro.

På den anden side så udsætter fortsat kirkeaktivitet os for korrekte principper og omgiver os med omsorgsfulde mennesker. Hvis Kirkens medlemmer ikke synes at række ud til dig, så bliv ikke forurettet. De ved sikkert ikke, hvad de skal gøre eller sige. Vær tålmodig og ræk selv ud. Find et støttende netværk. Rådfør dig med din kvorumspræsident, biskop eller stavspræsident og overvej professionel rådgivning som fx med SDH-familietjeneste, hvis det er tilgængeligt. Dette vil hjælpe dig til at gennemgå din egen adfærd og se alt mere korrekt.

Fraskilte mænd er velkomne i Kirken på samme måde som gifte mænd. Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Der er mange gode kirkemedlemmer, som er blevet skilt,« og han understregede, at »medmindre et fraskilt medlem har overtrådt alvorligt, kan han eller hun kvalificere sig til en tempelanbefaling efter de samme standarder for værdighed, der gælder for andre medlemmer.«3

Udvikling gennem vanskeligheder

Nogle mænd siger, at selv om de aldrig ønsker at gennemgå en sådan oplevelse igen, så har de lært af det. De kommer sig og kommer videre med deres liv. En mand, jeg rådgav, gav udtryk for en sådan indstilling: »Jeg har stadig svært ved at fatte, at jeg er fraskilt, men det er jeg. Jeg havde aldrig forventet det, men det skete, og jeg accepterer det. Mit mål nu er at gøre alt, hvad jeg kan, for at forblive trofast mod Kristus, opbygge et stærkt, nyt ægteskab og være så godt et forbillede for mine børn og stedbørn, som jeg kan.«

Noter

  1. Se Boyd K. Packer, »Troens skjold«, Stjernen, juli 1995, s. 7.

  2. Dieter F. Uchtdorf, »De barmhjertige skal møde barmhjertighed«, Liahona, maj 2012, s. 77.

  3. Dallin H. Oaks, »Skilsmisse«, Liahona, maj 2007, s. 70.