2015
En bøn på det slægtshistoriske center
August 2015


En bøn på det slægtshistoriske center

Susana Magdalena Gos de Morresi, Tierra del Fuego, Argentina

Da jeg blev kaldet som slægtshistorisk konsulent i vores gren i Ushuaia i Argentina, begyndte jeg at føle et stort behov for at søge efter mine forfædre. Det var en vanskelig opgave, og der gik ikke en dag, hvor jeg ikke prøvede en ny strategi for at finde ud af, hvem de var, og hvor de var kommet fra i Italien.

I 2006 blev jeg kaldet til at lede det slægtshistoriske center. Jeg følte mig stadig frustreret over mit manglende held med at finde oplysninger om min slægt. Min frustration voksede, da min mands søgen efter sine forfædre lykkedes. Det år fandt Ruben navne på flere end 5.000 af sine forfædre, som havde boet i San Ginesio i Macerata i Italien.

En eftermiddag på det slægtshistoriske center, hvor Ruben fandt den ene forfader efter den anden på mikrofilm, råbte han med glæde og gentagne gange: »Endnu én!« Jeg følte mig modløs, og med tårer i øjnene udtrykte jeg min sorg og tilføjede, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre for at finde mine slægtninge. Han så min smerte og foreslog, at vi bad. Det gjorde vi og bønfaldt Helligånden om at oplyse os, så vi kunne få gang i arbejdet med hensyn til min slægt.

Under vores bøn huskede Ruben pludselig en bestemt hjemmeside med italienske efternavne. Straks efter vores bøn besøgte vi den. I løbet af få minutter havde vi fundet fire personer med mit pigenavn Gos i telefonbogen i den lille italienske by Iutizzo i det nordlige Italien.

Jeg skrev straks et brev til dem alle. En skrev tilbage og sagde, at hendes mand havde det samme efternavn, men ikke var i familie med os. Men hun havde kendt en af min bedstefars afdøde søstre, og hun tilbød at sætte mig i forbindelse med en anden nulevende slægtning.

Nogle måneder senere modtog vi en international telefonopringning.

»Er det Susana Gos?« spurgte en fjern mandlig stemme.

»Ja,« svarede jeg.

»Det er din fætter fra Italien,« sagde han.

Opringningen kom fra Giovanni Battista Tubaro, som var søn af min bedstefars søster Maria!

I marts 2008 kom Giovanni og hans hustru Miriam for at besøge os i Argentina. Vi fortalte dem om evangeliet og slægtshistorie, og i flere dage talte vi om dem, der var gået forud for os. Nu har alle personer seks generationer tilbage et ansigt og en beretning.

Slægtshistorie har gjort det muligt for mig at bidrage til en vigtig del af Herrens værk. Det har også bragt mig tættere på mine forfædre – vor himmelske Faders børn, som jeg aldrig ville have kendt, hvis det ikke havde været for en troens bøn på det slægtshistoriske center.