Overvejelser
Vinduet ved swimmingpoolen
Forfatteren bor i Utah i USA.
Vore familieforhold kan bidrage til, at vi lærer om, forstår og efterlever evangeliet.
Illustration: Allen Garns
Vores ferie gik mod enden. Til vaflerne den morgen planlagde vi, hvordan vi kunne få mest ud af tiden, før vi skulle overleve en fem timers køretur hjem. Min mand besluttede at tage vores tre små døtre med på en sidste svømmetur i swimmingpoolen. Jeg ville benytte løbebåndet i motionsrummet.
Det løbebånd, jeg valgte, vendte ud mod et panoramavindue med udsyn til swimmingpoolen. Kort efter så jeg en familie – min familie – bevæge sig hen til swimmingpoolen. Håndklæder, sko og T-shirt fløj i alle retninger, da pigerne begejstret forberedte sig til at springe i vandet. Normalt ville jeg følge efter dem, samle tøj og sko op og helt ærligt være lidt irriteret over det hele. I stedet så jeg denne familie udefra, som om dette gigantiske vindue foran mig var et filmlærred. Mine fødder løb i en stabil rytme på det roterende bånd under mig, mens jeg så på.
Jeg kunne se, hvor lykkelige alle var. De lo og legede sammen, og jeg tænkte på de gange, hvor jeg var blevet modløs over de smålige argumenter, der uundgåeligt opstår i en familie, over den urolige følelse af, at jeg på trods af min bedste indsats ikke kunne lære mine børn at elske hinanden. Men jeg så nogle mennesker, der var lykkelige sammen. Jeg fandt ud af, at mit forsøg på at lære dem at elske hinanden ikke mislykkedes, jeg kunne bare ikke se, at de gjorde det.
Jeg så en af pigerne igen og igen hoppe fra kanten af swimmingpoolen ned i sin fars arme. Jeg tænkte på alle de store spring, hun ville tage i løbet af sit liv, og jeg håbede, at hun ville stole på, at hendes himmelske Fader kunne gribe hende hver gang. Jeg vidste, at hun for hvert spring lærte tillid, og at det at være en del af vores familie var en sikker måde at lære det på.
En anden datter øvede sig på nogle svømmetag. Jeg så, hvordan hendes families opmuntring fik hende til at blive ved. Der ville komme tidspunkter i hendes liv, hvor hun vil få brug for denne støtte, når hun møder vanskeligere udfordringer.
Og så så jeg, da vores tredje datter ved et uheld blev skubbet ud i vandet. Ophidset og vred kom hun spruttende op af vandet og satte sig på en stol. Straks bemærkede hendes familie, at hun var væk. Jeg så hver enkelt kærligt og opmuntrende tilskynde hende til at komme hen til dem. Det gjorde hun til sidst, og jeg tænkte på alle de gange i hendes fremtid, hvor hun ville blive såret og have lyst til at give op. Jeg håber, at hun altid i sin families kærlighed vil finde styrke til at holde ud.
Pludselig slog det mig: Vores familie kan være en nøgle til vores evne til at lære, forstå og efterleve evangeliet. Nefi bemærkede, at »Herren ved små midler kan frembringe store ting« (1 Ne 16:29). Og sådan er det med familier. Ja, forældre kæmper. Men enhver indsats for at undervise og øve og elske, uanset hvor lille, hjælper.
Min lille film endte. Da jeg slukkede for løbebåndet og så min familie samle deres tøj sammen, følte jeg en fornyet beslutsomhed om at blive ved, blive ved med alle de små ting, som jeg sommetider spekulerer på, om de har nogen betydning.