En ægte perle
Forfatteren bor i Utah i USA.
Jetta ville gerne spille klaver, men kunne hun forlade sin familie?
»Ved små og enkle ting bliver der udrettet store ting« (Alma 37:6)
Jetta Pearl Stewart trak sin kyse af og satte sig ned ved siden af far på verandaen. »Hvad er en perle?« spurgte hun ham.
Jetta var otte år og vidste godt, hvad en perle var, men hun elskede at høre sin fars svar. Som altid forklarede far, hvordan perler vokser inde i østers, lag for lag, indtil de bliver en klar skinnende perle.
»Perler skinner ligesom dig, min lille Jetta-perle,« sagde han smilende. Jetta smilede igen. Hun kunne godt lide at være hans perle.
Ved aftensmaden fortalte far, at han havde et vigtigt spørgsmål til hende.
»Lige siden du var helt lille, har du haft et særligt musiktalent,« sagde far. »Vil du gerne lære at spille klaver?«
Jetta gjorde store øjne. »Ih ja!«
»Det vil indebære, at du skal rejse langt væk og bo hos din lærer et stykke tid,« sagde mor. »Der er ingen her i Milburn, der kan undervise dig.«
Jettas smil fortog sig. Hun havde aldrig været væk fra sin familie mere end en dag. Og at være langt væk …
»Men det er vigtigt for os, at vi udvikler vore talenter, selvom det er svært,« sagde far.
Mor nikkede. »Du må arbejde hårdt,« sagde hun.
Jetta elskede musik. Og hun havde altid ønsket at spille klaver. Langsomt lyste hendes ansigt igen op i et smil. »Jeg skal spille klaver!«
Men næste morgen, da Jetta så far spænde hestene for vognen, glædede hun sig ikke. I dag var hun kun bange. Hun havde ikke forventet, at hun skulle rejse hjemmefra så hurtigt.
Langsomt kravlede hun op i vognen og satte sig ved siden af far.
»Er du klar, Jetta-perle,« spurgte han.
Hun følte sig ikke spor klar, men hun nikkede. Vognen satte i gang med et ryk.
Efter lidt tid kiggede far på hende. »Ved du godt, hvor stolte mor og jeg er af dig?«
Jetta nikkede. »Men hvad nu, hvis I har brug for min hjælp derhjemme?«
Far smilede. »Vi kommer helt sikkert til at savne dig, men det her er en måde, som kun du kan hjælpe på. Du kommer til at tjene vor himmelske Fader ved at udvikle de gaver, han har givet dig.«
Sådan havde hun ikke tænkt på det. Kunne hendes talent for musik virkelig være en gave fra vor himmelske Fader?
Far fortsatte. »Det kommer til at tage tid, men lidt efter lidt vil du blive bedre til at spille klaver. Og så bliver du i stand til at hjælpe en masse mennesker.«
Jetta kunne mærke, at hendes frygt blev mindre. Hun skulle lære at spille klaver og tjene vor himmelske Fader. Det ville blive lidt skræmmende, men hun vidste, at han ville hjælpe hende.
Far blinkede. »Lag for lag bliver min lille perle blank og skinnende.«
Ligesom far havde sagt, så lærte Jetta lidt efter lidt at spille klaver. Og hun lærte oven i købet også at spille på orgel.
Efter nogle få måneder vendte Jetta hjem igen. Om søndagen blev hun Milburns første organist. Hendes hjerte hamrede, da hun satte sig ved det store orgel, som byen havde arbejdet for at købe, så hun kunne spille på det. Det var så smukt, at Jetta næsten var bange for at røre det. Hun var nødt til at sidde på en bog for at kunne nå tangenterne.
Hun tog en dyb indånding og begyndte at spille. Tonerne svævede ud i rummet – fyldige og smukke.
Jetta sneg sig til at se ud på forsamlingen. Folk smilede, mens de sang. Jetta smilede også. Hun spillede langt fra perfekt, men hun brugte sine talenter til at tjene.
Hun huskede på sin fars ord: »Perler skinner ligesom dig, min Jetta-perle«.
Lidt efter lidt, lag for lag gjorde vor himmelske Fader hende til en ægte perle.