Opnå evangelisk indsigt gennem moderskabet

Katy McGee

Forfatteren bor i Idaho i USA.

Moderskab kan være en unik mulighed for at lære om Herrens lov gennem Ånden.

Enhver mor ved, at tidsregningen ændrer sig drastisk, når der kommer børn i familien. I min proces med at lære, hvordan jeg skal administrere min tid med fire små børn, har jeg oplevet nedslående øjeblikke – især når det kommer til studium af skriften. Det er svært at sætte en fast tid af til at studere skriften og sikre sig, at det bliver meningsfuldt. Men nogle få oplevelser har lært mig, at er jeg lydig og bønsomt, vil Herren undervise mig på andre måder.

Vores himmelske forældre

En dag, mens jeg stod og strøg, begyndte min etårige, Claire, at græde i sin seng. Det var sovetid, og jeg vidste, at var jeg hurtig til at give hende sutten, ville hun falde i søvn igen. Treårige Lucy legede i samme værelse, hvor jeg strøg. Jeg tænkte over det et øjeblik og besluttede så at lade strygejernet stå tændt, da jeg vidste, at jeg ville være tilbage meget hurtigt. »Lucy, kan du se strygejernet på strygebrættet?« spurgte jeg. »Det er MEGET varmt. Jeg skal lige give Claire sutten. Du må ikke røre strygejernet, mens jeg er væk. Det er farligt.«

Jeg var sikker på, at Lucy forstod beskeden, så jeg smuttede hurtigt ud af værelset. Jeg vendte tilbage et øjeblik senere og hørte en klynken bag en stol.

»Lucy?« sagde jeg. »Hvor er du?«

Hun svarede ikke.

»Er der noget i vejen? »Hvorfor gemmer du dig?«

Jeg gik om bag stolen og satte mig på gulvet. Hun gemte sit ansigt i sine hænder. Efter jeg et par gange forgæves havde spurgt, hvad der var sket, svarede hun endelig: »Mor, jeg rørte ved dit strygejern.«

Til at begynde med var jeg forvirret over, at hun ikke havde hørt efter. Derefter knuste det mit hjerte, at hun gemte sig for mig, fordi hun havde lavet et lille fejltrin, og at hun var bange for at have miste min kærlighed og tillid. Jeg vidste, at hun var hjælpeløs over for smerten, og at det kun var mig, der kunne afhjælpe med den brændte finger. Jeg trøstede Lucy, og mens jeg løb ud på badeværelset med hende for at holde fingeren under vand, hviskede Ånden i mit hjerte: »Sådan føler vor himmelske Fader også, når hans børn ikke giver agt på hans advarsler og ikke lader ham lette deres smerte, når de har mest brug for det.« I det øjeblik følte jeg en enorm glæde ved at vide dette og en tillid til Herrens villighed til at undervise mig.

Ren barmhjertighed

For et par år siden blev jeg kaldet som rådgiver i Hjælpeforeningen i min menighed. Jeg følte mig utilstrækkelig i denne kaldelse. Jeg begyndte at studere princippet om næstekærlighed. Jeg bad om at udvikle en mere kristuslignende kærlighed for de søstre, jeg tjente. Men jeg var ikke helt sikker på, hvordan denne åndelige gave ville se ud eller føles.

Min uro hvilede tungt over mig, da jeg var ved at lave frokost en dag. Min tredje datter, Annie, sad på trappereposen og var helt opslugt i sine egne toårige tanker. Jeg så, da hun lænede sig forover for at tage et stykke legetøj og mistede balancen og faldt fire fem trin ned ad trappen. Jeg løb hen til hende og prøvede at berolige hende. Hun blev stille nok til, at jeg kunne høre et lille snøft henne fra køkkenbordet. Jeg så derhen og så, at Claire på fem år græd.

»Kom her,« sagde jeg. »Hvad er der galt?«

Hun løb hen til Annie og jeg og gav os et kram. Det, hun sagde, var et direkte svar på mit bønsomme spørgsmål om næstekærlighed.

»Jeg så Annie falde, og så så jeg, hvor ked af det, hun var,« sagde hun. »Jeg vil hellere falde ned af trappen for Annie end at se hende blive ked af det.«

Tanken ramte mig straks gennem Ånden, »det er næstekærlighed.«

Vokser i tro

For nylig fortalte min mand vores børn historien om Moses. Jeg sagde: »Jeg synes, at Moses’ mors tro er fantastisk! Hun sendte ham ned ad floden og bad vor himmelske Fader om at beskytte ham. Kan I forestille jer, hvor stor tro det krævede af hende at overlade sin baby til vor himmelske Fader?«

Så spurgte Lucy: »Mor, har du så stor tro?«

Det var et stort spørgsmål. Jeg tænkte over det et øjeblik og fortalte så om nogle få oplevelser, jeg havde haft, hvor jeg i tro havde forladt mig på Herren. Den snak, der fulgte, blev opløftende for hele familien. Jeg tænker hele tiden på hendes spørgsmål. Det styrker mig at tænke på, at jeg kan have tro som Moses’ mor.

Når jeg går i tro, spørger i bøn og studerer lydigt, så bruger Herren mine erfaringer som mor til at undervise mig i sin lære gennem Ånden. Og han underviser mig ofte, trods det tidspres, der knytter sig til at være forældre.