Brombærranker
Rhiannon Gainor er fra Californien i USA
Illustration: Stan Fellows
Brombær vokser som ukrudt på den canadiske vestkyst. Planterne breder sig og vokser overalt og tager over, hvor de kan komme til det – brombær kanter marker, fortove, veje og strande. Om efteråret arbejder naboer sammen om at plukke brombær, som de kan bruge derhjemme.
Da jeg også ville plukke brombær et år, var jeg opsat på ikke kun at plukke nok til at lave marmelade til mig og min familie, men jeg ville plukke, så jeg også kunne give til de søstre, som jeg besøger. Det bedste sted at plukke brombær i mit nabolag var nede ved skolen, hvor brombærbuskene står langs stier og åbne områder i 2,5 meters højde. Jeg havde allerede været dernede og plukke ugen inden, og jeg vidste, at der havde været mange andre dernede og plukke, så der var nok ikke så mange bær tilbage.
Da jeg forberedte mig på at plukke igen, tænkte jeg, at jeg ville prøve at plukke et andet sted. Fra mit køkkenvindue kunne jeg se en ledig grund ved siden af vejen. Der kom næsten aldrig nogen, og grenene spredte sig over et stort område. Der måtte helt sikkert være masser af bær der, hvor ingen havde plukket. Jeg lagde mine spande ind bag i bilen og skyndte mig derhen.
Snart efter var jeg svedig, forrevet og konfus, da jeg stod i midten af store brombærkrat. Rankerne var fulde af torne, men der var ingen spor af hverken blomster eller bær. Jeg havde kun fundet tre bær i hele det store krat, og jeg forstod ikke hvorfor. Men mine sylteglas var stadig tomme, så jeg gik videre over til skolen for at se, om der stadig var bær der.
Da jeg kom hen til området ved skolen, fandt jeg flere bær, end jeg havde brug for, og der var flere, der stadig skulle modne, selvom der allerede havde været mange og plukke der. Pludselig indså jeg, hvad der var sket, brombærranker sætter mere frugt, hvis frugten bliver plukket. Fordi hele nabolaget havde plukket her i årevis, bar rankerne frugt år efter år. Der, hvor rankerne ikke var blevet brugt, blev de bare tørre og golde. Ved at vi havde delt brombærkrattet gennem årene, havde vi skabt overflod – der var mere end frugt nok til os alle.
Denne oplevelse mindede mig om, hvordan tiende og fasteoffer virker. Når vi betaler tiende, har Herren lovet os, at han vil »åbne … himlens vinduer for [os] og øse en velsignelse ud over [os], så der ikke vil være plads til at modtage den« (3 Ne 24:10). Ved at dele det, vi har gennem Kirkens inspirerede programmer, kan vi skabe både timelig og åndelig overflod for vores familie, samfund og os selv.