Føl ånden i Institut
Forfatteren bor i Colombia.
Det til tider negative miljø på universitetet tyngede mig. Da jeg mærkede atmosfæren til institut, vidste jeg, at jeg ikke var alene.
Da jeg begyndte på universitetet, elskede jeg at være en del af et uddannelsesmiljø og se mine medstuderendes entusiasme. Takket være vor himmelske Fader, Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond og min families støtte var jeg ved at gøre mine drømme til virkelighed.
I løbet af de første ugers undervisning indså jeg, at der lå et stort arbejde foran mig de næste fem år – med lektier, eksamener, prøver og projekter. Jeg var glad for mit studievalg og uddannelsessted, men jeg indså også, at jeg indtil da havde levet i en boble. Det var tydeligt, at jeg udskilte mig fra de andre studerende. De lyttede til musik med obskønne tekster, og deres samtaler havde en tendens til at handle om umoral, brug af illegale stoffer og druk i weekenden.
Mine holdkammerater inviterede mig mange gange til at deltage i deres weekendaktiviteter. Da jeg havde forklaret mine standarder, og hvad jeg troede på, var der mange, der respekterede mine holdninger og holdt op med at presse mig til at deltage, men der var mange flere, der gjorde nar af min overbevisning. Jeg prøvede at vende det døve øre til deres kommentarer, men jeg var ikke sikker på, at jeg kunne holde til det i længden. Jeg bad konstant om at modtage styrke og ikke føle mig alene. Men jeg følte ikke, at mine bønner blev besvaret. Så indså jeg, at alt det, der skete rundt omkring mig på universitetet, ikke ville ændre sig. Selvom jeg var kommet på universitetet, blev jeg ved med at komme i Unge Piger, så jeg hørte om institut en søndag under nadvermødet. Jeg besluttede mig for at tage til institut den følgende onsdag og stille et spørgsmål, jeg havde om Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond.
Efter en lang hektisk dag på universitetet skyndte jeg mig til institut. Jeg steg på bussen, satte mig ned og begyndte at læse det næste kapitel af mine lektier. Jeg sukkede dybt, havde lyst til en pause og så op, blot for at få øje på noget upassende tæt på mig. Jeg steg af og gik hen til institutbygningen og tænkte meget på alle mine lektier til næste dag.
Selvom jeg efterlevede evangeliets standarder, så var jeg tynget af miljøet på universitetet, da jeg trådte ind i institutbygningen. Jeg gik ind og så en gruppe unge voksne studerende, der var klædt sømmeligt og talte respektfuldt til hinanden. Hvilke kurser ville de følge i dette semester? Lære og Pagter? Mormons Bog? Missionærforberedelse?
Jeg gik hen til sekretæren og fik svar på mit spørgsmål og vendte mig for at gå. Tæt på udgangsdøren vendte jeg mig om og mærkede stemningen i institut. Jeg gik ud ad døren med tårer i mine øjne, for jeg følte en stor glæde. Jeg tog bussen hjemad, og jeg græd og smilede. En uforglemmelig tanke slog mig: Jeg var ikke alene.
I det øjeblik fik jeg svar på mine bønner. Jeg følte Ånden, tænkte over min oplevelse og takkede vor himmelske Fader for glæden ved at tro på evangeliet.
Da jeg kom hjem, omfavnede jeg min mor og fortalte hende om min dejlige oplevelse med at mærke Guds kærlighed. Han havde ikke forladt mig og havde været med mig hele tiden, ligesom han er med enhver af os, når vi har mest brug for ham. Jeg deltog i institut resten af min universitetstid, og jeg mødte mange mennesker der, som jeg stadig er gode venner med. Men Jesus Kristus er vores største kilde til kærlighed og støtte, og han lader os aldrig i stikken.