EVANGELISKEKLASSIKERE
Guds tre haver
Fra »Getsemanes rensende kraft«, Stjernen, aprilkonferencen 1985, s. 8-10. Retskrivning er gjort tidssvarende.
Dette var ældste McConkies sidste tale som apostel her på jorden, han døde to uger senere.
Må jeg indbyde jer til sammen med mig at opnå en stærk og sikker kundskab om forsoningen.
Jeg føler, og Ånden synes at samstemme, at den vigtige lære, jeg kan forkynde her, og det stærkeste vidnesbyrd jeg kan bære, er det om vor Herre Jesu Kristi forsoning.
Hans forsoning er den mest ophøjede begivenhed, der nogensinde har og nogensinde vil forekomme lige fra skabelsens morgen og gennem alle den evigtvarende evigheds tidsaldre.
Det er den storslåede godheds- og nådeshandling, som kun en gud kunne udrette. Takket være den blev alle betingelser og krav i Faderens evige frelsesplan gjort gældende …
Når jeg taler om alt dette vidunderlige, anvender jeg mine egne ord, selv om I måske tror, at det er skriftens ord, ord talt af andre apostle og profeter.
Det er dog sandt, at de først blev forkyndt af andre, men de er nu mine, for Guds Hellige Ånd har båret vidnesbyrd for mig om, at de er sande, og det er nu, som om Herren havde åbenbaret dem til mig allerførste gang. Jeg har derved hørt hans røst og kender hans ord …
Må jeg indbyde jer til sammen med mig at opnå en stærk og sikker kundskab om forsoningen.
Vi skal feje menneskers filosofier og de vises visdom til side og lytte til den Ånd, som er givet os for at lede os til al sandhed.
Vi skal ransage skrifterne, antage dem som Herrens sind, vilje og røst og selve Guds kraft til frelse.
Når vi læser, grunder og beder, vil vi i vores sind se Guds tre haver – Edens have, Getsemane have og den tomme gravs have, hvor Jesus viste sig for Maria Magdalene.
I Eden ser vi alt, som det blev skabt i sin paradisiske tilstand – uden død, uden afkom og uden prøvende erfaringer.
Vi forstår da, at sådan et skaberværk, der nu er ukendt for mennesket, var den eneste måde, hvorved faldet kunne sættes i værk.
Vi ser da Adam og Eva, den første mand og den første kvinde, stige ned fra deres tilstand af udødelighed og paradisisk herlighed for at blive de første dødelige mennesker på denne jord.
Dødeligheden, der jo omfatter afkom og død, kommer så ind i verden. Og på grund af overtrædelse begynder en prøvestand med trængsler og prøvelser.
I Getsemane ser vi Guds Søn løskøbe mennesket fra den fysiske og åndelige død, som ramte os på grund af faldet.
Og til sidst, stående foran en tom grav, får vi vished om, at Kristus, vor Herre, brød dødens lænker og for evigt sejrede over graven.
Derfor er skabelsen fader til faldet; og ved faldet kom dødelighed og død; og ved Kristus kom udødelighed og evigt liv.
Hvis der ikke havde været et fald ved Adam, hvorved døden kom, kunne der ikke have været nogen forsoning ved Kristus, hvorved livet kom.
Og nu vedrørende denne fuldkomne forsoning, som blev tilvejebragt ved udgydelsen af Guds blod, bærer jeg vidnesbyrd om, at den fandt sted i Getsemane og på Golgata, og med hensyn til Jesus Kristus bærer jeg vidnesbyrd om, at han er den levende Guds Søn, og at han blev korsfæstet for verdens synder. Han er vor Herre, vor Gud og vor Konge. Dette ved jeg personligt – uafhængigt af noget andet menneske.
Jeg er et af hans vidner, og en kommende dag skal jeg føle på naglegabene i hans hænder og fødder, og jeg skal bade hans fødder med mine tårer.
Men jeg vil ikke vide bedre besked, end jeg gør nu, om, at han er Guds almægtige Søn, at han er vor Frelser og Forløser, og at frelse kommer i og ved hans forsonende blod og på ingen anden måde.
Må Gud give, at vi alle må vandre i lyset, som Gud vor Fader er i lyset, så hans Søns, Jesu Kristi blod, som lovet, må rense os fra al synd.