Hjælp min vantro

Stephanie Hughes er fra Texas i USA

Jeg vågnede op en weekend og var ude af stand til at høre på mit venstre øre. Jeg ringede til en øre-, næse- og halslæge og lavede en aftale.

Lægen sendte mig straks til en audiolog til en høretest. Jeg begyndte at blive urolig, da jeg ikke kunne høre noget som helst på mit venstre øre. Da jeg var færdig med prøven, konkluderede audiologen, at jeg led af en sensorineural hørenedsættelse, hvilket betød, at en nerve i hjernen var blevet beskadiget.

Jeg blev chokeret. Jeg var kun 26 år, og her talte vi om, at jeg allerede havde brug for et høreapparat. En af mine store passioner er musik. Ville jeg stadig være i stand til at spille på mine instrumenter og synge?

Lægen udskrev et steroid for at se, om det kunne hjælpe, men han var ganske sikker på, at mit høretab var permanent.

Følelserne løb af med mig, og jeg begyndte at græde. Jeg frygtede for, hvad fremtiden ville bringe, og jeg var ked af, at jeg aldrig ville komme til at høre normalt igen.

Samme aften foreslog min mand, Brian, at han skulle give mig en præstedømmevelsignelse. Jeg forventede, at velsignelsen ville give mig trøst og styrke til at håndtere min hørenedsættelse, men i stedet lovede Brian i sin velsignelse, at jeg ville genvinde fuld hørelse igen. Jeg kunne ikke tro det!

»Min mand tager fejl,« tænkte jeg. Lægen havde set mange tilfælde som mit og sagt, at jeg ikke ville få hørelsen tilbage.

Bagefter spurgte jeg Brian om, han troede, at den lovede velsignelse var hans eller Herrens vilje. Brian fortalte, at han havde følt sig stærkt tilskyndet til at give mig det løfte. Jeg var ikke overbevist.

Da jeg grundede over min tilstand, kom jeg i tanke om et skriftsted i Markusevangeliet, hvor Jesus fortæller en desperat far, at »alt er muligt for den, der tror.« Manden svarede: »Jeg tror, hjælp min vantro!« (Mark 9:23-24). Det var min tryglende bøn til vor himmelske Fader den aften. Jeg ønskede at tro på, at jeg ville blive helbredt, men jeg var usikker. Jeg manglede tro på, at Herren ville hjælpe mig i min krise.

Da jeg havde bedt, tænkte jeg på en lektion, jeg havde givet de unge piger om kraften i præstedømmevelsignelser. Jeg havde sagt til klassen, at de skulle bede om velsignelser, og at Herren kan helbrede de syge gennem velsignelser. Hvordan kunne jeg forvente, at de troede mig, hvis jeg ikke selv troede? Jeg besluttede mig for at sætte min lid til Herren – han havde aldrig løjet for mig.

To uger senere havde jeg genvundet min hørelse helt igen. Audiologen og lægen var chokerede.

Jeg vil aldrig glemme at være vor himmelske Fader taknemlig for, at jeg fik min hørelse igen, men jeg er endnu mere taknemlig for den lektie, jeg lærte. Selvom det ikke altid går, som vi bliver lovet i en velsignelse, så ved jeg, at Herren vil velsigne os, hvis vi tror og sætter vores lid til ham.