Find dit liv

Ældste D. Todd Christofferson

De Tolv Apostles Kvorum

Fra CES-foredraget »Red dit liv« holdt på Brigham Young University-Idaho den 14. september 2014. Find talen i sin helhed på devotionals.lds.org.

Ved at give sit liv reddede Kristus ikke blot sit eget liv, men han reddede også vores. Han gjorde det muligt for os at bytte det, der i sidste ende ville have været et nyttesløst jordisk liv med evigt liv.

Da Jesus og hans apostle var samlet i Cæsarea Filippi, stillede han dem dette spørgsmål: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« (Matt 16:15). Peter svarede med ærbødig veltalenhed og kraft: »Du er Kristus, den levende Guds søn« (Matt 16:16; se også Mark 8:29; Luk 9:20).

Det glæder mig at læse disse ord; det glæder mig at sige dem. Men kort tid efter dette hellige øjeblik, da Jesus talte til apostlene om sin forestående død og opstandelse, modsagde Peter ham. Peter blev skarpt irettesat for, at han ikke var i harmoni med eller fordi han ikke ville, »hvad Gud vil, men hvad mennesker vil« (Matt 16:21-23; se også Mark 8:33). Så udviste Jesus »derefter et større mål af kærlighed til [ham], som [han havde] irettesat« (L&P 121:43) og fortalte venligt Peter og hans brødre, at det at påtage sig sit kors og miste sit liv er vejen til at finde et rigt og evigt liv, og at han selv var det fuldkomne eksempel (se Matt 16:24-25).

Jeg vil gerne tale om Herrens tilsyneladende modsætningsfyldte erklæring om, at »den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det« (Matt 10:39; se også Matt 10:32-41; 16:24-28; Mark 8:34-38; Luk 9:23–26; 17:33). Den rummer en kraftfuld, vidtrækkende læresætning, som vi er nødt til at forstå og anvende.

En professor har tankevækkende sagt følgende: »Da himlene er højere end jorden, så er Guds virke i jeres liv større end den historie, som I gerne vil fortælle med jeres liv. Hans liv er større end jeres planer, mål og frygt. For at redde jeres liv må I lægge jeres historier fra jer, og minut for minut, dag efter dag give jeres liv tilbage til ham.«¹

Jo mere jeg tænker over det, jo mere forundret er jeg over, hvor konsekvent Jesus gav sit liv til Faderen, hvor fuldkomment han satte sit liv til efter Faderens vilje – i livet og i døden. Det er præcist det modsatte af Satans holdning og tilgang, som vore dages selvcentrerede verden i vid udstrækning har taget til sig.

I det førjordiske råd sagde Jesus, da han frivilligt påtog sig rollen som Frelser i Faderens guddommelige plan: »Fader, din vilje ske, og æren være din for evigt« (Moses 4:2; fremhævelse tilføjet). På den anden side sagde Lucifer: »Se, her er jeg, send mig, jeg vil være din søn, og jeg vil forløse hele menneskeheden, så ikke en eneste sjæl skal fortabes, og jeg vil visselig gøre det; giv mig derfor din ære« (Moses 4:1, fremhævelse tilføjet).

Kristi befaling om at følge ham er en befaling om endnu en gang at afvise den satanistiske model og miste vores liv til fordel for det rigtige liv, det virkelige liv, livet i det celestiale rige, som Gud har tiltænkt hver af os. Det liv vil velsigne enhver, som vi kommer i kontakt med, og vil gøre os alle til hellige. Med vores nuværende, begrænsede udsyn er det et liv, der er ud over vores fatteevne. Ja, det er, »hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham« (1 Kor 2:9).

Jeg ville ønske, at vi havde mere af samtalen mellem Jesus og hans disciple. Det kunne være nyttigt at få kastet lidt ekstra lys på, hvad det i praksis betyder at miste sit liv for Herrens skyld og derved finde det. Men da jeg tænkte over det, forstod jeg, at Frelserens kommentar lige før og efter hans erklæring er en værdifuld vejledning. Lad os kigge på tre af disse kommentarer.

Tag jeres kors op dagligt

Først er der Herrens ord, som han kom med lige, inden han sagde: »Den, der vil frelse sit liv, skal miste det« (Matt 16:25). Som det står i hvert af de synoptiske evangelier, så sagde Jesus: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig« (Matt 16:24). Lukas tilføjer ordet daglig – »skal han … daglig tage sit kors op« (Luk 9:23). Joseph Smiths oversættelse uddyber denne udtalelse i Matthæusevangeliet med Herrens definition af, hvad det betyder at tage sit kors op: »Og se, for et menneske at tage sit kors op er at fornægte sig al ugudelighed og ethvert verdsligt begær og at holde mine befalinger« (JSO, Matt 16:26).

Dette er i tråd med Jakobs erklæring: »En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden« (Jak 1:27). Det at tage sit kors er et dagligt liv med at undgå alt, der er urent, mens man bestandigt holder de to store bud – elske Gud og vores næste – hvorpå alle andre befalinger hviler (se Matt 22:37-40). Således er et aspekt ved det at miste vores liv til fordel for det større liv, som Herren tiltænker os, at tage hans kors på os dag for dag.

Vedkend jer Kristus først

En anden udtalelse i tråd med det antyder, at det at finde vores liv ved at miste det for Frelserens og evangeliets sag indebærer en villighed til at vise vores hengivenhed åbent og offentligt: »For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal Menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle« (Mark 8:38; se også Luk 9:26).

Et andet sted i Matthæus finder vi en lignende udtalelse:

»Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene.

Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene« (Matt 10:32-33).

En indlysende og ret tankevækkende betydning af at miste sit liv ved at vedkende sig Kristus er at miste det bogstaveligt og fysisk talt, når vi holder fast i og forsvarer vores tro på ham. Vi er blevet vant til at tænke på dette ekstreme krav som noget historisk, når vi læser om fortidens martyrer, deriblandt de fleste fordums apostle. Nu ser vi dog, at det, der var historisk, bevæger sig ind i nutiden.²

Vi ved ikke, hvad der sker i fremtiden, men hvis nogen af os skulle komme ud for det traume og bogstaveligt talt miste vores liv for Herrens sag, så stoler jeg på, at vi vil vise mod og loyalitet.

Den mere almindelige (og nogle gange sværere) anvendelse af Frelserens belæringer har dog at gøre med, hvordan vi lever i hverdagen. Det handler om det, vi siger, det eksempel, vi viser. Vores liv bør være en vedkendelse af Kristus og bør tillige med vore ord vidne om vores tro på og hengivenhed over for ham. Og dette vidnesbyrd må tappert forsvares, når vi står over for latterliggørelse, diskrimination eller bagvaskelse fra dem, der er imod ham »i denne utro og syndige slægt« (Mark 8:38).

Ved en anden lejlighed kom Herren med denne bemærkelsesværdige udtalelse om vores loyalitet mod ham.

»Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.

Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor,

og en mand får sine husfolk til fjender.

Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.

Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd« (Matt 10:34-38).

At sige, at han ikke kom for at bringe fred, synes lige først at modsige skriftsteder, der omtaler Kristus som »Freds Fyrste« (Es 9:6) og proklamationen ved hans fødsel: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag« (Luk 2:14) og andre velkendte referencer såsom: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer« (Joh 14:27).

»Det er rigtigt, at Kristus kom for at bringe fred – fred mellem den troende og Gud og fred blandt menneskene. Men et uundgåeligt resultat af Kristi komme er konflikt – mellem Kristus og antikrist, mellem lys og mørke, mellem Kristi børn og djævelens børn. Konflikten kan endog forekomme mellem medlemmer af den samme familie.«³

Jeg er sikker på, at flere blandt jer er blevet afvist og forstødt af far og mor, brødre og søstre, da I tog imod Jesu Kristi evangelium og indgik pagter med ham. På den ene eller anden måde har jeres store kærlighed til Kristus krævet, at I ofrede forhold, der var dyrebare for jer, og I har udgydt mange tårer. Men i jeres uformindskede kærlighed står I alligevel fast under dette kors og viser, at I ikke skammer jer over Guds Søn.

Prisen for at være discipel

For nogle år siden gav et medlem af Kirken en Mormons Bog til en amishven i Ohio i USA. Vennen begyndte at læse bogen og kunne ikke lægge den fra sig. Han og hans hustru blev døbt, og i løbet af syv måneder blev endnu to amishpar omvendt og døbt som medlemmer af Kirken. Deres børn blev døbt i de efterfølgende måneder.

Disse tre familier besluttede sig for at forblive i deres lokalområde og fortsætte deres amishlivsstil, selvom de havde forladt amishtroen. Men de blev »udstødt« af deres sammentømrede amishnaboer. At blive udstødt betyder, at ingen i amishsamfundet vil tale med dem, arbejde sammen med dem, handle med dem eller på nogen måde være sammen med dem. Det gælder ikke kun venner, men også familie.

Til at begynde med følte disse amishhellige sig meget alene og isolerede, da selv deres børn blev udstødt og fjernet fra deres amishskole. Deres børn var blevet udstødt af bedsteforældre, fætre og kusiner og tætte naboer. Selv nogle af de ældre børn i disse amishfamilier, som ikke tog imod evangeliet, ville hverken tale med eller anerkende deres forældre. Disse familier har kæmpet med at komme sig over de sociale og økonomiske følger af at blive udstødt, men det lykkedes for dem.

Deres tro forbliver stærk. Modgangen og modstanden ved at blive udstødt har gjort, at de er blevet standhaftige og urokkelige. Et år efter familierne blev døbt, blev de beseglet i templet og fortsætter trofast med at komme ugentligt i templet. De har fundet styrke i at modtage ordinancerne og ære pagterne. De er alle aktive i deres kirkegruppe og søger fortsat efter måder, hvorpå de kan fortælle deres familie og lokalsamfund om evangeliets lys og kundskab gennem venlige handlinger og tjeneste.

Ja, prisen for at slutte sig til Jesu Kristi Kirke kan være meget høj, men formaningen om at sætte Kristus over alt andet, selv vores nærmeste familie, gælder også for dem, som er født ind i pagten. Mange af os blev medlem af Kirken uden modstand, måske som børn. Udfordringen, som vi kan stå overfor, er at forblive loyale over for Frelseren og hans kirke, over for forældre, svigerforældre, brødre og søstre eller vore børn, hvis opførsel, overbevisning eller valg gør det umuligt for os både at støtte ham og dem.

Der et ikke et spørgsmål om kærlighed. Vi kan og må elske hinanden, som Jesus elsker os. Som han sagde: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden« (Joh 13:35). Så selvom kærligheden i familien fortsætter, kan forhold blive afbrudt og alt efter omstændighederne kan selv støtte og tolerance blive sat på pause til fordel for en højere kærlighed (se Matt 10:37).

I virkeligheden er den bedste måde at hjælpe dem, vi elsker, på – den bedste måde at elske dem på – fortsat at sætte Frelseren først. Hvis vi fjerner os selv fra Herren på grund af sympati for vore kære, som lider eller er nedtrykte, så mister vi det, hvorved vi kunne have hjulpet dem. Hvis vi til gengæld forbliver dybt forankret i tro på Kristus, har vi mulighed for både at modtage og tilbyde guddommelig hjælp.

Når det øjeblik kommer, hvor et elsket familiemedlem desperat ønsker at vende sig til den eneste sande og evigtvarende kilde til hjælp, vil han eller hun vide, hvem de kan stole på som vejleder og ledsager. I mellemtiden kan vi med Helligåndsgaven til at vejlede os tjene trofast for at mindske smerten ved dårlige valg og forbinde sårene i det omfang, vi får lov. Ellers så tjener vi hverken dem, vi elsker, eller os selv.

Forsag verden

Det tredje aspekt af at miste vores liv for Herrens sag, som jeg gerne vil nævne, findes i Herrens ord: »For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« (Matt 16:26). Som der står i Joseph Smiths oversættelse: »For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, og dog modtager han ikke ham, som Gud har ordineret, men mister sig selv eller bøder med sig selv?« (Luk 9:25 [i den engelske Bibel]).

At sige, at det at forsage verden til fordel for at modtage »ham, som Gud har ordineret«, går imod strømmen i vore dages verden, er vitterlig en underdrivelse. De prioriteter og interesser, som vi oftest ser omkring os (og nogle gange i os), er meget selviske: En hunger efter at blive anerkendt, et insisterende krav om, at ens rettigheder bliver respekteret, et altfortærende ønske om penge, ting og magt, en følelse af at være berettiget til et behageligt og fornøjeligt liv, et mål om at minimere ansvar og helt undgå nogle personlige ofre for at hjælpe andre for blot at nævne nogle få.

Dermed ikke sagt, at vi ikke skal stræbe efter at få succes eller udmærke os i værdige bestræbelser, deriblandt uddannelse og hæderligt arbejde. Rosværdige præstationer er sandelig prisværdige, men hvis vi skal redde vores liv, må vi altid huske på, at sådanne præstationer ikke er selve endemålet, men et middel til at komme til et højere stade. Med vores tro på Kristus må vi ikke betragte succes i politik, erhvervslivet, den akademiske verden og andre steder som det, der definerer os, men som noget, der gør det muligt at tjene Gud og vore medmennesker – begyndende i hjemmet og så udstrakt så langt som muligt i verden.

Personlig udvikling har værdi, når den bidrager til udviklingen af en kristuslignende karakter. Hvad angår målet for succes, må vi anerkende den dybe sandhed, som ligger til grund for alt andet – at vores liv tilhører Gud, vor himmelske Fader og Jesus Kristus, vor Forløser. Succes betyder at leve i harmoni med deres vilje.

Som modsætning til det narcissistiske liv kom præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) med en enkel forklaring på en bedre vej:

»At tjene andre beriger og forsøder dette liv, mens vi forbereder os på at leve i en bedre verden … Når vi er engagerede i at tjene vore medmennesker, hjælper vore gerninger ikke alene dem, men vi ser på vore egne problemer med friskere øjne. Når vi bekymrer os mere om andre, er der mindre tid til at bekymre os om os selv. I det mirakel, det er at tjene, er der i dets midte Jesu løfte om, at vi ved at miste os selv finder os selv! (Se Matt 10:39).

Vi ›finder‹ ikke blot os selv med hensyn til at anerkende guddommelig ledelse i vores liv, men jo mere vi tjener vore medmennesker på passende vis, jo mere substans bliver der i vores sjæl … Vi bliver mere væsentlige, når vi tjener andre – det bliver faktisk nemmere at ›finde‹ os selv, fordi der er så meget mere at finde!«⁴

Mist jeres liv i hans tjeneste

Jeg hørte for nylig om en bestemt ung søster, som havde besluttet sig for at tjene som fuldtidsmissionær. Hun havde udviklet en evne til at tale med og relatere til folk af næsten enhver tro, politisk overbevisning og nationalitet, og hun var nervøs for, at det at bære et missionærskilt hver eneste dag ville blive en slags identitet, der ville hæmme hendes enestående evne til at tale med folk. Blot et par uger inde i sin mission skrev hun hjem om en enkel, men betydningsfuld oplevelse:

»Søster Lee og jeg smurte salve på en gammel dames gigtplagede hænder – en på hver side– mens vi sad i hendes stue. Hun ville ikke høre noget budskab, men hun lod os synge, hun ville gerne have, at vi sang. Mit sorte missionærnavneskilt giver mig mulighed for at have meget personlige oplevelser med helt fremmede mennesker.«

Af det, som profeten Joseph Smith led, lærte han at miste sit liv i sin Mester og Vens tjeneste. Han sagde engang: »Jeg har gjort dette til min leveregel: Når Herren befaler det, så gør det.«⁵

Jeg tror, at vi alle ville være tilfredse, hvis vi matchede bror Josephs trofasthed. Alligevel blev han en gang i månedsvis tvunget til at vansmægte i fængslet i Liberty i Missouri, hvor han led fysisk, men sikkert mere psykisk og åndeligt, da han var ude af stand til at hjælpe sin kære hustru, sine børn og de hellige, da de blev mishandlet og forfulgt. Hans åbenbaringer og vejledninger havde bragt dem til Missouri for at grundlægge Zion, og nu blev de fordrevet fra deres hjem midt om vinteren og tværs over hele staten.

Trods alt dette og under de forhold i det fængsel skrev han et inspireret brev til Kirken i meget elegante og opløftende vendinger, hvoraf dele nu er indeholdt i afsnit 121, 122 og 123 i Lære og Pagter, deriblandt disse ord: »Lad os … med glæde gøre alt, hvad der står i vor magt, og måtte vi da med største vished være stille for at se Guds frelse, og så hans arm kan blive åbenbaret« (L&P 123:17; fremhævelse tilføjet).

Selvfølgelig er det største eksempel på at redde sit liv ved at miste det dette: »Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje« (Matt 26:42). Ved at give sit liv reddede Kristus ikke blot sit eget liv, men han reddede også vores. Han gjorde det muligt for os at bytte det, der i sidste ende ville have været et nyttesløst jordisk liv med evigt liv.

Temaet i Frelserens liv var: »Jeg gør altid det, der er godt i [Faderens] øjne« (Joh 8:29). Jeg beder til, at I vil gøre det til temaet i jeres liv. Hvis I gør det, redder I jeres liv.