Ældste Ulisses Soares: En mand uden svig
I begyndelsen af sin tjenestegerning, da Kristus udvalgte sine apostle, så han Nathanael komme imod sig. Han så straks Nathanaels godhed og sagde: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.«1
Jesus vidste, at Nathanael var en mand, der var ren af hjertet, med ærlige motiver og uden hykleri eller falskhed. Herren elsker denne egenskab af retskaffenhed og integritet, og han kaldte Nathanael som apostel.2
Ulisses Soares er ligesom Nathanael var, og Frelseren har også kaldet ham.
»Mine forældres lys«
Ulisses, den yngste af fire brødre, blev født i São Paulo i Brasilien den anden oktober 1958. Han kommer fra beskedne kår, men hans forældre, Apparecido og Mercedes Carecho Soares, var hæderlige, hårdtarbejdende mennesker, der lyttede oprigtigt til missionærerne. De sluttede sig til Kirken i 1965, da Ulisses var seks år gammel.
»Jeg har aldrig oplevet, at bror Apparecido har misset et møde,« siger Osiris Cabral, der tjente som stavspræsident, da Ulisses var en ung mand. »Mercedes var også meget trofast. Ulisses har arvet sine forældres hengivenhed.«
Ulisses Soares »voksede op i Kirken ved at følge sine forældres lys«, Apparecido og Mercedes Soares (venstre). Eftersom Ulisses stolede på Herren trods modgang, lærte han allerede som dreng at holde fast i Frelseren og hans evangelium.
Ulisses’ naturligt gode hjerte blomstede op, efterhånden som han lærte om Herrens veje. »Jeg voksede op i Kirken i mine forældres lys,« siger ældste Soares. Da han fulgte det lys, voksede hans vidnesbyrd sig stærkere trods modgang.
»Jeg var det eneste medlem af Kirken på min skole, og de andre drenge forsøgte altid at få mig ned med nakken og presse mig til at gøre forkerte ting,« siger han. »Jeg var nødt til at lære at beskytte mig selv over for de udfordringer, men jeg stolede altid af hele mit hjerte på, at Herren ville hjælpe mig. Som ung lærte jeg, at hvis man gør sin del, så vil Herren gøre sin. Men man er nødt til at holde fast i hans hånd og i hans evangelium.«
Da Ulisses var 15, bad hans biskop ham om at undervise de unge i Søndagsskolen. En lektion, han gav, handlede om at få et vidnesbyrd om evangeliet. Ulisses havde studeret Mormons Bog og altid følt, at Kirken var sand, og han troede på Frelseren Jesus Kristus.
Da han forberedte lektionen, fik han et stærkt ønske om at bære vidnesbyrd for sin klasse om, at evangeliet er sandt. »Jeg studerede og bad inderligt,« mindes ældste Soares. »Efter jeg var knælet ned, kom der den dejligste følelse i mit hjerte, en sagte stemme, der bekræftede, at jeg var på rette spor. Den var så stærk, at jeg aldrig kunne sige, at jeg ikke ved.«
Efterhånden som Ulisses blev mere voksen, lærte han, at dersom han gjorde mere, end der blev forventet eller bedt om, ville Herren velsigne ham i overflod. Det lærte han, da han forberedte sig på at tage på mission. Under interviews med Ulisses understregede hans biskop vigtigheden af at lyde buddene og leve værdigt. Han understregede også den økonomiske forberedelse.
I dag bidrager alle missionærer fra Brasilien til deres missionsudgifter og der er mange familier, der yder bidrag. Da Ulisses nærmede sig missionæralderen, besluttede han sig for, at han ville tjene alle de penge, han havde brug for som missionær. Han drog fordel af den høje arbejdsmoral, han havde tilegnet sig i sin fars lille virksomhed, og udrustet med evnen til at skrive hurtigt fandt han et dagjob, hvor han hjalp et firma med at forberede deres lønningsregnskab.
Efter han havde bestået en svær adgangseksamen, begyndte han at læse på en teknisk skole om aftenen. Hver måned betalte han sin tiende og lagde penge til side til sin mission. Efter et år blev han forflyttet til firmaets regnskabsafdeling.
»Det er sådan, jeg sparede penge op til at betale for min mission,« siger ældste Soares. »Og hver måned i de tre år, inden jeg tog af sted, købte jeg noget, jeg havde brug for – en skjorte, et par bukser, et par sokker, et slips, en kuffert.« Han havde også brug for og modtog stor kærlighed og støtte fra sine forældre og lokale ledere.
Ulisses blev kaldet til Rio de Janeiro-missionen i Brasilien. Den første del af sin mission tjente han under præsident Helio da Rocha Camargo, der senere blev den første generalautoritet fra Brasilien. Ulisses begyndte sin mission i starten af 1978. Det første tempel i Latinamerika blev indviet senere samme år i São Paulo af præsident Spencer W. Kimball (1895-1985).
I januar 1980 blev Ulisses og hans makker, der heller ikke havde modtaget sin tempelbegavelse, sat ombord på en bus i Rio de Janeiro for at køre otte timer til templet i São Paulo i Brasilien. Ulisses’ forældre og søskende mødte ham der, og familien Soares blev beseglet for tid og al evighed. Ulisses har aldrig glemt de fem timer, de havde sammen i templet i São Paulo. Senere den dag vendte han og missionærkammeraten tilbage til missionsmarken.
Sæt Gud først
Ulisses oplevede succes på sin mission, hvilket styrkede hans vidnesbyrd yderligere. Da han vendte hjem, fandt han et job og begyndte at studere regnskab og økonomi på et lokalt universitet.
Han havde været hjemme omkring syv måneder, da han løb ind i »søster Morgado« til en fest for flere stave. Han havde tjent som hendes zoneleder i et stykke tid, og de to brugte hele aftenen på at blive opdateret på hinanden og udveksle missionærhistorier. Tre uger senere begyndte de at komme sammen.
Rosana Fernandes Morgado var otte år, da hendes storesøster, Margareth, begyndte at tage hende med i kirke. Senere fik de to trofaste unge undersøgere lov af deres far til at blive døbt, men de skulle begge vente, til de var 17 år. Rosana kom i kirken i ni år, inden hun fik lov til at blive døbt.
Ulisses boede i den nordlige del af São Paulo, og Rosana boede med sine forældre i byens sydlige del. At rejse tværs igennem byen tog to til tre timer med bus og undergrundsbane. Heldigvis boede Margareth og hendes mand, Claudio, tæt på hendes forældres hjem.
»Når Ulisses kom på weekend for at date Rosana, var det hårdt for ham at skulle så langt hjem sent om aftenen,« mindes ældste Claudio R. M. Costa, områdehalvfjerdser, om sin kommende svoger. Så han og Margareth inviterede Ulisses til at overnatte hos dem efter hans stævnemøder. »Vi adopterede ham en tid,« tilføjer ældste Costa.
»Han sov på sofaen i vores stue,« siger søster Costa. »Vi var lige blevet gift, så vi havde ikke ekstra tæpper. Men han trak et gammelt gardin, som vi havde, over sig. Han var glad, fordi han kunne se Rosana igen den næste dag. Han var god ved min søster, og mine forældre syntes vældigt godt om ham.«
Ulisses og Rosana blev gift i templet i São Paulo i Brasilien den 30. oktober 1982.
Hvis man bruger blot et par minutter i selskab med ældste og søster Soares, bliver deres kærlighed, respekt og beundring for hinanden hurtigt tydelig. For ældste Soares har Rosana »været et eksempel på godhed, kærlighed og fuldstændig hengivenhed over for Herren og over for mig og min familie.«3 For søster Soares er Ulisses »en gave fra himmelen.«
Søster Soares tilføjer: »Han har altid været ekstrem ansvarlig og retfærdig, han har altid taget sig godt af vores familie og han har altid behandlet mig meget godt. I alle sine kirkekaldelser har han gjort sit bedste. Han går og gør. Han sætter de ting, der hører Gud til, først i sit liv. Jeg forelsker mig i ham igen og igen, fordi jeg ved, at når han sætter Guds ting først, sætter han også mig først.«
Om sin hustru siger ældste Soares: »Hun er en ægte helt og inspiration i vores familie. Hun er kærlig, venlig og tålmodig med alle. Hun samler vores familie, og hun ser det gode i alle. Hun har bidraget enormt til det, der er sket i mit liv. Om mit kald til De Tolv Apostles Kvorum har jeg drillet hende og sagt: ›Jeg bebrejder dig for dette, for du har gjort så meget af evangeliets kraft større i mit liv.‹«
Et stort hjerte
Gustavo, som er deres ældste barn, husker en aften, hvor han som barn ikke adlød sine forældre og sneg sig ud for at deltage i den årlige fest i deres nabolag i São Paulo, den er kendt som Festa Junina.
»Jeg befandt mig midt i en stor gruppe mennesker, der havde det sjovt, da mit navn blev råbt op oppe foran,« siger han. »Så var det, jeg så min far.«
Hans forældre havde været ude af sig selv af bekymring, men i stedet for at skælde Gustavo ud gav Ulisses ham et stort kram.
»Vi fik en alvorlig snak om, at jeg bare var forsvundet, men mine forældre behandlede mig med respekt,« mindes Gustavo. »Jeg følte mig beskyttet, og jeg vidste, at de virkelig elskede mig.«
Ulisses er meget hengiven over for sin familie. Til trods for sit travle arbejde og mange rejsedage i årenes løb har han taget sig tid til at opbygge en relation til sine børn.
Da ældste Soares blev opretholdt som medlem af De Tolv Apostles Kvorum den 31. marts 2018, var der nok ikke nogen, der blev mere overraskede end Gustavo og hans to søstre, Lethicia Caravello og Nathalia Soares Avila. Men hvis kærlighed, empati og ydmyghed kvalificerer et menneske til at være apostel, som de siger, kan de godt forstå, hvorfor Herren har kaldet deres far.
»Da Jesus kaldte sine apostle, valgte han ikke de meget vidende farisærer, han valgte fiskere,« siger Lethicia. »Sådan er min far og mor. De stoler fuldt og fast på Herren, og han bruger dem til at udføre sit værk, for han ved, at de er uselviske, villige til at arbejde hårdt og ydmyge nok til at tåle irettesættelse.«
Deres fars »store hjerte« vil hjælpe ham i hans arbejde som en af Frelserens særlige vidner, tilføjer Nathalia. »Han har hjertet til det,« siger hun. »Han føler himlens indflydelse og han elsker alle og ønsker at gøre det rette.«
»Alting ordner sig«
Da ældste Soares tjente som missionspræsident i Porto-missionen i Portugal fra 2000 til 2003, blev han kendt for at bruge den portugisiske vending »Tudo vai dar certo« – alting ordner sig.
»Det lærte han os,« mindes Ty Bennett, en af hans missionærer. »Han lever sit liv med tro på og optimisme omkring, at når vi gør det, Herren ønsker af os, vil alting ordne sig.«
Han lærte også sine missionærer ikke at bruge ord som svært eller umuligt, siger Richard Shields, en anden af hans missionærer. »Vi omtalte tingene som ›udfordringer.‹ Det råd har været med til at forme mit liv, da jeg har set på ting som ›udfordringer‹, der skal overvindes frem for noget, der er ›svært‹ eller ›umuligt‹.«
En sådan tro og optimisme kommer ikke af et let liv. Bror og søster Soares kender ganske godt til skuffelsen ved at skulle undvære, trætheden ved lange dage og studier, udfordringer med dårligt helbred og hjertesorgen ved at abortere, få et dødfødt barn og miste søskende og forældre.
Men på livets rejse har de sat deres lid til ordene i ældste Soares’ yndlingsskriftsted: »Vær du ydmyg, så skal Herren din Gud lede dig ved hånden og give dig svar på dine bønner.«4
»Udfordringer er en del af vores udvikling,« siger ældste Soares. »Men når vi er langmodige i lidelser, når vi lærer at overleve livets udfordringer, når vi forbliver trofaste, vil Herren ære os og velsigne os med de velsignelser, han har lovet.«
Og når vi holder fast i jernstangen, vil Herren ikke efterlade os alene, tilføjer han.
»Vedholdenhed i at holde fast i buddene, evangeliet, skrifterne og Herren Jesus Kristus vil hjælpe os til at overvinde livets udfordringer,« vidner ældste Soares om. »Når vi knæler ned for at bede, vil Herren være med os, og han vil vejlede os. Han vil inspirere os til, hvor vi skal gå hen og hvad vi skal gøre. Når vi er lydige og ydmyge, besvarer Herren vores bønner.«
Hengiven discipel
Ulisses Soares er en kapabel og forberedt mand. Hans uddannelse, der omfatter en kandidatgrad i administration, forberedte ham til at arbejde som regnskabsfører og revisor for multinationale virksomheder i Brasilien. Den erfaring forberedte ham til at arbejde i Kirkens økonomiafdeling, hvilket til gengæld gjorde, at han i en alder af 31 blev en af Kirkens yngste direktører for timelige anliggender. Denne forberedelse kom ham til gavn som missionspræsident og i hans kaldelse som halvfjerdser-generalautoritet den 2. april 2005.
Inden ældste Soares blev kaldet til at tjene i De Halvfjerds’ Præsidium, tjente han som rådgiver og dernæst præsident i det brasilianske områdepræsidentskab og som rådgiver i det sydøstlige område af Afrika. Der tjente han som rådgiver til ældste Dale G. Renlund, der dengang var områdehalvfjerdser. Ældste Renlund, der nu er medlem af De Tolv Apostles Kvorum, nød deres tid sammen.
»Ældste Soares er en fantastisk, pligtopfyldende og hengiven discipel af Jesus Kristus,« siger ældste Renlund. »Jeg kender ikke nogen, som mere ivrigt føler, at han er ude i Herrens ærinde. Hvis han bliver bedt om at gøre noget, så gør han det af hele sin styrke.«
Uanset om det er blandt de hellige i Peru (venstre), Ghana (nederst) eller andre lande, hvor ældste Soares har tjent, har han »let ved at elske mennesker,« siger ældste Claudio R. M. Costa.
Han fortæller, at ældste Soares hurtigt fattede kærlighed til de hellige i Afrika. En af hans første opgaver i området var at præsidere over en stavskonference i Kananga i Den Demokratiske Republik Congo. »Da han vendte tilbage, kunne han ikke holde op med at tale om den godhed og hengivenhed, han havde set hos de mennesker, han havde mødt,« siger ældste Renlund.
Ældste L. Whitney Clayton, der tjente sammen med ældste Soares i fire et halvt år i De Halvfjerds’ Præsidium, kalder ældste Soares for en mester i at skabe konsensus. »Han lytter og overvejer. Han er omhyggelig med, hvordan han leder møder, så alle vores stemmer bliver hørt, og det ikke bare er en gruppe af konkurrerende solister.«
Ældste Soares er beskeden omkring sin evne til at kommunikere på portugisisk, engelsk, spansk og fransk. Men den gave, der kræver konstant opmærksomhed, er en velsignelse for Kirken, siger ældste Clayton. Ældste Soares kan tale til størstedelen af Kirkens medlemmer på deres eget sprog.
»Ulisses har været leder, siden han var dreng,« siger ældste Claudio Costa om sin svoger. »Han er meget intelligent og meget kapabel, og han føler et ansvar for altid at gøre sit bedste. Han har let ved at elske dem omkring sig. Han har den sande discipels hjerte, og han har et sikkert vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus. Jeg elsker ham og er taknemmelig for at opretholde ham som Herrens apostel.«
Og ældste David A. Bednar, der taler på vegne af De Tolv Apostles Kvorum, tilføjer: »Ældste Soares er en ren, troskyldig og uskyldig discipel af Frelseren. Gennem lyset i hans ansigt, hans varme smil og hans graciøse facon er utallige personer og familier allerede blevet, bliver og vil blive inspireret med et større ønske om at følge Frelseren og leve efter forskrifterne i hans evangelium.«
BAGGRUND FRA GETTY IMAGES
Fotograferet med sin hustru, Rosana, foran templet i Salt Lake City af Kristin Murphy, Deseret News
I vores uddeling sagde Herren om Edward Partridge: »Hans hjerte er rent i mine øjne, for han er ligesom Nathanael fordum, i hvem der ikke findes svig.«5 Om Hyrum Smith sagde Herren: »Jeg, Herren, elsker ham på grund af hans hjertes retskaffenhed, og fordi han elsker det, der er ret i mine øjne.«6
Om Ulisses Soares kunne Herren sige det samme.