2018
Lær på Herrens måde
Oktober 2018


Lær på Herrens måde

Fra en tale holdt ved et seminar for nye missionspræsidenter den 25. juni 2014.

Det er en afgørende del af Herrens mønster for indlæring, at vi inviterer Helligånden til at være læreren.

two girls talking

Herrens fremskyndelse af sit værk kræver, at vi konstant lærer, ændrer os og trænger fremad med tro på Frelseren.

Et mønster i alt

I en åbenbaring, der blev givet gennem profeten Joseph Smith i juni 1831, erklærede Herren: »Jeg vil give jer et mønster i alt, for at I ikke skal blive bedraget; for Satan er løs i landet, og han drager om og forfører folkeslagene« (L&P 52:14).

Interessant nok gav Herren os »et« mønster og ikke »mønsteret« i alt. Jeg tror ikke, at Herren ved sin brug af ordene »et mønster i alt« antyder, at han kun har et mønster, der kan bruges i enhver situation. Derimod omfatter Herrens vej en vifte af mønstre, der kan anvendes til at opnå forskellige åndelige mål.

Vores ultimative mål for enhver lærings- og undervisningsoplevelse bør være at afgøre og bruge det mønster eller de mønstre, der møder vores behov bedst, og ved hvilke, vi opnår det ønskede læringsresultat.

Helligånden er læreren

Helligånden er det tredje medlem af Guddommen og er åbenbarer, lærer, talsmand, helliggører, og han bringer alt til vores erindring (se Joh 14:16-17, 26; 3 Ne 27:20). Ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at »det embede og virke, som Helligånden har blandt mennesker, er beskrevet i skriften. Han er lærer udsendt fra Faderen, og for dem, der er berettiget til hans undervisning, vil han åbenbare alt, der er nødvendigt for sjælens udvikling.«1 Det er en afgørende del af Herrens mønster for indlæring, at vi inviterer Helligånden til at være læreren.

young woman reading Preach My Gospel

En elev, der bruger sin handlefrihed til at handle i overensstemmelse med de korrekte principper, åbner sit hjerte for Helligånden og indbyder hans undervisende, bevidnende kraft og bekræftende vidnesbyrd. At lære ved og af tro kræver åndelig, mental og fysisk handling og ikke kun passiv modtagelse. Det er gennem oprigtigheden og pålideligheden i vores trosinspirerede handling, at vi viser vor himmelske Fader og hans Søn Jesus Kristus, at vi er villige til at lære og modtage belæring af Helligånden.

Tænk på, hvordan missionærerne hjælper undersøgerne til at lære ved tro. At indgå og holde åndelige forpligtelser, såsom at studere og bede omkring Mormons Bog, holde buddene og komme til kirkemøder kræver, at undersøgeren udøver tro og handler. Princippet gælder også alle medlemmer, deriblandt forældre, lærere og ledere.

Undervisning, formaning og forklaring – kan til trods for, at det er vigtigt – aldrig overbringe en undersøger, et barn, en elev eller et medlem et vidnesbyrd om sandheden af det gengivne evangelium. Kun når deres tro iværksætter handling og åbner vejen til hjertet, kan Helligånden levere sit bekræftende vidnesbyrd. Missionærer, forældre, lærere og ledere må lære at undervise med Åndens kraft. Af tilsvarende vigtighed er det ansvar dog, som de har for at hjælpe andre til at lære for sig selv ved tro.

Den læring, jeg beskriver, rækker langt ud over ren kognitiv forståelse og det at indtage og genkalde information. Den type af læring, som jeg taler om, gør, at vi vågner til Gud (se Alma 5:7), aflægger det naturlige menneske (se Mosi 3:19), at vores hjerte forandres (se Mosi 5:2) og at vi bliver omvendt til Herren og aldrig falder fra (se Alma 23:6). At lære ved tro fordrer både hjertet og et villigt sind (se L&P 64:34) og er et resultat af, at Helligånden bærer Guds ords kraft både hen til og ind i hjertet. Læring ved tro kan ikke overføres fra en lærer til en elev eller fra en missionær til en undersøger via en lektion, demonstration eller et eksperiment. I stedet må eleven udøve tro og handle for selv at opnå kundskab.

Et mønster for indlæring og undervisning

1. Forbered jer til at lære Hvis I deltager i jeres søndagsskoleklasse og lytter til, at jeres lærer præsenterer et emne, er det godt. Men hvis I har arbejdet og forberedt jer, hvis I tænker over de ting, som jeres lærer har bedt jer om at læse, grunde over og bede om inden klassen, kan der finde en kraftfuld udgydelse af Ånden sted og Helligånden bliver jeres lærer. Forberedelse indbyder til åbenbaring.

2. Omgås for at opbygge Jeg vil gerne henlede jeres opmærksomhed på dette skriftsted. »Udvælg en lærer blandt jer, og lad ikke alle være talsmænd på én gang, men lad én tale ad gangen, og lad alle lytte til hans ord, så at alle, når alle har talt, må være blevet opbygget af alle, og så enhver må have lige mulighed« (L&P 88:122).

young man teaching

Det er et af Herrens kraftfulde mønstre for indlæring og undervisning. Må jeg foreslå en anden måde at se på dette vers på: »Udvælg en lærer blandt jer.« Hvem er læreren? Helligånden. Kunne det være, at I ønsker, at Helligånden er læreren, og dermed »ikke [lade] alle være talsmænd på én gang, men lad én tale ad gangen, og lad alle lytte til hans ord, så at alle, når alle har talt, må være blevet opbygget af alle«? Den eneste, der kan udvirke den opbyggelse, er Helligånden.

Opbyggende social omgang indbyder til åbenbaring. For tiden lærer og anvender vi i Kirken et mere åndeligt sensitiv, udfordrende og krævende mønster for læring og undervisning Vil vi altid gøre, som vi altid har gjort og få de samme resultater, som vi altid har fået, eller vil vi omvende os og lære og ændre og undervise mere på Herrens måde?

3. Opfordring til handling Et enkelt lille spørgsmål hjælper os til at nå dette mål. Hvad vil I gøre med det, I har lært? At man handler på åbenbaring, indbyder til mere åbenbaring.

Jeg beder til, at vi må kunne følge med i takt med, at Herren fremskynder sit værk, at vi ikke blot gør, som vi altid har gjort på samme måde, som vi altid har gjort det.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at Herren Jesus Kristus vitterligt lever. Jeg vidner om, at han lever. Han er opstanden. Han står i spidsen for denne kirke, og han leder dens virke. Han anmoder os alle om at holde trit med hans fremskyndelse og følge de mønstre, han har fremlagt for vores udvikling og læring.

Note

  1. Se James E. Talmage, Et studium af trosartiklerne, 1953, s. 154.