Det, enhver biskop ønsker, medlemmerne i hans menighed ved
Forfatteren bor i Utah i USA.
Her er otte sandheder, jeg lærte, da jeg tjente som biskop.
Jeg har haft den vidunderlige mulighed at tjene som biskop. Under de år lærte jeg flere ting, end der kan opremses. Men jeg lærte også otte sandheder, som jeg tror er universelle. Selvom denne liste ikke dækker alt, er den mit forsøg på at fortælle, hvad enhver biskop håber, at medlemmerne i hans menighed ved.
1. Biskoppen elsker alle medlemmer i sin menighed reelt.
Den kærlighed, biskoppen har for sin menighed, er knyttet til den kærlighed, som vor himmelske Fader og Jesus Kristus har for enhver af os. Når biskopper ser ud over medlemmerne ved et nadvermøde, hviler der en medfølelse og empati over ham, der er ulig noget, han ellers har oplevet. Når en biskop rejser sig og fortæller, hvor meget han elsker medlemmerne af sin menighed, kommer det fra hjertet. I skal vide, at jeres biskop elsker jer, bekymrer sig om jer og hvordan I har det mere, end I ved.
2. Biskoppen styrkes fysisk, følelsesmæssigt og åndeligt af medlemmernes tro og bønner.
Biskoppen bruger utallige timer på sin kaldelse. Han tilbringer ofte mange timer i kirken om søndagen og andre aftener i ugens løb efter arbejde, hvor han besøger, interviewer og tager sig af medlemmerne i sin menighed.
Takket være medlemmernes tro og bønner er han i stand til at gøre det uge efter uge. Da jeg lige var blevet kaldet som biskop, fik jeg uvægerligt tårer i øjnene hver gang, jeg hørte et medlem bede Herren om »at velsigne biskoppen«. Jeres bønner i tro bliver virkelig besvaret, og biskoppen får og føler den styrkende støtte i disse bønner. Herren besvarer disse trosfyldte bønner med velsignelser over biskopperne i Kirken.
3. Biskoppen føler sig ofte ufatteligt utilstrækkelig i kaldelsen (selv efter tre og fire år).
Jeg har mødt meget få biskopper, som følte, at de virkelig var »beredt« til kaldelsen. Jeg ved dog, at »den, som Herren kalder, gør Herren egnet.«1 Selvom en biskop ved, at han bliver gjort egnet, kæmper han også med følelsen af, at han aldrig kommer til at klare kaldelsen godt. Han vil gøre sit bedste for at give gode råd, når der er behov for det, for ikke at støde folk og for at være i harmoni med Ånden, men han vil til tider stadig være i tvivl om, at han opfylder sin kaldelse godt nok.
4. Guds Ånd kan virke gennem biskoppen, når han rådgiver menighedens medlemmer.
Når jeg bliver spurgt om, hvad jeg savner ved at tjene som biskop, fortæller jeg folk, at jeg savner den stærke indflydelse fra Ånden, der følger med kaldet som biskop. Uanset om det drejer sig om at trøste den, der har mistet en af sine kære, tale med dem, der har en utro ægtefælle eller kalde folk til omvendelse, så er den Ånd, der er tilgængelig for den trofaste biskop, Guds Ånd og åbenbarelsens ånd.
For nylig var der et tidligere medlem af menigheden, der bad mig om hjælp omkring nogle personlige sager. Hun var flyttet til en ny menighed og var ikke sikker på, at hun havde lyst til at gå til sin nye biskop og bede om råd. Jeg fortalte hende, hvad jeg har fortalt så mange, siden jeg er blevet afløst, at selvom jeg meget gerne ville hjælpe, så havde jeg ikke længere de nøgler, som en biskop har, og de nøgler kunne være afgørende for den støtte, hun havde brug for. Jeg foreslog, at hun talte med sin biskop. Jeg besøgte hende to uger senere, og hun sagde, at hun havde mødtes med sin biskop, og det var som om, han allerede vidste, hvad hendes problem var, og hvordan han bedst kunne hjælpe hende. Selvom biskoppen helt sikkert er fejlbarlig, inspirerer og vejleder Herren ham til at kunne velsigne folk med sine ord.
5. Biskoppen er et menneske, sommetider tager han fejl, og sommetider begår han fejl.
Biskopper er, når alt kommer til alt, almindelige dødelige. De har deres mangler, svagheder, fordomme og deres egne personlige udfordringer. Ånden kvalificerer den mand, der har embedet som biskop, men biskoppen er stadig en mand, der er underlagt de samme udfordringer og svagheder, som vi alle er.
Denne indsigt bør ikke mindske den ære, vi viser hans kaldelse, eller den agt, vi giver hans råd. En biskop er opmærksom på sine svagheder og stræber efter at overvinde dem eller i det mindste at holde dem ude fra sin kaldelse som biskop. Men uanset hvor hårdt han prøver, vil han altid være ufuldkommen.
6. Biskoppen føler, at han aldrig ser menighedens medlemmer nok eller gør det godt nok.
Hver eneste dag tænker biskoppen på, hvem ellers han kunne eller skulle have hjulpet den dag. Jeg ville virkelig gerne have besøgt alle medlemmer regelmæssigt, men jeg havde et fuldtidsarbejde, min familie, de unge og visse medlemmer af menigheden med store behov. Der var bare ikke tid nok til at se alle medlemmerne regelmæssigt.
Ikke desto mindre tilskyndede Ånden mig sommetider til at besøge nogle bestemte medlemmer, der kæmpede med noget. Mange gange blev disse besøg indledt med, at de sagde: »Jeg vidste, at du ville komme.« Den Ånd, vi følte, var ofte overvældende, for vi vidste begge, at besøget var bevis på, at Gud besvarer bønner.
Jeg nød også altid den modtagelse, jeg fik ved døren hos de aktive, »ikke-kæmpende« medlemmer. Disse gode mennesker kommer i kirke hver uge, tjener trofast i deres kaldelser, har ingen større udfordringer og de får generelt ikke regelmæssige besøg af præstedømmelederne. De blev så taknemmelige for at få lidt tid sammen med deres biskop på tomandshånd. Til alle jer siger jeg: »Tak! Hold ud! I skal vide, at jeres biskop elsker jer, og han ville besøge jer oftere, hvis han kunne.«
7. Jeres biskop har faktisk, virkelig og oprigtigt brug for, at I drager omsorg for hinanden.
Når jeg som biskop fik at vide, at et medlem kæmpede med noget, spurgte jeg altid: »Hvem er deres hjemmelærer og besøgslærer?« Det var en måde at sørge for, at medlemmets behov ville blive mødt på både kort og lang sigt. En biskop, der handler uden hjælp fra andre medlemmer i menigheden og staven, har begrænsede muligheder. Han kan og vil bestemt besøge folk, der er i krise. Men hvis præstedømmet og Hjælpeforeningens ressourcer er til hans rådighed, kan han række så meget længere ud.
Det er det, omsorg handler om. Nogle gange glemmer nogle af os, hvorfor vi skal drage omsorg for hinanden: Herren har givet os et bud: »I skal elske hinanden« (Joh 13:34). I skal vide, at jeres biskop bruger omsorg som en inspireret måde til at være mere nærværende i medlemmernes liv på.
8. Biskoppen ville ønske, at han kunne gøre alt for sin flok.
Til hver en tid, dag eller nat, om det er til et præstedømmemøde, når han vejleder et barn på afveje eller han haster til en ulykke, så ville han ønske, at han kunne gør alt, hvad et medlem har brug for. Han kan ikke altid gøre det hele, og han er måske heller ikke den rette person i enhver situation, men vær ikke bange for at bede om hjælp, når I har brug for det. Vid, at biskoppen er der for at tjene i de tider, og begge parter bliver rigt velsignet for at arbejde sammen.
Jeg er ydmyg over den hellige mulighed, jeg havde for at tjene i denne hellige kaldelse. I mit kald gik jeg fra at tro til at vide. Jeg tror ikke længere på, at evangeliet er sandt, jeg ved, det er sandt. Jeg tror ikke længere på, at Gud kender mig; jeg ved, at Gud er yderst opmærksom på hver eneste en af os, vores dagligdag og vores personlige kampe. Desuden ved jeg, at han virker gennem sine tjenere, især dem, der har præstedømmets nøgler. Jeg ved, at jeg ikke kunne have tjent som biskop uden Guds opmærksomhed på dette værk. Det er evangeliets sandfærdighed og Guds kærlighed til sine børn, der gør enhver biskop i stand til at tjene.