Et godkendende smil

Franklin Romero fra Manabí i Ecuador

En aften havde vores menighed en aktivitet, som vi havde brugt mange timer på at forberede. Efter aktiviteten sagde en ung undersøger farvel til mig, men vendte nogle få minutter senere tilbage og spurgte: »Biskop, hvornår må jeg komme igen?« Jeg sagde søndag, og den unge mand sagde hurtigt: »Nej, er der ikke andre aktiviteter?« Han havde haft det så hyggeligt med de unge i vores menighed, at han gerne ville komme igen.

Jeg talte også med et besøgende par, der havde deltaget i aktiviteten, og spurgte, hvad de syntes. Ægtemanden sagde: »Siden vi kom herhen, har vi følt en fred og ro,« hvilket hans hustru nikkende bekræftede. Jeg blev overrasket, for da de ankom, havde der været en masse mennesker, der talte og lavede en masse larm. Men han fortsatte og så mig og spurgte: »Det er Helligånden, ikke?« Overrasket kunne jeg jo kun svare jo.

Der havde været meget at gøre for at blive klar til denne aktivitet, så da det hele var overstået den aften, var det eneste, jeg havde lyst til, at komme hjem i seng. Fordi jeg var så træt, havde jeg ikke tænkt nærmere over mine samtaler med undersøgerne. Da jeg kom hjem, bad jeg mine bønner og gik i seng, men jeg kunne ikke sove. I mit sind havde jeg et billede af, at Herren smilede. Det var et godkendende smil. I det øjeblik begyndte jeg at huske de vidunderlige ting, der var sket ved aktiviteten.

Jeg forstod, at medlemmernes flid og kærlighed havde gjort det muligt, at de tre undersøgere var blevet rørt om hjertet. Jeg forstod, at det godkendende smil handlede om det, vi gjorde. Jeg kunne ikke lade være med at græde, og jeg følte mig så taknemmelig for den gave, Herren havde givet os. Han havde givet os et godkendende smil. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Herrens ord er sande. Når vi fører en sjæl til ham, vil vores glæde i Faderens rige blive stor (se L&P 18:15).