Julegaver eller tiende?
Jeg troede på, at evangeliet var sandt, men havde jeg råd til at betale tiende?
Jeg ledte efter en kirke, indtil søstermissionærer præsenterede mig for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg blev døbt og bekræftet halvanden måned senere. En af de ting, missionærerne underviste mig om, var tiende.
»Du vil blive velsignet, hvis du betaler tiende,« fortalte de mig.
Jeg var enlig mor. Jeg havde dårlig nok penge til at købe mad og betale mine regninger. Ofte stod valget mellem at betale tiende eller købe mad, betale min elregning eller afdrage på bilen.
I årevis gennemlevede jeg forskellige stadier af tiendebetaling. Til sidst sagde jeg til mig selv: »Hvis du tror på, at evangeliet er sandt, så må du tage skridtet. Når du vover at tage skridtet, vil Gud velsigne dig.«
Jeg skyldte 500 dollars i tiende, men jeg skulle også bruge 503 dollars til at betale nogle regninger. Jeg kunne ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, men jeg ville prøve. Jeg betalte min tiende. Ingen vidste, at jeg stod og manglede 503 dollars, men nogle sendte mig anonymt fem 100-dollars sedler med posten.
Det blev et vendepunkt for mig. Det ændrede mig åndeligt. Jeg indså, at Gud elsker mig, han bekymrer sig for mig og han ønsker, at jeg opnår succes. Fra da har jeg betalt min tiende. Men det har ikke altid været let.
Min datter kan huske, at hun til jul for nogle år siden hørte mig sige, at jeg ikke havde råd til at betale tiende og købe julegaver til hende og hendes søskende.
»Vi vidste ikke, om vi ville få noget, men det var fint,« sagde min datter senere. »Vi bestemte, at vi helst ville have, at du betalte tiende.«
Som altid velsignede Herren os, og de fik julegaver.
At man som enlig mor er i stand til at forsørge sine børn og betale tiende er ret stort. Siden jeg traf valget om at betale tiende, er jeg blevet velsignet. Jeg er ikke rig, men Herren sørger altid for mig.
Jeg er også blevet velsignet på andre måder. Gode eksempler blandt Kirkens medlemmer og i familien har hjulpet mine børn og jeg til at forblive aktive i Kirken. Jeg har fortalt dem, at det hele er en del af de velsignelser, som Herren har lovet – at himlens sluser ville åbne sig for os.