Vi vil savne nogle næste år
Juleaften tænkte jeg meget på, hvor meget jeg elskede vores familie. Så fik jeg en speciel tanke.
Illustration: Kendra Binney
Det var juleaften. Vi havde lige fået vores nye pyjamas, en tradition i vores familie. Børnene spillede julemusik, og alle dansede omkring. Der var ingen sure miner, alle var glade, smilende og hyggede sig. Jeg ventede endnu et barn og tænkte på, hvor højt jeg elskede vores familie, og hvor glad jeg var for, at der var en lille ny på vej.
Så fik jeg en speciel tanke. Ånden hviskede til mig, at en i vores familie ikke ville være med os næste år.
Senere den aften, da min mand, Tim, og jeg lagde gaver under træet, fortalte han mig, at han havde fået den indskydelse tidligere på aftenen, at en i vores familie ikke ville være blandt os næste jul. Jeg fortalte Tim, at jeg havde fået samme tilskyndelse.
Inden vi tog på ferie efter jul for at besøge familie i en anden stat, talte Tim med vores børn om sikkerhed, mens vi rejste. Tanken om at miste et medlem af vores familie på turen tyngede os, men vi følte os forsikret om, at alt var i orden. Vi rejste og havde en skøn tid med familien og vendte hjem i sikkerhed.
Snart blev det tid til et regelmæssigt graviditetstjek hos lægen. Lægen overbragte den sørgelige nyhed. En ultralydsscanning bekræftede, at barnet var død to uger forinden.
Da Tim og jeg kørte hjem, sønderknuste, indså vi, at det to uger inden var juleaften. Vi ved ikke præcis, hvornår ånden træder ind i legemet, men Tim og jeg følte, at barnet fik lov til at være en del af vores familie, måske blot et øjeblik den juleaften, hvor alle dansede rundt og var glade. Vi følte så stor glæde, og vi føler, at barnet var en del af den. Vi tror, at da han forlod os, blev han en del af vores familie, som ikke kunne være med os næste år. Jeg tror, at vi en skønne dag vil se vores baby igen. Jeg er taknemmelig for den fred, det giver mig.