Tre livslektier fra Moroni
Fra begyndelsen til enden er Mormons Bog en konstant tur igennem stærke evige sandheder, store løfter og lektier og inspirerende eksempler på tro på Jesus Kristus. Og det bedste af det hele er, at det hele er sandt!
Men når vi nærmer os slutningen og når til kapitlerne i Moroni, så har han i den grad nogle af de stærkeste sandheder og livsændrende lektier til os! Moroni afslutter Mormons Bog med sit ufattelige vidnesbyrd og sin personlige opfordring til at komme til Kristus og selv søge svar på, hvorvidt det er sandt. Men blandt disse stærke udtalelser er her yderligere tre livsændrende lektier, vi kan lære af hans sidste kapitler i denne fantastiske bog.
1. Se bagom målstregen
Der er noget tilfredsstillende ved at få færdiggjort et hårdt, men berigende projekt; når man lægger den sidste puslebrik på plads eller afleverer et supergodt projekt i skolen.
Moroni troede, at han var færdig med sine bidrag til Mormons Bog, efter han havde berettet om jereditternes undergang som nation, som vi læser i Eters Bog. Han begynder med: »Se, efter at jeg, Moroni, var blevet færdig med at forkorte beretningen om Jereds folk, troede jeg ikke, at jeg skulle skrive mere, men jeg er endnu ikke omkommet« (Moro 1:1).
Det faktum, at han stadig var i live, var sikkert en større overraskelse for ham, end I forestiller jer. Han vandrede jo trods alt alene omkring, med fjender på alle sider.
Han fik ekstra tid. Og på blot ti kapitler udnytter Moroni det perfekt. Nogle få af de sandheder, han medtager, handler om ordination af lærere og præster, vejledninger om nadveren (deriblandt bønnerne), undervisning om, hvordan man leder Kirkens møder, en rørende udlægning af hans fars lærdomme om tro, håb og næstekærlighed, og det hellige løfte, som findes i Moroni 10:3-5, der lærer os, at enhver af os kan modtage personlig åbenbaring om sandfærdigheden af Mormons Bog. Wauw!
I disse 10 kapitler, som han ikke engang havde planlagt at skrive, tilføjer Moroni vigtige og afgørende sandheder for de fremtidige læsere af Mormons Bog.
Vi kan alle lære af hans eksempel. Næste gang I står med lidt mere tid til rådighed, end I havde forventet, eller når I føler, at I har arbejdet hårdt og bestemt kan sige, at I er færdige, er det værd at bede og grunde over, om der måske er lidt mere, I stadig kan bidrage med.
Se bare, hvordan hele verden nyder godt af det, Moroni gjorde.
2. Husk stenkassen
Hvis I har besluttet jer for at dyrke jeres yndlingsfrugt i haven, vil I skulle øve jer i lidt tålmodighed. Selvom det måske er den rette tid på året, og der er ideelle vækstbetingelser, går der højst sandsynligt nogle få år, før I kan nyde den første frugt af jeres anstrengelser.
Men det kan lade sig gøre, ikke? Trods alt kommer alt godt til den, der venter. Men planter I nogle andre slags træer, som ikke når deres højdepunkt i mange årtier (som et oliventræ) kan I alligevel glædes over at vide, at det vil komme jeres børn eller børnebørn til gavn.
Men intet af det kan sammenlignes med den situation, Moroni stod i. Hans fars livsværk, som Moroni arvede efter ham, ville ikke skulle sætte frugt i nogen nær fremtid. Ikke i løbet af 10 år. Ikke i løbet af 1000. Mormon skrev: »Dette er skrevet til resten af Jakobs hus … og det skal blive skjult til Herren, så det må komme frem, når han anser tiden for at være inde« (Moro 5:12, fremhævelse tilføjet).
Moroni vidste ikke præcist, hvornår dette værk ville komme frem, men han havde sikkert en klar ide om, at det ville blive et godt stykke ude i fremtiden. Han så i et syn vor tid og profeterede om visse vilkår, der ville være fremherskende i verden (se Morm 8:35).
Vi ved med sikkerhed så meget: Moroni gjorde ikke dette til gavn for sin familie eller sine venner eller bare bekendte. Med nogle af de mest hjerteskærende ord, der nogensinde er nedfældet, sagde Moroni: »Jeg er alene. Min far er blevet slået ihjel i kamp og alle mine slægtninge, og jeg har ingen venner, ej heller noget sted at gå hen; og hvor længe Herren vil tillade, at jeg skal leve, ved jeg ikke« (Moro 8:5).
Han havde mistet hele sin familie. Alle sine venner. Hele sin civilisation! Og da han havde færdiggjort sin optegnelse, lavede han en stenkasse, hvori han forseglede den hellige optegnelse, som ikke skulle se dagens lys i mange hundrede år.
Retfærdig levevis udvirker positive ændringer i verden. Sommetider kræver det flere generation, før sådanne krusninger når sin fulde virkning. Men Moroni lærer os, at vi altid kan stole på Guds timing. Vi må bare gøre vores del.
3. Bevar et evigt perspektiv
Lad os være realistiske, der kommer modgang, livet er uretfærdigt, og sommetider gør alt bare ondt. Livet er særlig hårdt, når vi tænker, at vi endelig er kommet igennem en prøvelse, alene for at blive ramt af en sand meteorregn af udfordringer, der tæsker løs på os igen.
Uanset om vi kæmper med angst eller depression, mister en af vores kære eller en anden udfordring, kan det sommetider tage modet fra os at skulle holde fast i troen og håbet. I sådanne svære øjeblikke er det let at tænke: »Kan det overhovedet blive værre?«
For Moroni var det sikkert en sand udtalelse. Tingene kunne sikkert ikke være blevet meget værre for ham hen imod slutningen af hans liv. I de hårde tider, når det føles som om, der ikke er nogen grund til at bevæge sig fremad eller holde fast i håbet, kan vi se på hans eksempel med urokkelig tro midt i så meget ødelæggelse.
Nogle ville kalde Moronis liv for tragisk. Selvom han var trofast, mistede han alle, han elskede. Han var den sidste overlevende af en hel civilisation. Han skulle gøre sin fars optegnelse færdig, for Mormon var blevet slået ihjel, inden han fik mulighed for at gøre den færdig. Og Moroni blev jagtet af lamanitterne og flygtede for sit liv, mens han skrev sin del af skriften.
Kan I forestille jer, hvor skræmmende og håbløs den situation må have været? Hvis nogle andre havde oplevet det, som Moroni gjorde, kunne de have været fristet til at hælde deres tro i vasken, fornægte Kristus og bebrejde vor himmelske Fader for deres forfærdelige situation. Men det gjorde Moroni ikke.
I stedet for holdt Moroni ud til selve enden (se Moro 1:3). Han bevarede et evigt perspektiv, der hjalp ham til at stå imod. Hvad end der skete, vidste han, hvad der var sandt, og han vidste, at så længe han havde tro på Frelseren og stolede på vor himmelske Fader, ville alle de velsignelser, han var blevet lovet, en dag blive ham til del, og han ville blive frelst ved Jesu Kristi kraft og velsignelserne ved hans sonoffer (se Moro 10).
Se, det er et stærkt vidnesbyrd.
Når det ser ud som om, at tingene ikke kan blive værre, kan vi finde trøst i at bevare et evigt perspektiv og fremelske en tro som Moronis. Hvis vi gør det, er vi blevet lovet, at vi kan »gøre alt, der er tjenligt for [Kristus]« (Moro 10:23). Vi kan vide, at vor himmelske Fader er med os. Vi kan stole på, at hans plan for lykke kan åbne en vej for os til at overvinde enhver tragedie, vi måtte møde i jordelivet. Og vi kan omgive os med det lys, den glæde og de velsignelser, der er i Jesu Kristi gengivne evangelium!
Med et evigt perspektiv har vi altid en årsag til at håbe. Og vi kan stole på, at vi en dag vil være i stand til at sige: »Kan det overhovedet blive bedre?«