Derfor har vi brug for Jesus Kristus
Ældste D. Todd Christofferson
De Tolv Apostles Kvorum
Fra en tale, »Et budskab ved juletid«, der blev holdt på Brigham Young University den 12. december 2017.
Skru ned for larmen i denne juletid og tænk over Guds Søns forunderlighed og storhed.
Hyrdernes tilbedelse, af Michelangelo Merisi da Caravaggio, Bridgeman Images
Jeg er taknemmelig for, at december foruden jul giver os en mulighed for at tænke over profeten Joseph Smiths liv og livsværk, da han havde fødselsdag den 23. december. Det er svært helt at forstå, hvad han opnåede som redskab i Herrens hænder konstant omringet af modstand, forfølgelse og udfordringer. På et kommende tidspunkt vil vi se profeten Joseph blive hædret som den værdige foregangsmand i denne store og sidste uddeling – den ene uddeling, der skal lykkes selvom alle tidligere uddelinger er endt i frafald.
Jeg formoder ikke, at der i denne uddeling er nogen, der i større grad har lært at frygte Gud mere end mennesker, end den profet (se L&P 3:7-8). Herren fordrede meget svære ting af Joseph. Det efterkom han, og det nyder vi alle godt af.
Oversættelsen og udgivelsen af Mormons Bog var en lysende bedrift, og den er fundamental for Herrens sags succes i denne sidste uddeling. Gennem Mormons Bog og de syner og åbenbaringer, Joseph modtog, har han for den moderne æra åbenbaret Jesu Kristi sande karakter, som Guds Enbårne Søn og menneskehedens Forløser.
I denne tid mindes vi især profetens personlige forhold til Frelseren, og »det vidnesbyrd, det seneste af dem alle, som [han gav] om ham: At han lever!« (L&P 76:22). Josephs vidnesbyrd om den levende Kristus minder mig om en udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008): »Der ville ikke være nogen jul, hvis der ikke havde været nogen påske. Jesusbarnet fra Betlehem ville blot være et barn som alle andre, hvis det ikke havde været for den forløsende Kristus i Getsemane have og på Golgata og opstandelsens triumferende realitet.«1
Hvorfor har vi brug for Jesus Kristus?
For et stykke tid siden, spurgte en person, der havde været medlem af Kirken i mange år mig: »Hvorfor har jeg brug for Jesus Kristus? Jeg holder buddene, jeg er et godt menneske. Hvorfor har jeg brug for en Frelser?« Jeg må sige, at denne persons mangel på forståelse af denne helt basale del af vores lære, dette afgørende element i frelsesplanen, gjorde mig helt paf.
»Tja, til at begynde med,« svarede jeg, »er der den lille detalje døden. Jeg formoder, at du ikke ønsker, at døden bliver dit endeligt, og uden Jesus Kristus ville der ikke være nogen opstandelse.«
Jeg talte om andre ting som det behov, at selv de bedste mennesker har brug for den tilgivelse og renselse, der kun er mulig gennem Frelserens forsonende nåde.
På et andet niveau kan spørgsmålet dog være: »Kan Gud ikke gøre, hvad som helst han ønsker og frelse os, bare fordi han elsker os og uden behov for en Frelser?« Når man formulerer det på den måde, er der en del mennesker i dagens verden, som kunne stille det spørgsmål. De tror på Gud og en form for liv efter døden, men de formoder, at fordi Gud elsker os, betyder det ikke så meget, hvad vi gør eller ikke gør, han ordner bare det hele.
Denne filosofi har ældgamle rødder. Tag for eksempel Nehor, der »vidnede … for folket om, at hele menneskeslægten ville blive frelst på den yderste dag, og at de ikke behøvede at frygte eller bæve, men at de kunne løfte hovedet og fryde sig, for Herren havde skabt alle mennesker og havde også forløst alle mennesker; og til sidst ville alle mennesker få evigt liv« (Alma 1:4).
I hører i Nehors lære ekko af en tilgang til frelse, som Lucifer, en »strålende morgenstjerne« – den mest tragiske skikkelse også havde (Es 14:12; se også L&P 76:25-27). Som Gud engang forklarede, er Lucifer »den samme, som har været til fra begyndelsen, og han trådte frem for mig og sagde: Se, her er jeg, send mig, jeg vil være din søn, og jeg vil forløse hele menneskeheden, så ikke en eneste sjæl skal fortabes, og jeg vil visselig gøre det; giv mig derfor din ære.
Men se, min elskede Søn, som var min elskede og udvalgte fra begyndelsen, sagde til mig: Fader, din vilje ske, og æren være din for evigt« (Moses 4:1-2).
Dette handler ikke blot om, at Jesus støttede Faderens plan og Lucifer, der fremlagde et lille ændringsforslag. Lucifers forslag ville have ødelagt planen ved at fjerne vores mulighed for at handle selvstændigt. Lucifers plan var grundlagt på tvang, hvor han ville gøre alle andre af Guds sønner og døtre til sine dukker. Som Faderen opsummerede det:
»Derfor, fordi Satan satte sig op mod mig og stræbte efter at tilintetgøre menneskets handlefrihed, som jeg, Gud Herren, havde givet det, og også fordi jeg skulle give ham min egen magt, foranledigede jeg ved min Enbårnes magt, at han skulle styrtes ned.
Og han blev Satan, ja, Djævelen, faderen til alle løgne, så han kunne bedrage og forblinde mennesker og føre dem fangne efter sin vilje, ja, så mange, som ikke vil lytte til min røst« (Moses 4:3-4; fremhævelse tilføjet).
Derimod giver Faderens måde os en afgørende erfaring med jordelivet. Med »erfaring med jordelivet« mener jeg, at vi kan vælge vores kurs, så vi kan »smage[] det bitre, så [vi] kan lære at skønne på det gode« (Moses 6:55), lære, omvende og udvikle os og blive væsener, der i stand til at handle selv frem for bare at »være genstand for handling« (2 Ne 2:13), og i sidste ende overvinde ondt og vise vores ønske om og evne til at efterleve en celestial lov.
Det kræver en kundskab om godt og ondt fra vores side, med evne og mulighed for at vælge mellem de to ting. Og det kræver ansvarlighed for trufne valg – ellers bliver det ikke virkelige valg. Valg kræver til gengæld lov, eller et forudsigeligt udkomme. Vi må være i stand til ved en bestemt handling eller valg at forårsage et bestemt udkomme eller resultat – og med det modsatte valg skabe det modsatte udkomme. Hvis handlinger ikke har bestemte følger, så har man ingen kontrol over udkommet, og valget bliver meningsløst.
EN EFTER EN, af Walter Rane.
Lov og retfærdighed
Ved at bruge retfærdighed som synonym for lov siger Alma: »Retfærdighedens værk [loven i funktion] [kan] ikke blive tilintetgjort; hvis så var, ville Gud ophøre med at være Gud« (Alma 42:13). Det er Guds fuldkomne forståelse og brug af loven – eller med andre ord, hans retfærdighed – der giver ham al hans magt. Vi har brug for Guds retfærdighed, et system af fastlagte og uforanderlige love, som han selv lever efter og bruger, så vi kan få og udøve handlefrihed.2 Den retfærdighed er grundlaget for vores frihed til at handle, og det er den eneste vej til ultimativ glæde.
Herren siger: »Det, der bliver styret ved lov, bliver bevaret ved lov og bliver fuldkommengjort og helliggjort ved denne« (L&P 88:34). Men vi må indrømme, at ingen af os altid har været ufejlbarligt »styret ved lov.« Og vi kan ikke rigtigt regne med, at loven eller retfærdighed beskytter og fuldkommengør os, når vi har brudt loven (se 2 Ne 2:5). Så vor himmelske Fader, der er retfærdig og motiveret af kærlighed, skabte nåde. Det gjorde han ved at give sin Enbårne Søn som sonoffer for vores synd, et [ophøjet] væsen, der med sin forsoning, kunne stille retfærdigheden tilfreds, stille os oprettet over for loven, så at den igen kunne støtte og bevare os, og ikke fordømme. Alma forklarer:
»Og se, barmhjertighedens plan kunne ikke blive bragt til at virke, medmindre der blev foretaget en forsoning; derfor soner Gud selv for verdens synder for at bringe barmhjertighedens plan til at virke og tilfredsstille retfærdighedens krav, så Gud kan være en fuldkommen og retfærdig Gud og også en barmhjertig Gud …
Men der er givet en lov og knyttet en straf [eller konsekvens] dertil og givet en omvendelse, hvilken omvendelse barmhjertigheden gør krav på, ellers gør retfærdigheden krav på skabningen og fuldbyrder loven, og loven tildeler straffen; hvis det ikke var således, ville retfærdighedens værk blive tilintetgjort, og Gud ville ophøre med at være Gud.
Men Gud ophører ikke med at være Gud, og barmhjertigheden gør krav på den angrende, og barmhjertigheden kommer på grund af forsoningen« (Alma 42:15, 22-23).
De angrende er selvfølgelig dem, der tager ansvar og accepterer hans barmhjertighed ved at omvende sig.3 Eller med andre ord er omvendelse det, vi gør, for at opnå tilgivelsens nådige gave, som en retfærdig Fader i himlen kan tilbyde os, fordi hans elskede Søn sonede for vores synder.
KRISTUS BEDER I GETSEMANE HAVE, af Hermann Clementz
Jesu Kristi forsoning
På grund af Jesu Kristi forsoning kan vi komme os over dårlige valg. På grund af Jesu Kristi forsoning vil der blive rådet bod på virkningen af andres synder på os og enhver anden uretfærdighed. For at blive gjort hele, for at blive gjort hellige, har vi brug for en Frelser. Så svaret på vores spørgsmål er: »Nej, Gud kan ikke bare handle på enhver måde, det passer ham, for at redde en person. Han kan ikke være vilkårlig og samtidig retfærdig. Og hvis han ikke er retfærdig, er han ikke Gud.« Derfor kan frelse og ophøjelse kun opnås på en måde, der opretholder og følger uforanderlig lov, eller retfærdighed. Og takket være Gud, fordi han har opretholdt retfærdigheden ved at give os en Frelser.
Lad det være sagt, at ved det store førjordiske råd, meldte Lucifer sig ikke frivilligt til at være vores frelser. Han var ikke interesseret i at lide eller dø eller udgyde en dråbe blod for os. Han stræbte ikke efter at blive selve legemliggørelsen af retfærdighed, men efter at blive en lov i sig selv.4 Det er min opfattelse, at han ved at sige til Faderen: »Giv mig derfor din ære« (Moses 4:1), reelt sagde: »Giv mig din ret til at herske,« i den hensigt at udøve den kraft lunefuldt. Den lov ville blive det, han sagde, at den var på ethvert givent tidspunkt. På den måde kunne ingen handle på eget initiativ. Lucifer ville være overhovedet, og ingen andre ville kunne gøre fremskridt.
Jesus forstod derimod, at både uforanderlig retfærdighed og nåde var påkrævet, for at hans brødre og søstre kunne udvikle sig. Ligesom med Faderen forsøgte han ikke at tvinge og dominere os, men at gøre os frie og opløfte os, så vi kan blive »hævet over alt« og få »al magt« med Faderen (L&P 132:20).
Hvor bør vi dog fryde os over, at denne Førstefødte Søn i ånden, var villig til at blive den Enbårne Søn i kødet, til at lide ufatteligt og dø på forsmædelig vis for at forløse os. Han forener retfærdighed og nåde til fuldkommenhed. Han redder os fra – ikke i, men fra – vores synder (se Hel 5:10–11; se også Matt 1:21).
Og han forløser os også fra faldet, fra åndelig og fysisk død. Han åbner døren for udødelighed og evigt liv. Det ville være umuligt at måle dybden af hans kærlighed. »Det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar …
Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt« (Es 53:4-5).
Tilbedelse af Jesusbarnet, af Matthias Stomer, Bridgeman Images
Æret være Gud
Som julen nærmer sig, ved jeg, at nogle måske bekymrer sig og andre måske nærer en angst for fremtiden. Der er måske en masse støj i jeres liv, mere eller mindre konstant opmærksomhed på, hvad der sker online uden pausetid, uden tid til at være stille og tænke og grunde over, uden tid til at se ind i sig selv og afgøre, om man er, hvor man burde være. I kan være påvirket af urealistiske forventninger, så som at »perfektion bør ske på en studs« eller at »uforstyrret lykke og succes bør være normen i livet.«
Jeg håber, at I vil lægge de fejlopfattelser til side, skrue ned for larmen og i denne juletid tage jer tid, mindst en time eller mere – til at tænke over »Guds Søns storhed og majestæt.«5 Lad det være en tid til bekræftelse og fornyelse for jer.
En anden gang ved juletid skrev jeg dette budskab:
»Når vi taler om Jesu Kristi fødsel, tænker vi over, hvad der fulgte. Hans fødsel var uendelig væsentlig på grund af alle de ting, han skulle opleve og lide, så han kunne komme os til undsætning – alt dette kulminerede i hans korsfæstelse og opstandelse (se Alma 7:11-12) …
[Men] jeg [synes] dog [også], at denne tid passende kan bruges til at tænke over barnet i krybben. Lad jer ikke overvælde eller optage af det, som skal komme; tænk blot på det lille barn … Tag jer et roligt og fredeligt øjeblik til at tænke over, hvordan hans liv begyndte – det var kulminationen på himmelsk profeti, men den jordiske begyndelse for ham.
Tag jer tid til at slappe af, være fredfyldte og se det lille barn for jer. Lad jer ikke bekymre … af det, som [kan] ske i hans liv eller jeres. Tænk i stedet på det måske fredeligste øjeblik i verdens historie – da hele himlen frydede sig og budskabet lød: ›Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!‹ (Luk 2:14).«6