2020
Virkeligheden bag de perfekte profilbilleder
December 2020


Unge voksne

Virkeligheden bag de perfekte profilbilleder

Bárbara Rodríguez er 25 år gammel og blev født i Anzoátegui i Venezuela, hvor hun mødte sin mand. De lever for tiden i Lima i Peru. Bárbara er meget optaget af at lægge opbyggende indhold op på deres sociale medier.

Når vi sammenligner os selv med andre på de sociale medier, misser vi det store billede.

family getting ready for church

Fotografier tilhører forfatteren

For ikke så længe siden var der en af mine følgere på Instagram, der kommenterede et billede og sagde: »Hvordan kan du se så strålende ud med to børn, når jeg knapt kan klare et?« Jeg grinede umiddelbart og ønskede at svare hende med at billede af, hvordan jeg så ud i det øjeblik.

Jeg svarede: »Jeg har altid tænkt, at jeg er ret ligeglad med mit udseende sammenlignet med andre mødre. Det er en bivirkning ved de sociale medier – vi har en tendens til at sammenligne os med nogle andre, og det gør den, vi sammenligner os med også. Men sandheden er den, at jeg ikke ser strålende ud lige nu, og jeg tør ikke lægge et billede op af, hvordan jeg ser ud. Jeg plejer kun at klæde mig pænt på og se ordentlig ud om fredagen og søndagen.«

Jeg har fortalt om vores liv på de sociale medier i nogle år nu. For det meste prøver jeg, at vise, hvordan det »virkelige liv« er for medlemmer af Jesu Kristi Kirke. Og ved at gøre det, har jeg fået nogle oplevelser, der fik mig til at tænke over de gode og mere risikable sider af de sociale medier.

De sociale medier viser ikke alting

Det var ikke første gang, at jeg var blevet stillet et spørgsmål som det. Sagen er den, at de sociale medier kun viser en meget lille del af folks liv. For mit eget vedkommende, er det umuligt for mig at vise alt, selvom jeg prøver at være autentisk. Og vi bør ikke sammenligne os eller basere vores selvværd på et smukt billede. At lave sammenligninger, især på de sociale medier, kan gøre det sværere for os at se de styrker, Gud har givet os.

Som sidste dages hellige gør vi vores bedste for at blive som Jesus Kristus. Men sandheden er den, at ingen af os er fuldkomne. Og på de sociale medier bør vi stræbe efter ikke at dømme uretfærdigt, og det gælder både os selv og andre. Vi er nødt til at huske, at selvom vi tænker, at nogles liv er perfekt, så ser vi ikke de personlige udfordringer, de måtte stå med. Vi ved aldrig helt, hvad der foregår i folks liv, hvad de vælger ikke at vise bag de nøje udvalgte feeds.

Virkeligheden bag et familiefoto

Der sker ofte så meget bag scenen på ethvert familiefoto, I ser på de sociale medier. Nogle mennesker ser måske på de fotos og spørger sig selv: »Hvorfor ser mine familiebilleder aldrig sådan ud?« Men vi ved ikke, hvad det kræver at få de »perfekte« billeder.

Vi prøvede for eksempel at få taget et familiefoto efter kirke engang. Det kan være kompliceret med to små børn, men jeg elsker virkelig at fange de øjeblikke, og så se tilbage på, hvor meget mine børn er vokset.

Mens vi prøvede at få børnene anbragt til billedet, var jeg nødt til at tage en snak med min toårige søn, Alvin, der græd, fordi han ville bæres. Jeg bøjede mig ned, tørrede hans tårer væk og tryglede ham om at stå, så jeg kunne vise vores antræk, (som jeg strategisk havde matchet om morgenen). Min treårige datter, Avril, bad også min mand om at bære hende, for hun ville heller ikke stå. De havde virkelig ikke lyst til, at der blev taget billeder.

Fotosessionen lykkedes ikke – så vi gav op. Men da vi kom hjem, fandt jeg noget bedre. Min bror, (der tog billedet) fangede lige det øjeblik, hvor det hele var kaos. Både min mand og jeg trøstede vores børn på billedet. Det viste ikke vores antræk, men det var sådan et inderligt – og ægte – øjeblik. Jeg elskede det.

Da jeg lagde det billede op på de sociale medier, gav jeg det titlen »Virkeligheden bag et familiefoto.« Jeg havde ikke forestillet mig, at så mange ville forholde sig til det, men det fik mig til at se, at tingene ikke altid behøver at se perfekt ud. Det er i orden at bare være i det, man er, og være ægte. Men det lærte mig også noget større – når vi tror, at noget er perfekt, så har vi bare ikke set alle detaljerne.

Lad ikke de sociale medier sløre jeres sande identitet

Netværk på sociale medier er et stærk redskab, som vi kan bruge til meget godt. Men vi er nødt til at være forsigtige med ikke at blive skuffede eller sammenligne os med det, vi ser på de sociale medier. Som ældste Gary E. Stevenson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Forhåbentlig kan vi lære at være mere [virkelige], finde mere humor og opleve færre skuffelser, når vi står over for billeder, der kan portrættere en idealiseret virkelighed, og som alt for ofte fører til ødelæggende sammenligninger.«1

Jeg ved, at når vi husker vores guddommelige herkomst som Guds børn, bliver der ikke en masse plads til smertelige sammenligninger eller personlig fordømmelse. Og hvis vi holder op med at lægge ører til de sammenligninger, der prøver at tale vores potentiale ned, vil vi blive i stand til at leve et rigere liv uden at bekymre os om alle de tilsyneladende perfekte opslag derude.

Note

  1. Gary E. Stevenson, »Åndelig formørkelse«, Liahona, nov. 2017, s. 46.