2021
De viste vejen
Marts 2021


De viste vejen

Et besøg bragte minder

Allerførst et par ord om artiklens titel. Nogle gange sker det, at en begivenhed, der »bare« var tænkt som en enkelt begivenhed, på sigt viser sig at række længere ud eller i hvert fald være en medvirkende årsag til, at noget større sker. Det er sådan en begivenhed, jeg gerne vil fortælle lidt om. Det har jeg nok gjort før, men der er sket ting og sager siden.

At jeg kom til at tænke på det igen skyldes en hyggelig samtale med vores danske områdehalvfjerdser, ældste Torben Engbjerg, der ultimo oktober besøgte Slagelse Menighed efter invitation af vores biskop.

Ældste Engbjerg og jeg begyndte at reminiscere over ting, vi havde samarbejdet omkring på det tidspunkt for knap 20 år siden, da han tjente som rådgiver i stavspræsidentskabet i København, og jeg tjente som medlem af stavens højråd og indledningsvis som medlem af stavens Unge Mænds præsidentskab og senere som formand for stavens aktivitetskomité. Og en af de ting var gennemførelsen af det, vi kaldte »Time for Youth«.

En »erstatning«

Det må være rigtigst at sige, at det hele til en vis grad udsprang af de engang meget populære jamborees. Spejderlejre, der op gennem 1980erne og 1990erne blev gennemført dels på nordisk, dels på europæisk plan. Det hele begyndte vel i Sverige i 1984 og derefter Finland 1987, Tyskland (Brexbachtal) 1989, Norge 1991, Danmark (Far West) 1994 og så igen Sverige 1998. Det var så planen, at det derefter skulle være Finland 2001 eller 2002 og ved samtaler med finske brødre, som jeg mødte i templet i Stokholm, kom det da også frem, at man var i fuld gang gennem 2000 og 2001. Men så pludselig hørte vi, at det ikke blev til noget. Jeg forsøgte så at formå daværende stavspræsident, Jens Andersen, til at »overtale« områdepræsidentskabet til at lade os i Danmark arrangere den næste jamboree, da vi alle elskede disse lejre, der jo hver gang samlede 4-500 unge mænd og ledere.

Men »Nej« lød svaret. Spejderarbejde blev nedprioriteret, som det er beskrevet gennem en tidligere artikel. Jeg blev i stedet – af daværende præsident Engbjerg – opfordret til at arrangere et ap/up stævne, der helst skulle være i stil med EFY (Especially for Youth), der med stor succes kørte i USA, især i Utah, og som var »styret« fra BYUs side.

På bar bund, men

Opgaven blev givet i 2002, og i begyndelsen tjente jeg som nævnt i stavens Unge Mænd, men blev inden længe kaldet som formand for stavens aktivitetskomité, der foruden mig bestod af søster Ane Birthe Krogstrup og bror Benny Christensen (Helsingør). Jeg/vi anede intet om EFY, men gennem et missionærægtepar, der tjente i New Zealand, og områdepræsidenten fra Australien fik jeg kontakt til lederen af EFY på BYU.

Det vil være rigtigt her at forklare, at deltagelse på EFY ikke var en kirkebaseret aktivitet, som vi normalt kendte dem i Danmark, men en betalt deltagelse i en uge-aktivitet. Prisen var dengang omkring 2500 for deltagelse. Til forskel for dette skulle »vores« aktivitet være kirkebaseret og altså uden udgifter for deltagerne.

Det lykkedes at få BYU til at sende os deres program for 2002, som vi derefter arbejdede ud fra.

Meget nyt og anderledes

Det var helt tydeligt, at der var meget, der var anderledes end det, vi plejede at gøre i Danmark. Især andelen af åndelige aktiviteter var meget større, men også det, at de, der til hverdag tjente som ledere for de unge, ikke skulle med som ledere. I stedet skulle vi kalde »councelors«, der skulle være de unges ledere og til dels undervisere gennem ugen.

Vores opgave var at organisere en aktivitet for ap/up fra de stave, der udgjorde Tempeldistriktet, der dengang bestod af de to danske stave samt Gøteborg og Malmø stave.

Over de næste par år fik vi kaldet councelors fra alle stave, top-undervisere fra alle stave samt opnået tilladelse til at bruge præsident Hinckleys fantastiske bog »Way to Be« som grundlag for undervisning.

Vi fik søskende fra stavene til at skrive særlig musik, der resulterede i en CD med 18 numre, hvoraf de 14 var skrevet specielt til lejligheden.

En spændende opgave

Det hele løb af stablen i august 2004. At det var en spændende opgave, er næppe nødvendigt at påpege. Vi arbejdede i 2 år med forberedelsen og alt lykkedes med Herrens hjælp – en hjælp der igen og igen var tydelig for os. Vi fik et budget på ca. 500 kr. pr deltager, men det lykkedes os at få det til at løbe (næsten) rundt.

Omkring 350 deltog i det, vi endte med at kalde Time for Youth, for vi måtte ikke på grund af rettigheder bruge navnet EFY. Da vi jo var halvt dansk, halvt svensk fik vi uvurderlig hjælp af bror Jan Wagner fra Helsingborg.

Det lykkedes os at få lov at leje Benløse Skole, der var velegnet til formålet, bortset fra at madlavning i et skolekøkken med 10 mindre blus til 350-400 personer ikke er en nem opgave. Heldigvis fik vi lov at bruge et par meget store gasblus med kæmpegryder til. Madlavningen var lagt i hænderne på bror Troels Lykkegaard, flittigt assisteret af søster Anny Nielsen fra Slagelse.

Vi havde besøg af bror Merrill, der kort forinden havde lavet filmen »The Testament«, og som i øvrigt havde tjent på mission i Danmark, samt af rådgiver fra områdepræsidentskabet, ældste Bruce C. Hafen og dennes hustru.

Spændende, ja mon ikke.

Betydningen af en rapport

Og så nærmer vi os betydningen af artiklens overskrift, for da Time for Youth var færdig, udarbejdede jeg en 6 siders rapport om forberedelserne og udførelsen af eventen, en rapport, der blev formidlet til områdepræsidentskabet.

Denne rapport var en medvirkende årsag til, at selve EFY et par år senere holdt sit indtog rundt omkring i Europa, hvor det kørte forskellige steder, normalt hvert andet år som en kirkeaktivitet med stor succes.

Så de unge fra tempeldistriktet havde vist, at det kunne lade sig gøre at gennemføre en sådan aktivitet på vores breddegrader.

Men det stopper ikke her. Selve begivenheden har skiftet navn flere gange, men nu er man landet på navne FSY (For the Strength of Youth – Til styrke for de unge).

Og ikke nok med det, men Kirken har nu besluttet, at konceptet FSY skal køre som kirkeaktivitet i hele verden.

Der er dog stadigvæk EFY på BYU, nu også online, men hvad der begyndte som en erstatning for spejder jamborees er nu endt som en verdensomspændende aktivitet for Kirkens unge. Og det er jo slet ikke så ringe endda.