Kvinder i genoprettelsens første dage
Caroline var villig til at dele
Hvor meget var Caroline Tippets villig til at donere for at hjælpe med at købe jord i Zion?
Caroline Tippets og hendes familie arbejdede hårdt, både fysisk og åndeligt. Carolines brødre arbejdede på savværker og hjalp med at udskære tømmeret, der var rigeligt af i staten New York i USA, hvor de boede. Deres familie havde tilsluttet sig Kirken i 1832. Nu var en af hendes brødre, Alvah, leder af de helliges gren i deres område.
I 1834 havde Alvah fortalt dem om en åbenbaring, som Herren havde givet profeten Joseph Smith, hvor medlemmerne blev bedt om at donere eller låne penge til at hjælpe med at »grundfæste Zion« (L&P 101:74). Da hun blev klar over, at Kirken havde brug for at købe jord, hvor de hellige kunne samles, gik Caroline, der var 21 år, med til at give 150 dollars i kontanter og 107 dollars via ejendom, hvilket var mere end nogen anden i grenen donerede.1
Caroline, hendes yngre bror, Joseph, og en fætter gjorde holdt i Kirtland i Ohio, på vej til Missouri. De mødtes med Joseph Smith og højrådet i Kirtland. Kirken var tynget af en stor gæld på dette tidspunkt, og højrådet spurgte, om Caroline ville låne Kirken nogle af sine penge. Mødedokumenterne beretter, at: »Det blev konstateret af rådet, [at] søster Caroline Tippets havde 149,75 dollars af beløbet … Hun blev derfor kaldt ind til rådet, hvor hun udtrykte villighed til at låne den det samme beløb.«2
Caroline så låneaftalen blive underskrevet af Joseph Smith, Oliver Cowdery og Frederick Williams. Men hun så sandsynligvis ikke Joseph og Oliver knæle i bøn dagen efter, hvor de »takkede for den hjælp, som Herren for nylig havde sendt.«3 Takket være Carolines villighed til at dele sine midler kunne Kirken betale noget af dens gæld og fortsætte med at bygge templet i Kirtland.