Kun digitalt: Unge Voksne
Vores forskelligheder behøver ikke at dele os
Jeg kæmpede med at navigere i mit forhold til en ven, der ikke delte min tro. Guds kærlighed viste mig hvordan.
Når det kommer til at navigere i forhold, kom det største svar, der nogensinde er givet os, i form af en Frelser: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn« (Joh3:16, fremhævelse tilføjet).
Når som helst jeg befinder mig midt i et tilsyneladende uforeneligt spørgsmål eller en ubehagelig konflikt, vender jeg mig til Jesus Kristus og bliver trøstet af den fred og kærlighed, der kommer fra ham. Hans kærlighed til mig udfylder tomrummet.
Jesu Kristi kærlighed var det svar, jeg modtog, da en nær ven fortalte mig, at hun trådte væk fra Kirken. Før denne beslutning havde hun delt sine oprigtige spørgsmål med mig, bedt om mine meninger og havde betroet sig til mig om den smerte, hun følte. Hendes smerte var virkelig, hendes spørgsmål var inderlige, og jeg følte mig beæret over at være et lyttende øre. Men de tanker, jeg ofte delte, syntes ikke at nå hende.
Efter vores samtaler følte jeg mig usikker på, hvordan jeg skulle støtte hende. Især under en samtale stillede hun mig et oprigtigt spørgsmål om noget, jeg personligt havde været usikker på, og derefter kaldte hun mig falsk, da jeg kæmpede for at vide, hvordan jeg skulle svare. Jeg husker, at hun sagde: »Em, det tror du ikke rigtigt på. Det ved jeg, at du ikke gør.«
Hun havde ret.
Efter den omgang følte jeg, at jeg gled væk fra venskabet. Jeg følte mig utilpas ved at drøfte åndelige anliggender med hende og følte mig frustreret over vores forskelle i tro og min egen mangel på perfekte svar. Jeg følte alt var håbløst. Jeg holdt langsomt op med at stille hende spørgsmål om evangeliet af frygt for svarene. Jeg begyndte at tænke, at vi var for forskellige til at være venner.
Der gik nogle få måneder, før jeg indså, at jeg ved at søge svar på hendes (og mine) spørgsmål havde mistet det vigtigste svar af syne: Således elskede Gud verden – Gud elsker også min ven.
I sin tale ved oktoberkonferencen 2020 mindede præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, os om: »Frelserens lære om at elske [hinanden] er baseret på den kendsgerning, at alle mennesker er Guds elskede børn.« Han afsluttede sit budskab med en påmindelse om det perspektiv, som denne viden giver: »Vi ved, at vi alle er Guds børn, og det giver os en guddommelig vision af alle andres værd.«1
De ord slog mig. Denne lære er selvfølgelig en grundlæggende sandhed. Men jeg indså, at jeg som svar på min vens overgang væk fra Kirken havde tilsidesat denne sandhed.
At vide, at min ven – uanset vores forskelle i tro – er et elsket Guds barn, ændrede alt for mig.
Der var gået måneder, hvor jeg følte mig meget langt væk fra min ven, men jeg ringede straks til hende, efter jeg havde indset det, og jeg delte Guds kærlighed med hende. Jeg var i stand til at forklare, hvorfor jeg havde distanceret mig fra hende. Jeg formulerede, hvorfor det gjorde ondt at føle, at noget så dyrebart for mig ikke blev behandlet med respekt. Heldigvis var hun forstående, og vi undskyldte begge. Vi talte om, hvor vigtigt vores venskab var, og hvordan vores ligheder var stærkere end vores forskelligheder. Jeg fortalte hende, at jeg ønskede at møde hende, hvor hun var, mens jeg holdt mine standarder og tro, og jeg håbede, at vi kunne fortsætte med at støtte hinanden. Jeg var så taknemmelig, da hun gik med til det.
Ligesom Zoram var »en sand ven« for Nefi (2 Ne 1:30), stræber jeg efter at være en god ven for hende, uagtet vores forskelligheder.
Jeg er taknemmelig for Guds kærlighed – taknemmelig for, at den er så ren, så kraftfuld og så udbredt, at den kan være med os i svære samtaler. Jeg er taknemmelig for, at Guds kærlighed er tilgængelig for alle menneskesjæle. Jeg er taknemmelig for, at Guds kærlighed giver os mulighed for at elske hinanden fuldstændigt. Sikke en guddommelig, ubeskrivelig kærlighed.