At ældes med trofasthed

Min trofaste rådgiver

Richard M. Romney

Kirkens Tidsskrifter

Hvad angår tjeneste så Larry aldrig alderen som en barriere.

Da min familie flyttede tilbage til den by, jeg voksede op i, fandt vi et samfund i forandring. I kvarteret, der engang var kendt som et sted for unge familier, boede der nu mange enker og enkemænd, forældre, hvis børn var vokset op og flyttet væk, og et lille, men voksende antal unge familier, der flyttede ind, når boligerne blev tilgængelige.

På grund af ændringen i befolkningen blev menighedsgrænserne ændret. Dele af tre menigheder blev samlet i én menighed, og jeg blev kaldet til biskop. Jeg havde et par dage til at vælge rådgivere. Det første navn dukkede hurtigt op, og Ånden bekræftede det. Men jeg var ikke umiddelbart sikker på, hvem den anden rådgiver skulle være.

Jeg overvejede flere yngre mænd i den nye menighed, men jeg kendte dem ikke så godt. Det forekom mig, at vi havde mere brug for dem i Unge Mænd.

Jeg kendte en ældre mand, Larry Morgan, der havde boet i kvarteret i lang tid. Faktisk var han ungdomsleder, da jeg var teenager. Nu var han 76 år. Jeg følte en tilskyndelse til at tale med ham. »Måske kan han hjælpe mig med at blive bedre bekendt med nogle af de mennesker, jeg ikke kender,« tænkte jeg.

Han stod i indkørslen, da jeg ankom til hans hus, og uden vi vekslede et ord vidste jeg, at Larry skulle være den anden rådgiver. Jeg var hos ham en kort stund; så tog jeg hjem og ringede til stavspræsidenten. Den søndag blev biskoprådet opretholdt med Larry som andenrådgiver.

Larry var afdæmpet og velovervejet, men når han talte, lyttede folk. Han havde også urokkelig tro på Herren. Jeg lærte snart at stole på hans råd.

»Vi besøger dem«

Hjemmelærerne (i dag kendt som omsorgsbrødre) gjorde et godt stykke arbejde med at besøge enker og enkemænd og fortælle biskoprådet, hvordan de havde det. I dag ligger en stor del af ansvaret for deres velfærd hos ældsternes kvorum og Hjælpeforeningen. Men på det tidspunkt følte jeg også en pligt til at besøge dem. Så jeg bestræbte mig på at besøge en eller to om ugen. Med den hyppighed ville det tage næsten et år at besøge dem alle. Der var også en ung familie, der havde brug for min tid, så jeg følte mig overbebyrdet.

Jeg talte om dette på et møde i biskoprådet, og Larry havde en idé.

Larry and Elizabeth Morgan — Larry og Elizabeth Morgan

»Kan min hustru og jeg ikke hjælpe?« spurgte han. »Vi har hele dagen til at besøge folk. Brug hjemmelærerne, men lad Elizabeth og mig besøge dem, der har brug for lidt ekstra opmærksomhed. Vi fortæller dem, at du tænker på dem.«

Derefter aflagde min trofaste rådgiver og hans hustru mange besøg og opmuntrede mange sjæle. De lettede mit arbejde betydeligt.

»Hvor gammel er profeten?«

På et tidspunkt havde vores menighed brug for en lærer i søndagsskolen. Biskoprådet samledes i bøn og gennemgik flere navne sammen med søndagsskolepræsidenten. Men vi følte ikke en bekræftelse på, hvad vi skulle gøre. Igen fik Larry en idé. »Hvad med Ila Gibb?« Ila var i 70’erne, men vi havde alle indtryk af, at hun ville være en god lærer. Søndagsskolepræsidenten var enig.

Søster Gibb lo, da Larry og jeg ringede til hende. »Jeg er gammel,« sagde hun. »Bare lad mig stå på hylden.«

Da Larry svarede: »Søster Gibb, hvor gammel …«, jeg troede, at han ville bruge sig selv som eksempel. Men det gjorde han ikke. Han spurgte venligt: »Hvor gammel er profeten?« På dette tidspunkt var præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) netop blevet Kirkens præsident i en alder af 84 år.

»Jeg kan se, hvor du vil hen,« svarede Ila. »Vi er nok aldrig for gamle til at tjene.« Og i de næste tre år fungerede hun som en vidunderlig lærer i Søndagsskolen.

Jeg er 69 år nu, og jeg tænker ofte på Larry og den tro, han udviste, da han accepterede kaldet til at tjene som rådgiver i biskoprådet i en alder af 76 år. Når jeg tænker på hans tjeneste, bliver jeg inspireret til at tro, at der stadig er meget, jeg kan gøre – og som mange af os i 60’erne, 70’erne og 80’erne kan gøre – for at fortsætte med at opbygge Guds rige.